Mandag den 15. Oktober


Fornem orden til Gladsaxeborger

En kendt Gladsaxeborger skriver historie, når han på fredag modtager den meget prestigefulde Borgermedalje i Berlin.
Det er lokalhistoriker Arne Hermann, der, som den første udlænding nogensinde, er blevet tildelt den fornemme orden for sit store venskabsbyarbejde. Og han rejser i denne uge til Berlin for at tage imod det synlige bevis på anerkendelsen:
 
"Jeg er beæret og også en smule ydmyg over at modtage denne anerkendelse", siger Arne Hermann til Nyhedsmagasinet.
 
Arne Hermann får overrakt sin borgermedalje ved en officiel ceremoni på det fornemme rådhus i Charlottenburg i Berlin fredag eftermiddag.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet mandag)

Brændt inde i lejlighed

En 58-årig mand døde natten til søndag efter at have været brændt inde i sin lejlighed i Værebro.
Branden startede lørdag lidt før klokken 18, og da brandvæsenet ankom, fandt de lejlighedens beboer livløs, men dog stadig i live.
Men han havde forbrændinger på 80 procent af kroppen og døde altså i løbet af natten.
Kriminalpolitiet afventer i øjeblikket de tekniske detaljer, men meget tyder på, at branden opstod, fordi manden havde røget i sengen.

Penge til togskinner

"Desværre, pengekassen er tom, så du må vende tilbage næste år".
Sådan har beskeden i nogen tid lydt til skolebørn i Gladsaxe med ekstra skæve tænder.
Prisen for behandlingen og materialerne er nemlig steget så meget, at dette års budget for længst er opbrugt, og dermed har børn med ganebøjler, togskinner og hvad det ellers alt sammen hedder, måttet vente på videre behandling.
Men nu er der lys forude.
Efter at have forelagt sagen for vicesocialdirektøren i Gladsaxe kommune er der nu kommet lovning på penge, så de udskudte behandlinger straks kan sættes i gang.
"Tandlæger er alt for dyre i drift til, at vi bare kan lade dem gå rundt resten af året uden patienter, så vi har givet besked om at få startet også de nye behandlinger. Vi skal nok finde pengene", siger vicesocialdirektør Hanne Sørensen til Nyhedsmagasinet.

Selvmord fra højhus

Beboere og viceværter i en af boligblokkene i Høje Gladsaxe er i chok efter endnu et uhyggeligt selvmord efter fald fra en af de øverste etager.
Det er anden gang i år, at en selvmorder vælger at springe ud fra et højhus i Gladsaxe. Sidste år var der tale om tre tilfælde af denne tragiske valg af udgang på livet.
 
Fredag var det en psykisk ustabil kvinde og mor til to børn, der tog sig af live efter et fald fra 15. etage.
Kvinden kommer fra Brønshøj og gik tilsyneladende målrettet efter at kaste sig ud fra et af de fem høje huse i bebyggelsen.
 
At det skete fra netop det højhus, der som det eneste er udstyret med lås både til trappe og elevator, er et faktum, der nu bliver undersøgt af politiet.

Grønt hus på vej

2,5 mio. kroner til et grønt aktivitetshus på Søborg torv – det er en af de ting, der står på det kommunale budget til næste år.
Men hvad skal det egentlig bruges til? Ja, det spørgsmål skal først afklares nu, udover grundideen selvfølgelig, der går på et øget samarbejde mellem borgere, foreninger, institutioner, virksomheder og kommune om miljø og bæredygtighed.
Ellers er det tanken, at et borgermøde i det nye år om huset indhold, sammen med den lokale agenda 21-styregruppe, skal komme med gode ideer.
 
Huset bliver på 110 m2, og det skal naturligvis projekteres og udføres efter miljømæssige principper.
Huset ventes at stå færdig til marts i år 2003.

Supporterkultur på dagsordenen

Den 24. oktober indbyder børne- og kulturforvaltningen i Gladsaxe til det årlige møde med foreningslivet i Gladsaxe.
Det er der, hvor årets ungdomslederpris bliver uddelt, og hvor der traditionelt er et diskussionsemne til inspiration for klubberne.
I år er emnet supporterkultur, og en af aftenens arrangører, firtidskonsulent Ivan Klitte, fortæller om baggrunden for at vælge netop det emne: "Vi forerstiller os ikke, at hverken frimærkeklubben eller spejderne vil lave tilsvarende supporterklubber, som vi ser indenfor fodboldens verden, men derfor kan der godt være ting at blive inspireret af. Derfor har vi inviteret folk fra både Brøndbys og ABs fanklubber, ligesom den kontroversielle sportsjournalist Sørine Godtfredsen vil holde indlæg", siger Ivan Klitte.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet mandag)


Hør flere nyheder i lydudgaven af dagens Nyhedsmagasin