Mandag den 10. september
Voldsomt Prima-røveri for retten i morgen
- En politibetjent blev truet på livet og
en medarbejder fik sat en skarpladt pistol mod halsen, da
to maskerede mænd i juni i år begik røveri mod
supermarkedet Prima på Værebrovej i Bagsværd.
- To unge mænd på henholdsvis 17 og 19 år
bliver i morgen fremstillet i retten, tiltalt for væbnet
røveri.
-
- Røveriet fandt sted efter lukketid, hvor
to maskerede mænd truede de ansatte med pistoler.
Særlig hårdt gik det ud over en medarbejder, der fik
sat en pistol mod halsen.
-
- En 19-årig mand fra København blev
anholdt på gerningsstedet med en skarpladt 9 mm. pistol.
Den anden gerningsmand stak af fra stedet, og politiet
måtte indstille jagten, da han truede med at skyde den
betjent, der fulgte efter ham.
- Politiet anholdt tre dage senere en
17-årig mand, som formodes at være identisk med den
anden af de to gerningsmænd til røveriet. Begge
fremstilles altså i retten i Gladsaxe i morgen tirsdag.
Bilist tog kvælertag
- En finger eller en flad, fremadrettet
hånd?
- Det gør måske ikke altid den store
forskel, men når sindene koger hos bilister, der har
travlt, kan det nemt udvikle sig.
- Det viste en retssag i fredags i retten i
Gladsaxe, hvor en 32-årig mand var tiltalt for at have
taget kvælertag på en anden bilist.
-
- Episoden fandt sted i begyndelsen af
august i år på en p-plads på Værebrovej.
- Her var den tiltalte ved at bakke sin
kassevogn ud, da en anden bil også ville ud fra
p-pladsen.
- Den anklagede holdt i vejen og mener, den
forurettede gav ham fingeren. Den forurettede forklarede
i retten, at han havde givet tegn med en flad,
fremadrettet hånd: "kør enten frem eller
tilbage".
- Den 32-årige steg ud af sin bil, gik hen
til den anden bilist, rakte hånden ind gennem det
nedrullede vindue og hev fat i ham. Selv siger han, han
hev fat i kraven på ham, men han var altså tiltalt for
at have taget kvælertag på bilisten, med en indre
punktblødning i øjet som følge.
-
- Retten tog ikke endelig stilling til
sagen, da dommeren først vil have kriminalforsorgen til
at udforme en personundersøgelse af den tiltalte.
- Det kan tolkes derhen, at den tiltalte vil
blive kendt skyldig, men at dommeren mener, at en
ubetinget straf, som anklageren krævede, er for streng,
men at en betinget dom, som forsvareren plæderede for,
ville være for mild, ja så kan man vælge den gyldne
middelvej, der hedder samfundstjeneste. Og til det, skal
dommeren altså bruge en personundersøgelse af den
sigtede.
- Sagen bliver formentlig afgjort i oktober.
Dispensation til bro i sø
- Rostadion ved Bagsværd Sø må godt
etablere en fast 80 meter lang bådebro som erstatning
for den øjeblikkelige, der ligger ovenpå flydepontoner.
- Ifølge rofolket, så vil den faste bro
gøre det nemmere at afvikle rostævner, og det er så
det, der er udsigt til nu.
- Den faste forbindelse, så at sige,
kræver en dispensation fra regionmyndigheden,
Københavns amt, og den blev givet i juni.
- Men dispensationen blev påklaget af
Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling i Gladsaxe
til Naturklagenævnet, men nævnet har netop stadfæstet
amtets afgørelse.
- Både amt og nævn mener ikke, at en fast
bro vil betyde nogen reel ændring af søens tilstand.
Daghøjskole udvider
- 400 kursister gik sidste år igennem
dørene til Daghøjskolen i Gladsaxe, der er ved at blive
så populær, at det er nødvendigt at åbne tre nye
lokaler til særlig projektundervisning.
- To nye hold starter i dag på
Daghøjskolen, der især henvender sig til folk med kort
uddannelsesmæssig baggrund, eller som af sociale
årsager har svært ved at komme i gang igen.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet mandag)
Enhedsliste på 25 kandidater
- Enhedslisten i Gladsaxe er parat til at
besætte alle pladser i Gladsaxe byråd.
- Ikke ved hjælp af revolutionære midler,
men på helt almindelig valgdemokratisk vis.
- De rød-grønne stiller nemlig igen op med
25 kandidater til kommunalvalget i november.
-
- Skal listen gøre sig forhåbninger om at
få flere ind end det nuværende medlem, Emilce Nielsen,
så kommer det til at kræve mere end de 5,5% af
stemmerne, der gik Enhedslistens vej for snart fire år
siden.
-
- Emilce Nielsen topper igen listen over de
25, efterfulgt af Bendt Larsen, Flemming Holst, Camilla
Lyngfjell og som nummer fem Henning Bentzen.
Hør mere i dagens lydudgave af
Nyhedsmagasinet