Torsdag den 22. marts



Bedre opgavefordeling hos politiet

Pres fra oven har fået Gladsaxe Kommune til at udnytte ressourcerne bedre.
Det vurderer kriminalinspektør Palle Sanvig.
Som følge af politiforligets krav om flere ressourcer til nærpolitiet, var det nemlig nødvendigt at kigge ressourcefordelingen efter i sømmene.
Og nu har politiet fundet en smartere måde at fordele opgaverne på.
Før var systemet meget stift, så enhver trafikulykke eksempelvis hørte under ordenspolitiet, men nu vurderer vagthavende den enkelte opgave.
Det kan for eksempel betyde, at kriminalpolitiet tager sig af store, efterforskningskrævende trafikulykker, mens små tyverier bliver hos ordenspolitiet. Vagthavende har også mulighed for at lægge en sag hen med det samme, hvis han vurderer, at politiet alligevel ikke kan gøre mere ved den. Derved undgår politiet, at den samme sag cykler rundt i systemet.
 
 

 

Sociale klausuler på renovationsarbejde

En skraldemand er ikke bare en skraldemand.
Som vi tidligere har fortalt i Nyhedsmagasinet, så skal en tiendedel af de medarbejdere, der skal stå for renovationskørslen i Gladsaxe formentlig opfylde nogle ganske bestemte kriterier.
For det første skal de have været arbejdsløse. For det andet skal de enten være mellem 17 og 22 år og have problemer eller være mellem 25 og 40 år og have en anden etnisk baggrund end dansk. Eller også skal de bare "finde arbejdet attraktivt," som der stod i dagsordenen for teknik- og miljøudvalget.
På sidste møde vedtog udvalget nemlig, at indføre nogle såkaldte sociale klausuler i udbudsmaterialet for renovationskørsel. Det går ud på, at virksomheden forpligter sig til at ansætte mennesker fra de nævnte grupper, så de tilsammen udgør ti procent af arbejdsstyrken. Til gengæld kan kommunen yde forskellige former for økonomisk støtte.
Dansk Folkeparti, Venstre og Det Konservative Folkeparti stemte imod forslaget.
Sagen skal nu behandles af økonomiudvalget.

 


 

Lægevagten populær - og aflastet

Kunderne er mere tilfredse og lægevagten har fået mere tid, efter en målrettet indsats med ny hjemmeside på internettet og uddelingen af en praktisk håndbog.
For kun et år siden viste undersøgelser, at 1/3 af henvendelserne til vagtlægen hørte til i kategorien mindre nødvendige eller simpelthen unødvendige, set ud fra en medicinsk betragtning.
For at aflaste telefonerne og venteværelserne fik lægevagten derfor sin egen hjemmeside på internettet, med gode råd om akutte situationer, og dertil kom den husstandsomdelte pjece "Hvad gør jeg?". Siden da er antallet af unødvendige henvendelser faldet, viser en splinterny brugerundersøgelse.
Undersøgelsen viser også, at 77% er ganske godt tilfredse med den behandling de får hos vagtlægen.
Også her er resultatet en anelse bedre end første gang, brugerne blev adspurgt. Det var i 1999 og her var 75% af svarerne positive, så der er altså en bekeden fremgang i tilfredsheden med amtets vagtlæger.
 

 

Autogren får lov til at fortsætte

Ejeren af bilforhandleren Autogren på Søborg Hovedgade kan i første omgang ånde lettet op.
Han har nemlig fået dispensation til at fortsætte sin forretning på stedet, selv om ejendommen er udlagt til etagebyggeri.
"Der bliver alligevel ikke bygget boliger de næste to år," siger formanden for Teknik- og miljøudvalget, Tove Eckhardt, til Nyhedsmagasinet.
Til gengæld kan ejeren ikke forvente, at få fristen forlænget yderligere.
"De får to år, men så får de nok ikke mere. Heller ikke selv om, de skulle græde til den tid," siger Tove Eckhardt.
Det var et enigt Teknik- og miljøudvalg, der gav dispensationen, og dermed viste de sig fra en mere venlig side end, forvaltningen havde lagt op til.
Forvaltningen havde nemlig foreslået, at dispensationen højst blev forlænget med et år ad gangen.
 

 

Computerinteresseret indbrudstyv

En ung mand brød i nat ind på Lundevang skole på Mørkhøjvej.
Han havde omhyggeligt pillet glasset ud af et vindue, og prøvede derefter at få en computer med ud fra skolen. Men klokken ca. 02 i nat gik tyverialarmen i gang, og den computerinteresserede indbrudstyv skyndte sig fra stedet med uforrettet sag, oplyser vagthavende hos Gladsaxe politi.
 

Klar, parat, dobbeltdækkerstart!

Så skulle det være ganske vist.
Fra den 4. april bliver der mulighed for at se det hele sådan lidt fra oven, når man lader sig transportere med HTs linie 250S.
De nye dobbeltdækkerbusser er klar til start, og allerede i denne uge er cirka 60 chauffører gået i skarp træning.
I første omgang indsættes ca. 5 dobbeltdækkerbusser på ruten mellem Buddinge Station og lufthavnen, og senere følger resten af de i alt 22 højtragende køretøjer.
Dobbeltdækkerne har 70 siddepladser – dobbelt så mange, som i en almindelig bus.