Torsdag den 20. september


Plejehjemsvikar erkender tyverier

Anklagemyndigheden hos Gladsaxe politi rejser ikke tiltale mod den vikar på plejehjemmet Egegården, der med øjeblikkelig virkning blev bortvist fra arbejdet i juni måned i år, mistænkt for voldelige overgreb på og tyveri fra plejehjemmets beboere.
Trods flere afhøringer af beboere, personale og pårørende har det ikke været muligt at bevise påstanden om vold og tyveri.
I juni var der ellers ingen tvivl hos de øverst ansvarlige i omsorgsafdelingen om, at der havde fundet overgreb og tyveri sted, og det var både frygt og chok, der prægede plejehjemmet i den efterfølgende periode.
 
Men hvad der ikke er lykkedes at bevise i Gladsaxe er måske ved at lykkes i nabokommunen Lyngby-Taarbæk, hvor samme vikar også har huseret.
Efter bortvisningen i Gladsaxe antog han nemlig arbejde på plejehjem i Lyngby, hvor politiet nu har sigtet ham for fem forhold af lignende karakter som dem i Gladsaxe.
Under de foreløbige afhøringer hos Lyngby politi har han tilstået i hvert fald to forhold.
 
Vicekriminalkommissær Ole Helsted fra Lyngby politi siger til Nyhedsmagasinet, at efterforskningen har vist, at vikaren var kendt fra flere plejehjem, hvor der var forsvundet penge fra beboerne. Tilsyneladende har han også opereret på plejehjem i Gentofte og København.

Grundkøb kan måske afværge retssag

Gladsaxe kommune køber sig nu formentlig ud af en juridisk kattepine.
På Buddinge Hovedgade 111 har kommunen opført syv boliger til sindslidende, men en servitut på grunden fra 1942 tillader kun fire boliger.
Den ene nabo har udtaget stævning mod kommunen på grund af overskridelsen, og de indledende manøvrer til at få sagen for retten er ved at blive taget.
 
Men måske bliver en retssag slet ikke nødvendig, for samme ejer har nu tilbudt kommunen at købe ejendommen, altså Buddinge Hovedgade 109. Og som måske ny ejer, så kan kommunen aflyse den gamle servitut, og dermed bortfalder selvfølgelig også retssagen.
Salgsprisen fremgår ikke af de drøftelser, der bliver refereret til offentligheden, men Vurderingsrådet i Gladsaxe har i år vurderet ejendomsværdien til 1,8 mio. kroner, hvoraf selve grunden er sat til 740.000 kroner.
 
Udover måske at undgå en retssag, så erhverver kommunen sig, hvis det altså ender med et køb, en pæn stor grund, hvor der eksempelvis kan opføres boliger til andre sindslidende eller måske til udviklingshæmmede.
Hverken Gladsaxe kommune eller ejendommens ejer har i øvrigt ønsket at oplyse, hvilken pris, der forhandles om.

Vikarer hentes fra svage elever

Det går for meget ud over de i forvejen svage elever, når vikarer i folkeskolerne i Gladsaxe hentes fra de timer, der gives til tosprogede eller fra elever, der modtager støttetimer.
Mere end 11.000 vikartimer blev sidste år dækket af lærere fra de to områder, men det er ikke nogen god løsning, mener socialdemokraten Karin Søjberg Holst, der er formand for børne- og undervisningsudvalget: "Vi må prøve at finde en anden måde at organisere vikardækningen på – det skal i hvert fald ikke gå ud over de svage grupper i den grad, som det har gjort".
 
Der er i år afsat penge til vikarer i i alt 33.000 timer fordelt på Gladsaxes 13 skoler – det lykkedes kun skolerne at finde egnede vikarer i de 26.000 af dem, hvoraf altså de 11.000 blev taget fra tosprogsundervisningen og støttetimeordningen.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)

Grønne idéer udklækket på biblioteket

Miljøinteresserede Gladsaxeborgere var i går aftes samlet på Hovedbiblioteket, for at udveksle og udklække grønne idéer og tanker.
"Der var en så livlig debat, at det til tider var lidt af en udfordring at styre det", siger Gladsaxes grønne guide, Jesper B. Larsen.
 
Et af de emner der blev diskuteret, handlede om, hvordan lokal Agenda 21 kan fremme sit virke, ligesom der blev drøftet ønsker til det kommede Grønne Aktivitetshus.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)

Penge til kloakker

Nu er det snart slut med optrængende kloakvand i kældre i Haspegårdskvarteret og Stengårdskvarteret i Gladsaxe, to af de hårdest ramte, når det gælder følger af store regnskyl.
Der er nemlig penge på vej til at dimensionere kloakrørene, så de passer til regnmængderne, siger formanden for teknik- og miljøudvalget, SFeren Tove Eckhardt: "Vi har nu besluttet at bruge 1,8 mio. kroner i Stengårdskvarteret og fem mio. i Haspegårdskvarteret til at få kloaksystemet til at fungere bedre. Det er en uacceptabel situation for borgerne i øjeblikket."
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)


Hør mere i dagens lydudgave af Nyhedsmagasinet