Tirsdag den 27. November
Miljøorganisation kritiserer vejudvidelse
- Forældet betontænkning og hensynsløshed over for
beboerne i området.
-
- Så harske er ordene fra miljøorganisationen NOAH om
den kommende udvidelse af motorringvejen, der også vil berøre borgere i
Gladsaxe.
-
- Organisationen mener, at en udbygning af vejen til
seks spor vil forårsage mere støj og forurening, nedrivning af huse og
faldende huspriser.
-
- - Der er i forvejen mange støj- og forureningsgener
ved de berørte veje i Gladsaxe. Det er Buddingevej, Gladsaxe Møllevej og
Klausdalsbrovej, hvor beboerne ikke kan have vinduerne åbne om natten på grund
af støjen, man kan ikke have vasketøj hængende ude, uden at det bliver sort.
Nu kommer der endnu mere trafik. Og det bliver meget værre, siger
trafikkonsulent i NOAH, Ivan Lund Pedersen.
-
- Han henviser til en udtalelse fra vejdirektoratet,
der i en rapport skriver, at "med udbygning af motorringvejen til seks spor må
den potentielle vækst i trafikken på 40 procent frem til år 2010 forventes at
blive realiseret. Dermed vil trafikken nogle få år efter 2010 nærme sig
grænsen for den udvidede kapacitet".
-
- NOAH mener, at en sådan vejudvidelse blot vil skabe
mere trafik og medføre krav om flere udvidelser om få år og foreslår i stedet,
at man bygger en tværbane, en slags sporvognsstrækning, mellem DTU og Ishøj.
-
- Vejdirektoratet indleder i aften en møderække om
vejudvidelsen for de berørte kommuner.
- I aften er det i Lyngby, i Gladsaxe bliver mødet
afholdt den 4. december klokken 19.30 på rådhuset.
Razzia afdækker ulovligt ophold
- En ung mand fra Makedonien står nu til udvisning,
efter han i fredags blev taget på fersk gerning med fingrene i pizzadejen.
-
- Det bliver formentligt udkommet af en razzia i
fredags, hvor Gladsaxe politi og de lokale skattemyndigheder var på udkig
efter sort arbejde, andet socialt bedrageri og skattesnyd.
-
- Manden fra Makedonien arbejdede ikke alene sort, han
opholder sig også ulovligt i landet. Ved en retssag i går lød kendelsen
således på udvisning.
-
- Manden, der er i midten af 20´erne, sidder nu
fængslet i 14 dage, mens politiet efterforsker sagen. Manden havde ikke noget
pas og nægtede at identificere sig, derfor er det nu politiets opgave at finde
hans pas.
-
- Han har været i Danmark et års tid, men det første
halve år var han her lovligt, de sidste seks måneder har han ikke haft
opholdstilladelse.
-
- Midt under retssagen i går søgte han asyl, og derfor
bliver udlændingestyrelsen nu også involveret i sagen.
Mere end smuler tilbage
- Selvom der er indgået konstitueringsaftale mellem
Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre, Enhedslisten og
Skraldemandslisten om de vigtigste poster i Gladsaxe byråd, så er der stadig
masser af pladser i udvalg og bestyrelser at slås om for de fire borgerlige
partier, der ikke er med i aftalen.
-
- Men hvor meget der overhovedet er tilbage, det
var Venstres leder i byrådet, Bjarne Rasmussen, ikke helt klar over mandag,
hvor vi talte med ham: "Vi vil selvfølgelig gå efter de vigtige poster i
økonomiudvalget og derefter prøve at tilgodese de nye medlemmers særinteresser
i de respektive udvalg".
-
- Det nye byråd skal være på plads, også med
fordelingen af pladser i udvalg mm., den 10. december.
Klaus Kjær taber
- Klaus Kjær fra Dansk Folkeparti giver indvandrerne i
Gladsaxe skylden for, at partiet til kommunalvalget gik et mandat tilbage.
