Fredag den 23. November
CD ude af forhandlinger
- Efter lokalvalget i tirsdags er forhandlingerne gået
i gang i de politiske partier.
-
- Med ti socialdemokratiske mandater må det betragtes
som givet på forhånd, at borgmesteren også i det nye byråd hedder Ole
Andersen:
-
- Selv siger borgmesteren:
- - Ja det regner jeg også med, men der er intet, der
er givet. Vi forhandler i øjeblikket med de Radikale, Enhedslisten og SF, som
vi konstituerede os med for fire år siden. Der ud over er også Skraldelisten
med i forhandlingerne, CD har været med, men er gået ud igen, fortæller Ole
Andersen.
- Forhandlinger fortsætter fredag eftermiddag og
borgmesteren regner med, at det nye byråd senest står klar til den 10.
december.
-
- For ud over at blive enige partierne i mellem, skal
partierne indbyrdes blive enige om, hvordan de fordeler de poster, som
konstitueringsaftalen tildeler dem.
Klaus Kjær ud af Folketinget
- Klaus Kjær fra Dansk Folkeparti er stemt ud af
Folketinget.
-
- På trods af partiets store valgsejr blev
Gladsaxeborgeren ikke genvalgt.
-
- Klaus Kjær må derfor føje endnu et nederlag til at
Dansk Folkeparti her i
- kommunen gik tilbage med et mandat.
-
- Men tilhængere af Dansk Folkeparti i Gladsaxe gav
deres besyv til at stemme Pia Kjærsgaard, Mikkel S. Dencker og Aase D. Madsen
ind. Et andet folketingsmedlem fra Gladsaxe, Søren Søndergaard fra
Enhedslisten, blev derimod genvalgt.
-
- Af de andre kandidater, der stod på stemmelisten i
Gladsaxe, er Socialdemokratiets Karen Jespersen, Mogens Lykketoft, Per
Kaalund, Lise Hækkerup og Morten Bødskov kommet i Folketinget.
Gladsaxe-kredsens kandidat, Bent Greve, må derimod vinke farvel til en plads i
tinget.
-
- For Det Radikale Venstre er Morten Helveg Petersen
stemt ind, og for Det Konservative Folkeparti er Per Christmas-Møller og
Charlotte Dyremose inde. Lars Abel, der er byrådsmedlem i Gladsaxe, fik
derimod ingen plads i Folketinget.
-
- Folkesocialister i Gladsaxe har været med til at give
Holger K. Nielsen en plads i tinget, og på stemmesedlen over kandidater fra
Kristeligt Folkeparti i Gladsaxe er Bodil Kornbek valgt ind.
- For Venstre er det Anders Fogh Rasmussen, Tove Fergo,
Gitte Lillelund Bech, Pia Larsen og Flemming Oppfeldt.
-
A fastholder magten i amtet
- Den socialdemokratiske succes har været svær at få
øje på ved valget i år. Men på et område er der fremskridt for det gamle
arbejderparti, og det er i Københavns Amt, hvor Gladsaxes kandidat og
nuværende amtsrådsmedlem Preben Andersen ikke alene er blevet genvalgt, men
har oplevet en fremgang på et par 100 stemmer, så han i alt fik 2.147 stemmer.
-
- - Jeg er meget tilfreds, både for mit eget
vedkommende, men også for Socialdemokratiets resultater i amtet. Det skyldes
nok, at vi i de sidste fire år har arbejdet godt og konstruktivt med et bredt
flertal i amtet. Der har vælgerne så vurderet, at de gerne ser os fortsætte
det samarbejde, siger en tilfreds Preben Andersen.
-
- Den konservative Lars Abel blev med 6.681 stemmer
også genvalgt og fortsætter som formand for udvalget for undervisning og
kultur, mens Venstres Vibeke Nielsen med 1.442 stemmer ikke blev genvalgt.
-
- I Københavns Amt er der indgået en
konstitueringsaftale mellem Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og det
Konservative Folkeparti, og amtsborgmesteren er stadig Vibeke Storm Rasmussen
fra Socialdemokratiet.
Forskel på de forskellige bydele
- Venstres Bjarne Rasmussen kunne næsten være blevet
borgmester i Bagsværd. Det er en af de pudsige konstateringer man gøre, hvis
man nærlæser stemmetallene i de forskellige valgkredse i Gladsaxe.
-
- Der er nemlig stor forskel på, hvordan
gladsaxeborgerne har stemt i kommunens elleve forskellige valgkredse.
