Onsdag den 17. Oktober


Voldsdom efter dødsulykke

Han skulle have været løsladt næste tirsdag, men efter at retten i Gladsaxe i går fandt ham skyldig i trusler mod en anden person samt vold, så kom der yderligere 40 dages fængsel oveni den dom, den skyldige afsoner i øjeblikket.
 
Vi skal tilbage til den julinat i år, hvor to unge efter hasarderet kørsel mistede livet ved at køre direkte ind i bankbygningen på Bagsværd torv med høj fart.
Den tiltalte overværede ulykken, og forsøgte i retten at fremstille sig selv som den barmhjertige samaritan, der prøvede at få de to forulykkede ud af den maste bil.
Tiltalte var deltager i en 40-års fødselsdagsfest hos en bekendt boende lige overfor torvet, og havde i den anledning fået udgang fra en afsoning i fængsel.
Kort efter ulykken strømmede det til med folk, der havde hørt braget, også gæster fra den nærtliggende bodega på torvet, og det var med nogle af dem, at den tiltalte kom i klammeri.
Fra den forulykkede bil dryppede der benzin, og flere opfordrede rygende tilskuere til af hensyn til brandfare at fjerne sig fra bilen, herunder også den nu dømte.
Det blev han stærkt ophidset over, skubbede rundt med en bodegagæst og tildelte en anden et knytnæveslag i panden, ligesom han fremsatte trusler overfor bodegaejeren om at ville smadre både hende og restaurationen. Det blev bekræftet af flere vidner.
 
Tiltalte beskrev i retten sig selv som ikke ryger og ikke drikkende, men hans kæreste afslørede overfor retten, at han både ryger og drikker alkohol.
Med sin sjette voldsdom på ni år var det heller ikke just et dydsmønster, der modtog den enige domsmandsrets vurdering på 40 dages fængsel.
Natten efter dødsulykken var han på torvet igen, angiveligt for at lægge blomster på ulykkesstedet, og her fremsatte han igen trusler overfor bodegaejeren om at ville smadre hende, hendes børn og selve bodegaen.
Anklager i sagen, Marianne Søltoft, plæderede for ikke under seks måneders fængsel, mens den beskikkede advokat, Bjørn Elmquist, ikke fandt sin klient skyldig, blandt andet på baggrund af forskellige vidneudsagn om samme hændelsesforløb. Den kaotiske og panikagtige stemning på torvet efter ulykken burde også spille formildende ind.
Det gjorde det også, sagde dommer H.C. Poulsen, da han afsagde dommen på de 40 dages fængsel.
Både den dømte og andre, der forsøgte at hjælpe til ved dødsulykken, har siden modtaget psykologisk krisehjælp.

Pædagogisk pris til skoleinspektør fra Gladsaxe

Det blev Gladsaxeborgeren Kirsten Schalburg, der løb med den prestigefyldte Stinus-pris, skoleverdenens svar på en Oscar.
Prisen er opkaldt efter Danmarks Lærerforenings formand gennem mange år, fra 1956 til 1972, Stinus Nielsen.
Den har været uddelt hvert år siden 1992, og den gamle formand nåede således at se prisen uddelt fem gange, inden han døde 94 år gammel i 1997.
Prisen gives til personer, der har bidraget til udviklingen af folkeskolen – i dette tilfælde hædres Kirsten Schalburg på vegne af og i egenskab af skoleinspektør på Enghøjskolen i Hvidovre. Det sker for skolens pædagogiske indsats, hvis mål er at gøre den til en flerkulturel institution og arbejdsplads.

Gladsaxe beskyldes for nøl

Nu vækker Aldershvile Planteskole atter en gang debat i det politiske landskab i Gladsaxe.
Det er Gladsaxelistens John Damm Sørensen, der mener, at kommunens nye lokalplan er spild af borgernes tid. Det begrunder han med, at der er i planen slet ikke er medtaget betragtninger omkring detailhandel-virksomhed, som han mener, planteskolen hører ind under.
John Dam Sørensen tror, det er kommunens forsøg på at trække sagen om Aldershvile Planteskole i langdrag:
 
"Man kunne godt få den mistanke, at det er noget, kommunen gør med vilje. Hvis lokalplanen skal laves om, så går der tid med det, og jo længere tid, planteskolen for lov til at ligge som den gør, jo sværere bliver det at ændre, selv om det er ulovligt, som situationen er nu".
 
Aldershvile Planteskole har i forvejen vakt en del utilfredshed blandt naboerne på grund af den 1.500 kvadratmeter store tilbygning.
Lokalplanen er fremlagt til offentlig høring, hvor sidste frist for indsigelser er den 20. november i år.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)

Lav valgdeltagelse til ældreråd

"Jeg kender ingen af kandidaterne…" eller "…det er svært at se, hvad de egentligt udretter…"
Det er nogle af de holdninger, som ældre i Gladsaxe har til Ældrerådet og derfor tøver mange med at afgive deres stemme til valget til Ældrerådet.
Sidste frist for at stemme er i morgen klokken 12, men allerede nu kan Pleje- og oomsorgsafdelingen, som Ældrerådet hører under, fortælle, at cirka 4000 ud af de i alt 13.400 stemmeberettigede har indsendt deres kryds på kandidatlisten.

(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)



Hør flere nyheder i lydudgaven af dagens Nyhedsmagasin