Torsdag den 15. November


Byrådet fjerner skoleleder

Skolelederen på Søndergård Skole i Bagsværd fjernes fra posten.
 
Det besluttede byrådet i Gladsaxe Kommune i går. Kun Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti stemte imod.
 
Afgørelsen blev truffet bag lukkede døre med henvisning til, at det er en personsag, men de konservatives Lars Abel ønskede at diskussionen skulle ske i fuld offentlighed. Han mente nemlig ikke, at der var tale om en personsag, idet det i hans øjne ikke er skolelederen, der er problemet, men derimod en lang række uregelmæssigheder på skolen.
 
Lars Abels ønske om åbenhed blev ikke efterkommet.
 
Beslutningen om at fjerne skolelederen er kulminationen på en langvarig strid mellem ledelse, forældre og lærere. Ifølge skolebestyrelsen og lærere på skolen bunder konflikten i skolelederens dårlige samarbejdsevner, hvorimod blandt andre de konservatives Lars Abel vurderer, at skolelederen blot har forsøgt at rette op på uregelmæssige forhold. Blandt andet har en revisionsrapport påpeget sammenblanding af private og kommunale indkøb og tegn på misbrug af et benzinkort, ligesom der svirrer rygter om forsikringssvindel, sort arbejde og momsfusk.

Sikkert at Christianslyst mister skraldeopgaven

Nu er det definitivt bestemt at vognmandsfirmaet Christianslyst mister opgaven med at tage skraldet i Gladsaxe.
 
På gårsdagens byrådsmøde vedtog et stort flertal at vognmandsfirmaet HCS, der vandt EU-licitationen, skal overtage opgaven fra Christianslyst. Kun Enhedslisten og Det Radikale Venstre stemte imod, og socialdemokraten Sven Nielsen undlod at stemme.
 
Inden byrådsmødet demonstrerede omkring 100 skraldemænd og sympatisører imod beslutningen om at fratage skraldeopgaven fra Christianslyst.

Passagerer må kigge langt efter bussen

Busdriften i Gladsaxe er på fjerde lammet af arbejdsnedlæggelser blandt chaufførerne. Alle linier i Gladsaxe er berørt af det, og meldingen fra Connex Transport er, at deres 16 linier heller ikke kører her til morgen.
 
Chaufførerne holder i dag fagligt møde, hvor de beslutter sig for, om de fortsat vil strejke.
Det er næsten blevet en tradition, at de nedlægger arbejdet, men denne gang er det ikke penge, der stå på chaufførernes ønskeliste, men derimod pauser.
 
På grund af det omfattende byggeri og vejarbejde i København bliver busserne forsinkede, og chaufførerne når ikke at holde pauser ved endestationerne.
 
Derfor kræver chaufførerne nu, at køreplanen skal laves om.
 
Administrerende direktør fra Connex, Hans Baunsø kan ikke officielt blande sig, men har selvfølgelig en interesse i, at busserne kommer på gaden så hurtigt som muligt:
 
- Vi har en uofficielt dialog i gang med HUR, men vi kan ikke gå i forhandlinger, når der er tale om overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Vi kan bare beklage, at passagererne er gidsler.
Om chaufførerne optager arbejdet afhænger af, hvad HUR, hovedstadens udviklingsråd, melder ud.
De strejkeramte busser er linierne:

Brændende bil på køretur

En brændende bil trillede uden chauffør natten til onsdag 30 meter fra Vibevænget tværs over Krogshøjvej. Her stødte den ind i en udgravning, hvor den standsede og brændte totalt ud.
 
Det skete klokken 4.37 onsdag morgen, og ejeren vågnede ved, at bilalarmen gik i gang, men har i øvrigt hverken set eller hørt noget.
 
Politiet i Gladsaxe er dog ikke i tvivl om, at det er en påsat brand, da en rude er knust i Opel Vectra´en og håndbremsen er løsnet, enten ved en bevidst handling eller ved et uheld.
 
Politiet ved ikke, hvad der ligger bag brandstiftelsen og vil gerne høre fra vidner, der har set noget mistænkeligt i området omkring klokken fire- halv fem om morgenen.
 
Man kan ringe til Gladsaxe politi på telefon: 39 66 14 48

Mere bredde i Borgernes Hus

Flere foreninger i Gladsaxe skal have mulighed for at afholde foredrag eller andre kulturelle arrangementer i Borgernes Hus, og også tage entre for det.
 
Det mener et flertal af Gladsaxes kultur- fritids- og idrætsudvalg, som nu vil undersøge muligheden for at åbne dørene for andre grupper.
 
Det går umiddelbart imod reglerne i Borgernes hus, og derfor kan det komme på tale at ændre reglerne, der hidtil har krævet, at arrangementerne er åbne for alle og gratis at deltage i.
 
Men i senere tid er der for eksempel blevet afholdt jazz-aftener, hvor det har kostet penge at komme ind.
 
Derfor har det Konservative Folkeparti foreslået en bredere adgang til huset på Søborg Hovedgade, et forslag, som kultur- fritids- og idrætsudvalget vedtog tirsdag aften.
 
Ifølge formanden for udvalget, den socialdemokratiske Peter Nielsen, skal forslaget ses som et forsøg på at styrke huset ved at inddrage aktiviteter og dermed andre mennesker, end de, der normalt har deres gang i Borgernes Hus.
 
Det kan eksempelvis give mulighed for at der afholdes foreningsmøder, foredrag og aftenskolearrangementer.
 
Men først skal forvaltningen altså undersøge, om det overhovedet er muligt at ændre reglerne.