Torsdag den 6. september
Særegen bileksport
- 16 eksjugoslavere med dansk
statsborgerskab er sigtet i en større bedrageriaffære
omhandlende forsikringssvindel for en lille million
kroner.
- Svindelen foregik ved at køre store dyre
biler til eksjugoslavien, melde dem stjålne i Danmark og
så indkassere forsikringspengene.
-
- Af de 16 er ti blevet dømt mellem tre og
seks måneders fængsel, én er blevet frifundet, mens
fem endnu afventer en dom.
Forgæves røverjagt
- Mens fem politihunde, patruljevogne og
motorcykelbetjente fra København, Gentofte,
Frederikssund og Gladsaxe fór rundt i Buddingekvarteret
mellem stationen og Buddinge Hovedgade i febrilsk jagt
efter en formodet røver, så forsvandt samme røver
formentlig lige så stille med toget fra Buddinge station
i ukendt retning.
-
- Den 35-årige eftersøgte med bopæl i
området blev onsdag formiddag forsøgt kontaktet af
politi fra Frederikssund i forbindelse med et røveri i
Ganløse.
- Den 35-årige stak imidlertid af, og så
gik den vilde jagt i området ellers.
-
- Gennem næsten et par timer støvede hunde
og politifolk rundt, men måtte til sidst opgive at få
spor.
- Et vidne i bil på Klausdalsbrovej var ved
at køre en mand over, der spænede ud foran ham, og
andre vidner har set en mand løbe på fuld drøn ind på
stationen i samme tidsrum.
- Under alle omstændigheder blev jagten med
de mange deltagende poltifolk indstillet.
Renovering koster handlende dyrt
- Man bliver fri for lange køer, hvis man
handler ved Søborg Torv for tiden. På grund af den 20
millioner kroner dyre renovering af torvet, er der nemlig
ikke mange kunder i forretningerne, og det kan de lokale
forretningsdrivende sagtens mærke.
-
- Søren Willems fra Buddinge Radio og TV,
siger om byggeriet: "Det er problem for vore kunder,
hvis de skal købe varer som for eksempel fjernsyn eller
stereoanlæg, for de bliver nødt til at parkere langt
væk. Vi kan godt mærke det på omsætningen, men der er
andre forretninger, der er hårdere ramt. Vi glæder os
meget, til centeret står klar, for så tror jeg, der er
mulighed for en øget omsætning, ud over at det bliver
flot", siger han.
-
- Nogle af de handlende kan sætte pris på,
hvor meget ombygningen af Søborg Torv har kostet dem.
Men selv om flere nævner en omsætningsnedgang på 50
procent, er der ingen kompensation at hente, så
forretningerne må bære tabet selv.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet torsdag)
Ny prognose på vej
- S og SF ville samlet set gå styrket ud af
kommunalvalget i Gladsaxe, hvis man skal lytte til den
prognose, Nyhedsmagasinet i samarbejde med Bagsværd
Friskole fik lavet i maj måned.
- Elever fra skolens 7. klasse kontaktede i
løbet af tre aftener næsten 1.000 i lokaltelefonbogen
tilfældigt udvalgte borgere.
- 501 stemmeberettigede blev truffet hjemme
og udgør dermed også grundlaget for prognosen.
- Ifølge den ville Socialdemokratiet og Det
Konservative Folkeparti hver miste et mandat, Dansk
Folkeparti ville miste to, SF ville vinde to, mens
Venstre og Enhedslisten hver ville vinde et mandat.
-
- Sådan så billedet ud i maj i år.
- I aften går eleverne, der i mellemtiden
er blevet til 8. klasse, så i gang med en ny runde for
at se, om billedet har rykket sig hen over sommeren, og
endnu inden valgkampen for alvor har sat ind.
- Eleverne foretager deres tilfældige
rundringning i tidsrummet 17.30 til ca. kl. 20.
- Det hele foregår anonymt, og
spørgsmålene lyder: "Hvad ville du stemme, hvis
der var kommunalvalg i morgen?". Den interviewede
bliver også spurgt til alder og køn.
- For at nå så mange som muligt, og dermed
gøre prognosen så realistisk som muligt, så er elverne
på færde med opringningerne igen mandag og tirsdag
aften i næste uge.
-
- Prognosen fra maj kan i øvrigt ses på
radioens hjemmeside på www.radiogladsaxe.dk .
Laveste kurs på AB-aktie
- Fodboldklubben ABs aktier blev tirsdag
handlet til den hidtil laveste kurs, nemlig kurs 15.
- Kursen har hele sommerperioden ligget og
rodet omkring de 20, men nåede altså i går endnu
længere ned.
- Der er tale om et meget jævnt fald siden
januar 1999, hvor kursen lå og vippede omkring de 100 og
så til i dag.
-
- Dermed er AB den børsnoterede
superligaklub, der ligger absolut lavest placeret.
- FCK inklusive Parken er i top med en kurs
på 243.
Hør mere i dagens lydudgave af
Nyhedsmagasinet