Betina Byriell Larsen blev i går kåret som årets ungdomsleder i Gladsaxe.
Hun er leder hos KFUK-spejderne, de grønne pigespejdere, i Søborg-gruppen.
Hun begyndte som otte-årig sit spejderliv som grønsmutte og har lige siden været aktiv, de sidste 16 år også som børneleder.
Ved et arrangement i går aftes overrakte borgmester Ole Andersen Betina Byriell Larsen prisen og gav blandt andet som begrundelse, at spejderlederen gerne går forrest, også når det handler om de mere sure opgaver, at hun har en enestående evne til at lede og så konstaterede borgmesteren, at mange børn og unge i tidens løb har nydt godt af hendes spændende aktiviteter og smittende humør.
Betina Byriell Larsen har gennem tiden påtaget sig et utal af opgaver, lige fra at arrangere de store landspatruljedyster, teaterprojekter, emnedage for flere hundrede piger til også at være daglig leder i Søborg-gruppen.
Og så sluttede borgmesteren af med at understrege, at Betina Byriell Larsen stadig er ung og at han glæder sig til mange år endnu med hende til at berige spejderlivet i Gladsaxe.
Der bliver ingen statslig økonomisk støtte til en oprensning af Bagsværd sø – det står klart efter negative svar fra både indenrigs- og fra finansministeriet.
Dermed står det 65 mio. kroner dyre naturgenopretningsprojekt og mangler de sidste 25 mio. for at kunne blive realiseret.
Gladsaxe kommune har selv afsat 30 mio., amtet vil give seks mio. og Lyngby-Taarbæk kommune er også indstillet på at være medfinansierende.
Derfor kommer det statslige nej bag på Gladsaxes borgmester Ole Andersen: "Jeg forstår ikke ministeriernes holdning, der er jo tale om en sø med mange muligheder både for naturinteresserede og for sportsfolk, så jeg håber da til det sidste på en positiv ændring fra regeringens side".
Det store oprensningsprojekt vil både komme naturen og rosporten til gode, men naturinteresser har tidligere talt for at nøjes med en biomanipulering af søen.
Den vil tage lidt længere tid at gennemføre, men vil til gengæld så koste under 10 mio. kroner.
Ved biomanipuleringen forsvinder bundslammet ikke, hvilket rosporten gerne ser, men omvendt så bliver der heller ikke mere af det.
Debatten bølgede heftigt, og der var ofte kø i talerækken, da vi her på radio Gladsaxe i går tog hul på vore temadebatter.
I går handlede det om integration og 10 kandidater til Gladsaxes kommunalvalg var mødt op for at give deres mening til kende om integration, indvandrere, og flygtninge.
Temadebatten bliver genudsendt på mandag fra klokken 12 til 14, og på onsdag inviterer vi igen de lokale politikere til diskussion, denne gang handler det om miljø.
Det bliver Hvidovre politis nuværende kriminalchef, Niels Larsen, der fra 1. november overtager kriminalinspektørstillingen i den langt større Gladsaxe politikreds.
Niels Larsen har været indenfor politiet i 30 år, startende med otte år på forskellige københavnske stationer, 14 år som kriminalassistent i Frederikshavn, og endelig syv år i forskellige afdelinger indenfor rigspolitiet, blandt andet i afdelingerne for narkotika, personale, udlændinge og grænseprojekter i forbindelse med Schengen-samarbejdet, inden han i 1999 blev kriminalinspektør i Hvidovre.
Den 53-årige vendelbo Niels Larsen bor privat i Rungsted, hvor han formentlig ind i mellem taler fag med hustruen, der er vicepolitimester hos Rigspolitichefen.
Kriminalchefstillingen i Gladsaxe har stået ledig i fem måneder, siden daværende kriminalinspektør Palle Sanvig fratrådte i maj måned.
Vicekriminalinspektør Ole Andreasen har været fungerende leder i den mellemliggende periode og vender fra 1. november tilbage til stillingen som souschef.
Udspringsbassiner, varmt vand til de små, rutschebaner, klatrevæg og seks almindelige baner.
Det er de tilbud, den kommende Bagsværd svømmehal kan lokke med, når den bliver bygget.
I dag tager borgmester Ole Andersen det første spadestik til den nye svømmehal, der forventes at stå færdig og klar til brug i slutningen af næste år.
Svømmehallen, der bygges i nærheden af Værebro Skole, får glasfacade og en foyer, der har direkte adgang til bassinerne. Desuden vil et særligt afsnit gøre det muligt for familier, grupper og handikappede at klæde om sammen.
Bagsværd Svømmehal forventes at komme til at koste Gladsaxe Kommune 55 millioner kroner.