-
- Han forklarer det med, at han på selve valgdagen
oplevede tre eksempler på, at indvandrerne "koordinerede deres indsats",
forstået på den måde, at nydanskere har hjulpet hinanden med at finde ud af,
hvor krydset skulle sættes.
-
- Klaus Kjær henviser også til, at mange af
kandidaterne med anden etnisk baggrund end dansk, der stillede op til
lokalvalget, har fået flest personlige stemmer i Høje Gladsaxe og Værebro. Han
drager derfor den konklusion, at der så må være tale om et samarbejde i
indvandrermiljøet.
-
- Det vil ellers være nærliggende at tro, at grunden
til, at indvandrer-kandidaterne fik så mange stemmer de to steder er, at der
bor mange indvandrere der.
-
- Senere i udsendelsen har vi besøg af Klaus Kjær, hvor
han vil uddybe sine påstande og måske kan han svare på, hvorfor det også gik
dårligt for ham til Folketingsvalget, hvor han genopstillede, men ikke blev
valgt ind.
Byrådet fortsætter
- Det nyvalgte byråd træder sammen første januar og
indtil da fortsætter det gamle arbejdet med udvalgsmøder og lignende.
-
- "Vi fortsætter som om intet var hændt," siger
socialudvalgsformand Erling Schrøder, der allerede onsdag aften ledede mødet i
socialudvalget.
-
- Han tilføjer dog, at et afgående byråd ikke træffer
meget kontroversielle beslutninger, hvis de ved, at de efter alt at dømme
blive omstødt efter nytår.
-
- Socialudvalget drøftede blandt andet om sprogskolen
for flygtninge og indvandrere med udgangen af 2002 skal fortsætte i Ballerup
eller flyttes til Gladsaxe. Beslutningen blev udsat, da de politiske grupper
skal diskutere fordele og ulemper.
-
- "Nogle påstår, at det bliver dyrere, hvis vi skal
have skolen her i Gladsaxe. Samtidig er nærhedsprincippet godt," siger Erling
Schrøder.
-
- På mødet var der også en del efterretningssager.
Blandt andet blev udvalget orienteret om, at det omkring jul bliver nødvendigt
at lukke genoptræningscentret på Søborg Torv i tre uger, fordi elevatoren skal
skiftes ud.
Lurer i solcenter
Gladsaxe politi
eftersøger en 180 centimeter høj mand, for hvem savnet af solslikkende
mennesker på en varm strand blev lidt for stort.
Derfor borede han sidste
onsdag hul ind til en solkabine i et solcenter, hvor han så kunne sidde og
studere solbaderne.
Desværre for lureren
blev han opdaget, og politiet tilkaldt. Lureren nåede dog at stikke af, inden
patruljen kom frem.
Derfor søger politiet nu
en mand med følgende beskrivelse; udover den nævnte højde, så har han kort
sort skæg og bar under beluringen blå fleecetrøje, sorte bukser og lyse
gummisko.
Brand opdaget i tide
- En hel opgang med lejligheder på vejen Vadbro i
Søborg kunne have været gået op i flammer, hvis ikke en påsat brand var blevet
opdaget i tide natten til søndag.
-
- På 1. sal i nummer fire var der på måtten udenfor
hoveddøren anbragt køkkenrulle og andet brandbart affald, som der så var
stukket ild i.
-
- Tilfældigvis kom en af de øvrige beboere hjem lige
omkring antændingstidspunktet, så branden kun nåede at øve overfladisk skade
på gulvet.
Underslæb for næsten en halv million kroner
- En kvinde midt i 50´erne blev i går idømt 15 måneders
betinget fængsel og 240 timers samfundstjeneste for at have begået underslæb
på sin arbejdsplads.
-
- Hun havde bedraget sin arbejdsgiver for omkring
450.000 kroner ved at udskrive check til sig selv og sine venner og tilstod i
går i retten.
-
- Den midaldrende kvinde skal ud over sagens
omkostninger også betale pengene tilbage.