Tirsdag den 2. April
Farvel til Christianslyst
- I dag bliver skraldespandene i Gladsaxe
for første gang i 60 år tømt af andre end folkene hos
det lokale vognmandsfirma Christianslyst.
- Langfredag var sidste køredag, og også
den dag, hvor skraldemændene havde inviteret til
farvelreception.
-
- 19 skraldemænd stod fra i går uden
arbejde, fem starter hos HCS, der vandt licitationen,
nogen fortsætterhos Christianslyst og andre igen har
fået arbejde hos R98.
- Men ifølge skraldemændenes tillidsmand,
Ole Rasmussen, kommer de 19 formentlig ikke til at gå
arbejdsløse ret længe, fordi mange allerede har tilbudt
skraldemændene job.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet tirsdag)
Forslag om at nedlægge pædagogiske råd
- De pædagogiske råd på folkeskolerne kan
være personalemæssige mastodonter på op til 60
medarbejdere på de større skoler.
- Rådenes eksistens er i øjeblikket sikret
i folkeskoleloven, men flere lokale kommunalpolitikere
mener, at det bør være byrådenes og ikke statens
afgørelse, hvorvidt der lokalt skal være den type råd.
-
- Derfor blandt andet stilles der nu forslag
om at afskaffe reglen om råd, og i stedet lade det være
op til byrådet og de enkelte skoleledere at afgøre,
hvordan samarbejdsformen skal være.
-
- Forslaget blev diskuteret på børne- og
undervisningsudvalgets seneste møde, hvor der ikke var
helt enighed om regelændringen. To socialdemokrater og
en enkelt fra Enhedslisten gik imod. Flertallet, herunder
udvalgets formand Karin Søjberg Holst (S), gik dog ind
for forslaget.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet tirsdag)
Lokalliste: Nej til kulturhus, ja til cykelstier
- Et kulturhus i Gladsaxe er at betragte som
Andeby Farm.
- Det mener den lokalpolitiske liste,
Gladsaxelisten, og synspunktet kommer til udtryk i
listens første Nyhedsbrev, som netop er udkommet.
- Det er meningen, at nyhedsbrevet skal
udkomme elektronisk hver anden måned, men folk, der ikke
er i besiddelse af internetforbindelse kan også få
brevet tilsendt med posten.
-
- Der er to artikler i førsteudgaven, og
den ene tager skarp afstand fra tanken om at bygge et nyt
kulturhus.
- "Vi skal ikke have et centralt
prestigefyldt kulturhus alene for kultureliten eller
lysthuse som kulturhuset i Lyngby, men derimod kultyr der
spirer fra grunden", hedder det blandt andet i
nyhedsbrevet.
- Hvis der er behov for arrangementer, der
ikke kan rummes i de allerede eksisterende sportshaller
og øvrige kommunale bygninger, så foreslår listen, at
kommunen lejer sig ind i Gladsaxe Teater det vil
også være med til at bedre teatrets økonomi.
-
- Den anden artikel i brevet handler om
listens trafikpolitiske mål, der både handler om at
nedsætte farten på motorvejene og bedre forholdene for
cyklisterne.
FDM-advarsel mod brugtvognsforhandler i Gladsaxe
- Forenede Danske Motorejere beskylder i
medlemsbladet Motor brugtvognsforhandleren BT-Bilsalg på
Gladsaxevej i Søborg for at drive forretning uden moral
og anstændighed.
- Det sker efter en lang række sager, hvor
bilkøbere har klaget over biler i så ringe tilstand, at
købsaftalen enten er blevet ophævet eller prisen sat
ned.
- FDM har selv kørt otte sager indenfor det
senste år, mens Forbrugerklagenævnet har haft 17 sager
siden firmaets start i 1997.
-
- I en artikel i martsnummeret af Motor
fremgår det, at BT-Bilsalg sælger biler med væsentlige
fejl og mangler, og biler som har kørt meget længere
end speedometeret viser. Firmaet beskyldes også for at
ændre på salgsaftalerne, fx hvad angår
reklamationsretten.
-
- I bladet Motor siger indehaveren af
brugtvognsforretningen, Benjamin Thomsen, at firmaet
kører en meget retfærdig reklamationspolitik, og at
købeloven er problematisk, fordi den giver folk
rettigheder.
- Men FDM fastholder kritikken og fraråder
på det kraftigste alle at købe biler hos pågældende
forhandler.
Musikpris til ung baryton
- Op til påsken fejrede Gladsaxe kommunen
sin musikpris 2002. Det skete i Høje Gladsaxe skoles
festsal, hvor et fyldt lokale, ud over at få en
smagsprøve på prisvinderen, barytonen Palle Knudsens
talenter, også kunne lytte til Sjællands
Symfoniorkester under ledelse af den finske dirigent Okku
Kamu.
-
- Børne- og kulturdirektør Svend Erik
Haase overværede koncerten og var meget betaget: "Det
går helt ind i hjertet, den måde det bliver fremført
på", sagde en begejstret direktør i pausen.
-
- Det er 37. gang, Gladsaxe Musikpris
overrækkes. Dommerkomiteen består af blandt andre
repræsentanter fra Det Kongelige Teater,
Musikkonservatoriet og udøvende kunstnere. De kigger
især efter unge talenter, der lige er slået igennem og
som spås en stor fremtid.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet tirsdag)
Rambuktyve på spil
- Tidligt i morges brød flere ukendte
gerningsmænd ind på Q8- tankstationen og stjal et
pengeskab.
- Klokken fire i morges fik rambuktyvene
adgang til forretningen, hvor de slap af sted med et
pengeskab, hvis indhold er politiet ukendt.
- Gladsaxe politi har få spor at gå efter,
vidner har oplyst nummerpladen på bilen, der blev brugt
ved indbruddet, men bilen er formentligt stjålet.
Politiet antager, der har været flere gerningsmænd,
eftersom pengeskabet ville være for tungt til en enlig
indbrudstyv. Og så kan ordensmagten konkludere, at
gerningsmændene har været hurtige, for både det
private vagtselskab og politiet selv indfandt sig på
stedet fire- fem minutter efter, at alarmen var gået,
men der var tyvene over alle bjerge.
Hør flere nyheder i lydudgaven
af dagens Nyhedsmagasin