Mandag den 29. Oktober
Stadig problemer med affaldssortering
- Forsøget med affaldssortering i Gladsaxe
fungerer stadig ikke optimalt
- 14.000 husstande har siden januar været
med i et forsøg, der går ud på at sortere skraldet i
to - husholdningsaffald og restaffald.
Husholdningsaffaldet bliver kørt til et biogasanlæg i
Herning, hvor det bliver omdannet til gas.
- Forventningerne gik oprindeligt på at
kunne indsamle fire kg. husholdningsaffald pr. familie
hver 14. dag, men der er stadig et godt stykke vej,
førend den målsætning kan opfyldes, siger Lenette
Møller Jensen fra kommunens affalds- og
genanvendelseskontor.
-
- Borgerne er blevet bedre til at sortere
affaldet, men de skal være bedre til at sortere fra,
siger Lenette Møller Jensen. Der hvor det primært går
galt er med mad i emballage, f.eks. pålægsrester og
gamle levninger fra middagsmaden. I stedet for at skille
mad og emballage ad og smide det i hver sin affaldsspand,
ender det som regel samme sted.
- Stikprøver viser, at temmelig meget
bioaffald stadig havner sammen med restaffaldet
-
- Specielt i Pileparken har der været store
problemer med fejlsortering.
- Faktisk overvejede kommunen indtil for
nylig at tage Pileparken ud af forsøget med
affaldssortering, men er nu nået frem til et kompromis,
der går ud på, at placere containerne til bioaffald
udenfor affaldsøerne, så der er et tydeligt skel mellem
containerne til de to typer skrald.
-
- Forsøget med affaldssortering kører
indtil den 1. april 2002.
Fem partier indgår valgteknisk samarbejde
- En håndfuld af de mindre politiske
partier i Gladsaxe har nu også indgået valgforbund.
- Det drejer sig om Det radikale venste,
Enhedslisten, Centrumdemokraterne, Gladsaxelisten og det
nye parti Skraldelisten.
-
- De fem partier har en række punkter, som
de er enige om at støtte politisk, bl.a. konkrete
forbedringer for børnefamilier og ældre, mere
borgerindflydelse og en anstændig flygtninge- og
indvandrepolitik. Men valgforbundet har også lavet en
særlig udtalelse, der går ud på at arbejde for en
løsning på skraldeproblematikken.
-
- Steffen Lambertsen, kredsformand for Det
radikale venstre i Gladsaxe siger, at
skraldeproblematikken nu er gået fra at være et teknisk
problem til at være en politisk sag, der handler om at
skraldemændene skal have gode vilkår.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet mandag)
Møde mellem Byråd og boligselskaber
- Psykisk syge i boligerne, havehjælp til
ældre eller svage, det skæve skur i Høje Gladsaxe,
afhentning af affald, skorstene og meget, meget andet.
- Det bliver diskuteret i aften, når
Gladsaxes Byråd tager imod boligselskaberne i området
til det årlige møde.
-
- Næstformand John Nielsen fra GAB,
afdeling Bytoften, vil gerne vide, om udliciteringen af
dagrenovationen vil berøre deres afdeling og
understreger, at de er en af de afdelinger, der vil være
kede af at miste det nuværende firma, Christianslyst.
- Beboerformand fra Høje Gladsaxe, John
Brown Brabrant Althoff-Andersen har blandt andet sat det
skæve skur på dagsordenen, fordi han gerne vil vide,
hvornår skuret bliver sat i stand. Det blev oprindeligt
bygget, så mennesker med trang til en lille én kunne
drikke der, i stedet for at sidde ved busholdepladser
eller andre offentlige steder. Men i dag står der kun de
sørgelige ruiner tilbage af fordums skur.
-
- I Nyhedsmagasinet i morgen bringer vi mere
om aftenens møde.
Penge til frivillige
- Foreninger, der udfører et stykke
frivilligt socialt arbejde, blev i denne uge begavet med
penge fra en særlig pulje i Gladsaxe Kommune til netop
det formål.
- Flest penge, 30.000 kroner, gik til
Nybro-Furå Kano- og Kajakklub, der vil starte et
seniorhold i kajakroning.
- Holdet skal lære om sikkerhed og
almindelig opførsel på og ved vandet, og naturligvis
også ud på vandet i kajakkerne.
-
- Fredagsklubben på Søborg Torv får
15.000 kroner, så de 125 pensionistmedlemmer kan komme
på en forårs- og en vintertur med bus ud til en kro på
landet, som det anføres i ansøgningen.
- Den såkaldte frivillighedscentral i
Lyngby, der fordeler frivillig social arbejdskraft, får
et tilskud på 10.000 kroner og så får Landsforeningen
af Pårørende til stofmisbrugere 3.000, mens
Hepatitislinien får 5.000 kroner.
-
- Af de 307.000, der er afsat til den slags
aktiviteter i år, er der så 40.000 kroner tilbage.
Sport og sprut
- Færdselspolitiet i Gladsaxe afholdt fredag §§ 77 syn
forskellige steder i politikredsen. Bl.a. på Tvedvangen i Herlev, hvor der
samtidig var ishockeykamp mellem Herlev og Rødovre. Da kampen var slut blev
der foretaget kontrol af de bilister der forlod Herlev skøjtehal. Det gav
det resultat at 5 bilister blev anholdt for spirituskørsel og 1 sigtet for
ikke at have erhverver kørekort.
-
- Daglig leder af Færdselspolitiet Kim Wessel-Tolvig
udtaler, at det ikke er sidste gang politiet fortager kontrol efter
sportsarrangementer, når resultatet viser, at så mange kører bil efter at
have drukket for meget under en sportskamp.
-
- Ved de øvrige kontroller i Ledøje, Søborg, Værløse og
Bagsværd var der yderligere 3 spirituspåvirkede bilister samt 11
overtrædelser af hastighedsbestemmelserne, 4 selesager og 1 ulovlig
knallert. Der var ligeledes mange lygte og dækfejl. Der blev i alt optaget
34 rapporter.
-
- Færdselspolitiet vil i den nærmeste fremtid foretage
flere kontroller i politikredsen.
Kaffe og kage på biblioteket
- Da Gladsaxe Byarkiv i foråret eftersøgte
lykønskningskort fra Gladsaxe-borgerne, fik de så mange
henvendelser, at der langt fra var plads til dem alle
sammen på udstillingen dengang. Så nu tager byarkivet
en runde til.
- Udstillingen åbner den 10. november, hvor
det samtidig er Arkivernes dag, en fælles nordisk
arkivdag, hvor så mange arkiver som muligt holder
åbent. Ved samme lejlighed bliver det fejret, at
Lokalhistorisk afdeling i Gladsaxe fylder 25 år.
-
- Arkivernes Dag finder sted klokken 10-14
lørdag den 10. november, hvor der er kaffe, kage og
chokolade til de besøgende.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet mandag)