-
- Socialdemokratiet har sin absolutte højborg i Høje
Gladsaxe, hvor 62 procent satte kryds ved liste A. Hjulpet godt på vej af den
store stemmesluger John Brown Brabrand Althoff Andersen, der er beboerformand
i bebyggelsen. Bagsværdborgerne er til gengæld ikke meget for
socialdemokraterne. Her satte mindre end en tredjedel, nemlig 28 procent,
kryds ved Gladsaxes største parti. Til sammenligning stemte 37 procent af alle
gladsaxeborgere på Socialdemokratiet.
-
- Bagsværd er til gengæld højborg for både Venstre og
Det Konservative Folkeparti. Femten procent af Bagsværd-borgerne stemmer på
Det Konservative Folkeparti mod ti procent af alle gladsaxeborgere. 24 procent
giver deres stemme til Venstre mod 18 procent af alle kommunens indbyggere.
Slår man den borgerlige fløj inklusive Centrum Demokraterne sammen er det da
også lige ved og næsten, at Bjarne Rasmussen kunne slå Ole Andersen af hesten.
Til sammen fik Venstre, CD, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti
nemlig 48,97 procent af stemmerne.
-
- De rødeste bydele er derimod Kildebakken, Mørkhøj,
Stengård og som sagt Høje Gladsaxe, hvor Socialdemokratiet, Skraldelisten,
Enhedslisten, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti tilsammen fik
mere end tres procent af stemmerne.
-
- Dansk Folkepartis højborg ligger i Mørkhøj, hvor de
høster en tiendedel af stemmerne, Enhedlisten har størst succes i Marielyst,
og Det Radikale Venstre får mest opbakning i Bagsværd.
-
- Når man kigger på stemmeprocenten, er der flest
sofavælgere i Værebro og Høje Gladsaxe, hvor omkring en femtedel af vælgerne
blev på sofaen. Størst stemmedeltagelse var der i Marielyst, hvor ni ud af ti
satte deres kryds.
-
- Man kan nærlæse resultatet af kommunevalget på
kommunedatas hjemmeside, www.kmd.dk
Handicappede kan bestille juletransport
- Det er ikke december endnu, men alligevel skal
juleaften allerede nu forberedes. I hvert fald hvis man sidder i kørestol og
gerne vil tage bussen den 24. december.
-
- Sådan lyder opfordringen fra HUR, Hovedstadens
Udviklingsråd, der igen i år tilbyder handicapkørsel for de cirka 8.000
kørestolsbrugere, der er med i HUR´s transportordning.
-
- Man kan fra i morgen, lørdag den 24. november,
bestille sin kørsel juleaften hos udviklingsrådets Handicap Service.
Telefonerne åbnes klokken syv i morgen tidlig, og erfaringer fra tidligere år
siger, at der er mange, der ringer, og at det derfor kan tage tid at komme
igennem.
-
- Normalt kører HUR´s Handicap Service omkring 1200
ture om dagen, men juleaften er der sat ekstra ressourcer ind, så der skulle
være mulighed for at køre dobbelt så mange ture. Det er ikke nok til at dække
behovet, men fra HUR lyder det, at man i stedet kan bruge en såkaldt
julekupon. Med den kan man betale en vognmand eller en taxa, men selv om HUR
på den måde kommer op på i alt 4.500 ture, er det stadig ikke nok til at dække
behovet.
-
- - Derfor appellerer vi til pårørende og venner om at
hjælpe med transporten, siger leder af HUR Handicap Service, Jan Mogensen.
-
- Og det var altså fra i morgen tidlig klokken syv, at
man kan bestille kørsel juleaften.
-
- Og nummeret man skal ringe på er: 70 21 19 49
Sven Nielsen bisat
- Sven Nielsen blev i går bisat ved Gladsaxe Kirkes
Kapel og som i sit liv var også hans sidste farvel fuld af fagbevægelse og
politisk arbejde.
-
- Sven Nielsen var socialdemokratisk byrådsmedlem og
aktiv til det sidste. Han trådte for nylig tilbage som LO-formand i Gladsaxe.
-
- Socialdemokratiske partifæller og masser af kolleger
fra fagbevægelsen var mødt op for at tage afsked med Sven Nielsen, der blev 63
år. Mange måtte stå op, da der ikke var siddepladser nok til de mange
fremmødte.
-
- Mindetalen blev holdt af hans søn, og sangene, der
blev sunget var arbejdersange. Den sidste sang, Sven Nielsen fik med sig, var
Kim Larsens "Om lidt bli´r her stille", som Kurt Ravn sang for til.
- Sven Nielsen døde pludselig i sidste weekend af et
hjertetilfælde og efterlader sig hustru, børn og børnebørn.