Op mod 60 institutioner, virksomheder eller fredede bygninger i Gladsaxe får ikke det lovbundne brandsyn udført i år – beredskabskontoret, der udfører tilsynet, har simpelthen for travlt.
Sidste år blev næsten alle brandsyn gennemført ved at skubbe andre arbejdsopgaver foran, kun syv bygninger blev ikke synet, men i år ser det noget alvorligere ud.
Den kommunale brandchef, Ole Nedahl, siger om situationen: "Der vil nu gå et par måneder med at analysere vores timeforbrug på de enkelte arbejdsområder. Måske kan vi finde nogle timebesparelser på det administrative, så det ikke kommer til at gå ud over kvaliteten af brandsynene".
For en uge siden manglede der 150 brandsyn, og som nævnt går det bedste bud på, at der vil mangle op mod 60 syn ved årets afslutning.
Skraldemændene fra vognmandsfirmaet Christianslyst i Gladsaxe er alt andet end lydløse i deres protester mod, at et andet firma er på vej til at overtage afhentningen af kommunens skrald.
Skraldemændene har, som bekendt for de fleste, etableret sig som politisk liste, der stiller op til kommunalvalget, og så står folkene også bag et demonstrationsmøde på næste onsdag kl. 17 – en time, inden byrådet formentlig vedtager, at lade renovationsopgaven gå til konkurrenten HCS.
Men allerede i dag siger økonomiudvalget sandsynligvis god for den indstilling om at vælge HCS, der nu for anden gang er kommet fra et flertal af politikerne i teknik- og miljøudvalget.
Med indstillingen følger et grundigt skriftligt materiale, der blandt andet oplyser om andre kommuners erfaringer med HCS.
Otte kommuner i Københavns amt bruger firmaet. Fem kommuner har gode erfaringer, i Gentofte er man meget utilfreds med HCS, mens et par kommuner ikke har nok erfaring med firmaet til en egentlig udtalelse.
Ved demonstrationen næste onsdag, der går under parolen "støt de lokale skraldemænd" taler skraldemændenes tillidsmand Ole Rasmussen og folketingsmedlem for Enhedslisten Søren Søndergaard, ligesom der også vil være musikalske indslag.
107 aktive idrætsudøvere samt ledere, byrådsmedlemmer og repræsentanter fra Gladsaxe kommune var mødt op i går aftes, da årets idrætspriser blev overrakt.
To af de fremmødte fik en særlig pris, nemlig årets idrætspris, som den 16-årige skytte Camilla Søemod fik og årets idrætslederpris, som Svend Breum Petersen modtog for sit virke i 43 år som leder.
Camilla Søemod har allerede en lang liste af rekorder i sin idrætskarriere. Danske, europæiske og verdensrekorder, EM-sølv og bronze-medalje og en kåring som den bedste ungdomsskytte i Europa er blot nogle af de imponerende resultater, den 16-årige skytte fra Gladsaxe Bueskytteklub har opnået.
Svend Breum Petersen blev hyldet for sit mangeårige arbejde som formand i Gladsaxe Idrætsforenings hovedafdeling, bestyrelsesmedlem i FIG samt Folkeoplysningsudvalget.
- Jeg er både stolt og glad for prisen. Jeg har været med i 43 år, men fortsætter i hvert fald et par år endnu. Jeg har sagt til min forening, at de skal begynde at kigge sig om efter en yngre, der kan overtage. Indtil videre har jeg ingen planer om at stoppe, men det er jo op til dem, der har valgt mig, sagde Svend Breum Petersen efter prisoverrækkelsen.
Begge prismodtagere fik blomster, 5.000 kroner og en bronzestatuette.
De øvrige sportsfolk, der deltog i Gladsaxe Byråds Idrætsmodtagelse i går, har alle gjort sig positivt bemærkede ved oprykning eller medaljer ved danske eller internationale mesterskaber.
De fik hver et rejsevækkeur med inskription, og det var især idrætsudøvere indenfor rosporten og kano- og kajak, der kom på podiet, men også idrætsgrene som petanque og minigolf var der plads til ved årets prisoverrækkelse.
Mørkhøjprojektet med en hastighedsbegrænsning på 40 kilometer i timen har nu vundet trafiklivsprisen, som overrækkes af Borgernes Havarikommision.
Det er et samarbejde mellem radioavisen, Københavns Radio og dagbladet Politiken.
Og grunden til, at projektet i Mørkhøj modtager den hæder, skyldes, at antallet af personskader er faldet med 80 procent i området og gennemsnitsfarten blevet 30 procent lavere, skriver dagbladet Politiken.
Nye hjemmesider på internettet skyder i disse valgtider op som paddehatte i oktober.
Den konservative amts- og byrådspolitiker, Lars Abel fra Bagsværd, er ingen undtagelse, ligesom han heller lægger skjul på ambitionerne.
Ud over de berømte tre w, så hedder hans internetside nemlig hverken mere eller mindre end "nyamtsborgmester.dk".
Her kan internetlæseren studere Lars Abels biografi, hans politiske profil og få svar på hans holdning til en lang række politiske kerneområder.
I øvrigt skal selv de mest seriøse interhjemmesider læses meget kritisk.
Eksempelvis mangler der helt et parti i den prognose over amtsrådmedlemmer, som den kendte valgforsker professor Søren Risbjerg Thomsen har foretaget for hjemmesiden "altinget.dk".
Netop det konservative parti mangler nemlig fuldstændig i statistikken.
Ved udlændinge, hvordan et kommunalvalg eller et amtsrådsvalg foregår?
Det kan måske være svært nok for indfødte danskere at gennemskue det, men for udenlandske borgere i Danmark kan det nærmest virke helt uoverskueligt.
Derfor afholder Integrationsrådet i Gladsaxe et borgermøde for alle udlændinge i kommunen, hvor rådet vil forklare om reglerne om valgret, stemmeafgivning og meget andet.
Mødet afholdes torsdag den 8. november i Rådhusets forhal fra klokken 19.30- 21.30.
Bag Integrationsrådets invitation ligger den begrundelse, at det er vigtigt, at så mange som muligt får et bredt kendskab til det danske demokrati og afgiver deres stemme, hvis de er stemmeberettiget.
Til borgermødet vil der desuden være mulighed for at stille spørgsmål til repræsentanter fra Integrationsrådet.