Onsdag den 21. November


Det nye Gladsaxe byråd

Klokken tyve minutter i to i nat blev der sat navne og partifarve på de 25 medlemmer, der kommer til at udgøre det nye byråd i Gladsaxe efter gårsdagens valg.
 
Og vi tager dem fra en ende af med det personlige stemmetal lige efter:
 
Først ti socialdemokrater: Ole Andersen, 4.300 stemmer. John Brown Brabant Althoff-Andersen, 1.325 stemmer. Erling Schrøder, 556 stemmer. Karin Søjberg Holst, 523 stemmer. Peter Nielsen, 370 stemmer. Khuram Malik, 314 stemmer. Jens Thind-Andersen, 259 stemmer. Lonny Hjorth, 246 stemmer. Trine Græse, 242 stemmer. Og endelig Mette Marie Schmidt, 225 stemmer.
 
Det radikale venstre fik genvalgt Lis Smidsholm med 367 personlige stemmer. De konservative fik to mandater; Lars Abel med 1.660 stemmer og Henrik Sørensen med 264 stemmer. CD kom i byrådet med 492 personlige stemmer til Isminur Lone Yalcinkaya. SF fik Peter Brooker ind med 489 personlige stemmer og Ida Krog med 474 stemmer. Dansk Folkeparti fik Klaus Kjær ind med 927 stemmer og Kristian Niebuhr med 155. Venstre fik Bjarne Rasmussen ind med 1.515 personlige stemmer. Karina Ebbensgaard med 262. Kim Wessel-Tolvig med 230 stemmer. Ebbe Skovsgaard med 207 stemmer og endelig Birgit Thybjerg Pedersen med 200 stemmer. Enhedslisten fik genvalgt Emilce Nielsen med 889 personlige stemmer. Og så kom Skraldelistens Ole Rasmussen ind med 597 personlige stemmer.
 
Der er kommet 11 nye ansigter ind, og byrådet kommer til at bestå af 10 kvinder og 15 mænd.

Dansk Folkeparti gik tilbage lokalt

En af de store overraskelser i det lokale valg er, at Dansk Folkeparti mister et mandat i Gladsaxe Byråd samtidig med at partiet stormer frem på landsplan.
 
Lederen af Dansk Folkeparti i Gladsaxe, Klaus Kjær, var skuffet, men han mente især, at valgnederlaget skyldtes, at færre partier indgik i valgforbundet i år.
 
Klaus Kjær svarede derimod klart nej til at valgnederlaget kunne hænge sammen med partiets politik i Gladsaxe.
 
Det bliver Klaus Kjær og Kristian Niebuhr, der skal repræsentere Dansk Folkeparti i Gladsaxe.

To nye partier får plads i Gladsaxe Byråd

Centrum Demokraterne og Skraldelisten får hver en plads i Gladsaxe Byråd.
 
For CD er det en tilbagevenden til byrådet, mens Skraldelisten er helt nye.
 
Centrum Demokraterne bliver repræsenteret med Lone Yalcinkaya, mens Ole Rasmussen tegner Skraldelisten.
 
På valgnatten var glæden stor i begge lejre.
 
"Ja, det er dejligt ikke?" spurgte Ole Rasmussen, da resultatet stod klart, mens der var jubelscener og klapsalver hos CD.

Intakt balance i Københavns Amt

I Københavns Amt er balancen intakt mellem højre og venstre fløj.
 
Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti må hver afgive et mandat, mens Venstre går to frem.
I amtsrådet er Socialdemokratiet det største parti med elleve valgte. Dernæst kommer Venstre med otte valgte og Det Konservative Folkeparti med fem. Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og
 
Dansk Folkeparti får hver to pladser i amtsrådet, mens Enhedslisten får et enkelt.

Falsk håb for Enhedslisten

Da den første valgprognose indløb ved 21-tiden så Enhedslisten ud til at vinde et mandat. Det skabte stor glæde, blandt andet fordi partiet ønskede en makker til Emilce Nielsen.
 
Men da stemmetællingen var slut, fik Enhedslisten alligevel kun et enkelt byrådsmedlem valgt ind, nemlig Emilce Nielsen.
 
Til gengæld glædede hun sig over, at også Skraldelisten fik en repræsentant i byrådet. Hun mener, de to partier har meget at samarbejde om.