Tirsdag den 2. Oktober


Massiv opbakning til skraldemændene

I dag bliver skæbnen afgjort for skraldemændene i firmaet Christianslyst.
Økonomiudvalget i Gladsaxe Kommune skal nemlig vedtage, om medlemmerne vil følge teknik- og miljøudvalgets indstilling til, at et andet firma overtager dagrenovationen i kommunen.
Efter at affaldsopgaven har været udliciteret, har Gladsaxe nemlig fået andre, og billigere tilbud, som gør, at Christianslyst efter al sandsynlighed må sige farvel til 90 procent af sine opgaver.
 
I så fald bliver det ikke uden protester fra hverken de 40 skraldemænd i Christianslyst, eller titusindvis af borgere, der på skraldemændenes opfordring har skrevet under på en protest.
De mange underskrifter bliver overrakt på rådhuset i dag, i forbindelse med dagens møde i økonomiudvalget.
 
"Vi har nok samlet en 10- 12.000 underskrifter ind fra borgerne. Det er en helt utrolig opbakning, de giver os. Hvis ikke beslutningen i dag bliver ændret på økonomiudvalgsmødet, så kommer vi til Byrådsmødet i næste uge og spørger borgmesteren, om det er demokrati, at overhøre så mange borgere", fortæller skraldemændenes tillidsmand, Ole Rasmussen.
Og som tidligere nævnt, så har skraldemændene valgt i protest at stille op til det kommende kommunalvalg den 20. november.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Masser af spritbilister

Den forgangne weekend skulle vise sig at blive sensommeren og efterårets nok hidtil vådeste i Gladsaxe. Og det er ikke regnvejret, der hentydes til.
Fra fredag aften til søndag morgen noterede politiets patrulje i alt 10 bilister med store mængder sprit i blodet.
 
Lørdag eftermiddag fik en 34-årig mand inddraget kørerkortet, efter at være blevet stoppet på Novembervej med en promille på 2,27.
En 37-årig mand fra Virum kørte rundt på Gladsaxe Ringvej med en promille på 1,42,
mens en ung knallertkører var så bedugget, at han slet ikke var i stand til at puste i politiets måleudstyr, da han blev anholdt sent lørdag aften.
 
Hos Gladsaxe politi har man ikke nogen forklaring på weekendens mange spritbilister.
Der er ikke gjort nogen ekstra indsats for at spotte dem. De er blevet standset i forbindelse med den helt almindelige patruljering, fortæller Jørgen Aasberg, Gladsaxe politi.

Lokalliste: Stop anlægsstøtte til AB

Selvom først Tilsynsrådet og siden Indenrigsministeriet har frikendt Gladsaxe kommune for ulovlig økonomisk støtte til fodboldaktieselskabet AB, så mener Gladsaxelistens John Damm Sørensen stadig, at der begås ulovligheder.
 
I en redegørelse fra ministeriet hedder det bla., at, hvis en klub, der spiller fodbold på amatørbasis, ejer aktiemajoriteten i en professionel klub, så vil denne besiddelse blive betragtet som en professionel aktivitet, hvilket kan få indflydelse på støttegivningen.
 
51,2% af aktierne i AB A/S ejes af ABs amatørafdeling, og på den baggrund, skriver John Damm Sørensen i et brev til samtlige byrådsmedlemmer, bør den kommunale støtte til ABs bygninger på Skovdiget i Bagsværd omgående stoppes.

Skudepisode i Mørkhøj

Såvel politiet som civile blev beskudt i Mørkhøj lørdag nat.
Politiets patrulje blev kaldt til stedet kort før klokken et. Anmelderen var blevet skudt efter med et luftgevær på Mørkhøjvej ved Novembervej. Og politiet måtte øjeblikkeligt bede om assistance over radioen, da også patruljen blev beskudt med luftgevær.
Tre unge gerningsmænd på henholdsvis 15 og 18 år forsvandt fra stedet i retning mod Muldager, men blev senere fundet, ved hjælp af en af politiets tjenestehunde, som også fandt også luftgeværet skjult under nogle buske, tæt ved gerningsstedet.
De tre mænd blev anholdt, og de sociale myndigheder blev underrettet med hensyn til den 15-årige.

Svineri i lejlighed

En lejlighed i Høje Gladsaxe trænger i den grad til en hovedrengøring, fordi der ikke er blevet gjort rent i umindelige tider. Men den kommunale hjemmehjælp kan ikke udføre den daglige rengøring, så længe, lejligheden er så tilsvinet.
Det er det dilemma, beboeren af lejligheden; Lenhart Jørgensen sidder i.
 
Bunker af vasketøj, klistrede pletter på køkkengulvet, cigaretskod og aske spredt ud over gulvene i hele lejligheden.
En spand, der står i entreen, er ment som et reservetoilet, men det er ikke altid, der er ramt plet, og fugtige skjolder omkring spanden viser med al uønskelig tydelighed, hvad der så er sket.
55-årige Lenhart Jørgensen kan ikke selv magte at gøre rent, for han er faldet en fem-seks gange og er for ti dage siden vendt hjem fra hospitalet med et lårbensbrud og en rulator.
Han har ikke skiftet tøj siden, og sengetøjet har heller ikke været rent meget længe. Selv siger han, at den eneste hjælp, han har modtaget, er fra Tove Jensen, som bor i samme opgang:
 
"Det ligner en svinesti her i lejligheden. Jeg kan ikke selv gøre rent, når jeg går rundt med rulator, og hjemmehjælpen siger, de ikke vil rydde op, før der er gjort rent. Det kan jeg ikke forstå, for det bliver der jo ikke rent af. Jeg ville bare ønske, det snart kunne komme i orden", siger Lenhart Jørgensen.
Han får måske opfyldt sit ønske hurtigere, end han regner med, for i går fortalte leder af lokalkontoret i Høje Gladsaxe, Bente Mikkelsen, at de, sammen med en repræsentant fra hjemmeplejen, i dag vil kigge på lejligheden og beslutte, om der skal gøres hovedrent i lejligheden.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Børneidrætten styrkes i HGI

Hvad er et godt idrætsmiljø for børn?
Det spørgsmål blev stillet i går, da HGI, Høje Gladsaxe Idrætsforening, havde indkaldt til stormøde.
På mødet blev det diskuteret, hvordan klubben kan styrke arbejdet for børn og unge, og hvilken interesse lokalsamfundet har i at have en velfungerende idrætsforening med en god børnepolitik.
Blandt de indbudte til mødet var ledere og forældre til børn i klubben og skole- og fritidsledere fra området.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Rådhuscomputere skrottes

Mere end 100 udtjente computere fra Gladsaxe rådhus bliver nu totalt skrottet.
Maskinerne står i dag bare og fylder op i rådhuskældren, men da de kan indeholde fortrolige oplysninger, så kan de ikke bare sælges eller foræres væk.
Da de er for dyre at gøre brugbare til nutidigt kontorbrug, så bliver de altså nu skrottet på en forsvarlig måde.
 
Rådhusets edb-afdeling er også i gang med at skifte 15" skærmene ud med 17" skærme.
Skoler, biblioteker og andre kommunale institutioner har fået en del af de gamle skærme, men der er stadig en stor del tilbage, og dem får medarbejderne nu måske lov til at tage med hjem.
Det spørgsmål skal politikerne i økonomiudvalget tage stilling til i dag.
15" skærme bliver på brugtmarkedet solgt for mellem 300 og 500 kroner.


Hør mere i dagens lydudgave af Nyhedsmagasinet