Torsdag den 29. November
Fra fuld opbakning til fyreseddel på to måneder
- For to måneder siden bakkede politikerne i
økonomiudvalget i Gladsaxe fuldt og helt op bag den nu tidligere
skoleinspektør på Søndergård skole i Bagsværd.
-
- Som vi tidligere har fortalt her i Nyhedsmagasinet,
så blev inspektøren opsagt efter et nyt møde blandt økonomiudvalgets medlemmer
tirsdag. Men hvad er der sket på de to måneder, siden sagen har taget en 180
graders vending?
-
- Ole Andersen, udvalgets formand og borgmester siger:
"Siden den første beslutning er det ikke lykkedes at få opbygget et
tillidsforhold mellem grupperne på skolen, vi har end ikke set blot en
begyndelse på en bedring af samarbejdsforholdene, derfor beslutningen om at
skifte ud på lederposten, selvom den tidligere leder efter min mening har
gjort et stort energisk arbejde for at få det til fungere".
73-årig skotte 60 dage i fængsel efter knivstikkeri
- En hidsig skotte på 73 år, hans separerede færøske
kone, og en homoseksuel prostitueret stedsøn blev en lidt for eksplosiv
cocktail en tidlig morgen i oktober i Mørkhøj.
-
- Her udviklede et skænderi sig nemlig til et
livsfarligt knivstikkeri, som onsdag fik sin foreløbige afslutning i retten i
Gladsaxe med en fængselsdom på 60 dage.
-
- "Han har været en torn i øjet på mig i ni år", sagde
den ældre skotte blandt andet i retten, hvor han stod anklaget for vold af
særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens paragraf 245, der
kan give op til fire års fængsel.
-
- Dramaet tog fart en tidlig fredag morgen i oktober i
år, hvor skotten kom på besøg hos ekskonen, som han havde mødt på Færøerne i
1992 og siden giftet sig med.
-
- De flyttede til Danmark med kvindens i dag 40-årige
søn, og det var sønnen, der blev overfaldet i oktober.
-
- Han har, ifølge vidneafhøringen, gennem alle årene
irriteret den ældre skotte ved sin livsførelse som prostitueret i det
homoseksuelle miljø.
-
- Sønnen fik også skylden for, at ægteskabet var røget
sig en tur for halvandet år siden.
- Skotten mente selv, at han var blevet overfaldet af
stedsønnen den omtalte morgen og kun værgede for sig i nød.
-
- Mor og søn havde derimod en helt anden version af
begivenhederne den 12. oktober. Ifølge dem gik
- den 73-årige, og i øvrigt meget livskraftige
mand, til angreb på sønnen, som han fik slået og skubbet ud i køkkenet.
-
- Her greb han en brødkniv, som han stak stedsønnen med
flere gange i ansigtet. Kun et indgreb fra morens side, hun var ellers ved at
telefonere efter politiet, gjorde, at skotten ikke fik sat et kraftigt stød
ind mod maveregionen.
-
- Moderen fik fravristet kniven fra eksmanden, og
sønnen fik dermed lejlighed til at stikke af.
- Han har siden været først under almindeligt
lægetilsyn og siden indlagt på psykiatrisk afdeling på amtssygehuset i
Ballerup.
-
- Det var en enig domsmandsret, der stod bag dommen på
60 dages fængsel.
-
- Enig var til gengæld ikke skotten, der på stedet
ankede til Østre Landsret.
15 klager over planteskole
- Den sidste frist for indsigelser omkring lokalplanen
for Aldershvile Planteskole udløb i sidste uge.
- I alt har kommunens byplansafdeling modtaget 15
henvendelser og indsigelser, ifølge afdelingen er det nogen flere, end de
modtager normalt ved lokalplansforslag.
-
- Indsigelserne kommer både fra organisationer, naboer
og offentlige instanser som for eksempel HUR, Hovedstadens Udviklingsråd, og
landsplansafdelingen under Miljø- og energiministeriet. Sidstnævnte har kaldt
lokalplanen for useriøs, hvorimod HUR ikke ville foretage sig noget videre i
sagen, hvis deres indsigelser blev taget med i en ny version af lokalplanen.
-
- Og det blev de, der ligger nu en ny lokalplan med
ændringer på bordet, som byrådet skal tage stilling til.
-
- Ændringerne er umiddelbart af de mere tekniske og
ændrer ikke på, at Aldershvile Planteskole beholder den 1200 kvadratmeter
store tilbygning, som Gladsaxe kommune gav tilladelse til at opføre for år
tilbage. Den viste sig senere at være ulovligt opført. Og med
lokalplanforslaget forsøger kommunen nu at lovliggøre den ulovlige tilbygning.
-
- Der er endnu ikke fastsat en dato for, hvornår
byrådet skal tage stilling til ændringsforslagene, men det bliver ikke før i
det nye år, da der skal gå mindst fire uger fra fristen for indsigelser er
udløbet.
Borgerlig ballade i amtet
- Den borgerlige samhørighed og sejrsrus i Folketinget
har langt fra smittet af i Københavns Amtsråd, hvor de to partier, Venstre og
Det Konservative Folkeparti, er faret i totterne på hinanden.
-
- Det står så galt til med det borgerlige sammenhold,
at Venstres spidskandidat Bent Larsen kalder det nuværende samarbejde for
"overordentligt anstrengt" og kritiserer Lars Abel for at ofre anstændighed og
hæderlig for partipolitiske interesser.
-
- Lars Abel, der er formand for den konservative gruppe
i amtet, har indgået konstitueringsaftale med Socialdemokratiet og Dansk
Folkeparti. Det forsvarer han med, at det var den eneste mulighed for
borgerlig indflydelse i amtet. Den opfattelse deles ikke af Bent Larsen.
-
- - Det passer jo ikke, Lars Abel har ofret hæderlighed
og anstændighed på det partipolitiske alter, og det er meget beklageligt.
55.000 konservative vælgere og 90.000 Venstre-vælgere er blevet ført bag
lyset, da både Lars Abel og jeg er gået til valg på at bryde det
socialdemokratiske styre. Det løfte er Lars Abel løbet fra, og det gør
naturligvis vores samarbejde overordentligt anstrengt.
-
- Lars Abel afviste i går i Radio Gladsaxe, at en
borgerlig konstituering overhovedet var en mulighed.
Gladsaxeborgere foretrak Ole Andersen frem for Nyrup
- Vælgerne i Gladsaxe er tilsyneladende mere tilfreds
med Ole Andersen som borgmester, end de var med Poul Nyrup Rasmussen som
statsminister.
-
- Hvis man bruger stemmeprocenterne fra
Folketingsvalget i Gladsaxe kredsen, som om de var til kommunalvalget, havde
den socialdemokratiske tilbagegang i Gladsaxe byråd ikke kun været på et
mandat, men hele tre.
-
- I givet fald kunne Ole Andersen have beholdt
borgmesterposten, men kun ved hjælp af Enhedslistens ene mandat, SF’s to og de
radikales stemmer, der havde givet to mandater. Der ville så have været et
flertal på 13 mandater ud af byrådets 25.
-
- Dansk Folkeparti ville – hvis stemmerne til
Folketinget, afgivet i Gladsaxe havde været til byrådet – have fået tre
mandater, og ikke kun to.
-
- Venstres Bjarne Rasmussen var blevet leder af en
byrådsgruppe på hele syv. I virkeligheden blev det kun til fem, hvilket trods
alt er en fremgang med et mandat.