Fredag den 2. November


Fint med tre valg

Venstres leder i Gladsaxe byråd, Bjarne Rasmussen, kaldte i Nyhedsmagasinet i går, udskrivningen af folketingsvalget for en forbandet svinestreg, der vil flytte fokus fra amts- og kommunalvalget.

Men den tolkning er socialdemokraten Erling Schrøder langt fra enig i – han synes faktisk, at de tre valg på samme dag er en god idé: "Det vil få stemmeprocenten op, og de sidste 14 dages valgkamp tror jeg alligevel ikke vil ændre så meget. Borgerne kender os jo fra de resterende tre år og elleve måneders arbejde, det er det, der er det afgørende for, hvor krydset sættes".


Ejer af brandtomt dømt til oprydning

Ruinen på Moseskrænten 1 i Søborg har i årevis været en torn i øjet på beboerne på den lille villavej.

Efter en brand har huset nemlig stået hen som en byggeplads, uden at der reelt er blevet bygget noget som helst.

Efter klager fra ruinens naboer meldte Gladsaxe Kommune sidste år ejeren til politiet, og ved den efterfølgende retssag blev ejeren dømt til en tvungen oprydning på grunden.

Men byrettens dom blev af ejeren anket til Østre Landsret, der skulle have behandlet sagen onsdag, men i sidste øjeblik trak ejeren anken tilbage.

Sagen ligger derfor hos Gladsaxe politi, der skal sørge for, at ejeren så også foretager den oprydning, som den oprindelige dom påbød.


Temadebatten fortsætter

Hvad er det vidunderlige ved vejbump? Hvad skal der ske med Bagsværd Sø? Og hvad skal der til, for at kunne kalde sig miljømæssig forgangskommune?

Det var nogle af de spørgsmål, der kom frem, da en snes byrådskandidater onsdag eftermiddag var samlet på Radio Gladsaxe til en temadebat om miljøet i Gladsaxe.

Temadebatten om miljøet i Gladsaxe bliver i øvrigt genudsendt i sin helhed på mandag fra klokken 12.

Og næste gang, der er politikermøde her på frekvensen, er på næste onsdag fra klokken 15 til 17. Der er temaet de ældre.


Politikere laver indslag til radio

Hvordan er din lokale politiker i hjemmevante omgivelser, hvad ville kandidaterne sige, hvis ordet var helt frit, og hvilke områder synes de selv er vigtige at berøre op til kommunalvalget i Gladsaxe den 20. november?

Det giver Radio Gladsaxe nu lytterne mulighed for at finde ud af, når vi fra på mandag tager hul på "Portrætter af byrådskandidater".

Kandidaterne har lånt udstyr med hjem og har selv indtalt, produceret og tilrettelagt et indslag på fem-ti minutter. På mandag klokken 8.30 gives bolden op af Centrum Demokraternes Hanne Calberg, Kristian Niebuhr fra Dansk Folkeparti og socialdemokraten John Brown Brabrant Althoff-Andersen. De næste to uger vil byrådskandidater således portrættere sig selv i morgenfladen på alle hverdagene, undtagen onsdage.