Fredag den 19. April


Oprensning af sø vedtaget

Skal Gladsaxe kommune være stort set enefinancierende, når det gælder det nationale rosportsstadion i Bagsværd, eller skal armen vrides om på stat og statsorganer for at få pengene til at passe, så også miljøet bliver tilgodeset?
Spørgsmålene er mange, og i aftes skulle miljøudvalget i Gladsaxe drøfte, om der skal sættes gang i en 30 millioner kroner dyr oprensning.
Flertallet gik ind for at sætte gang i projektet, der nu mangler godkendelse i økonomiudvalg og byråd, førend det kan realiseres.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Lokalliste: Ulovlig kommunestøtte til sø

Uanset om Gladsaxe kommune nu går ind og betaler, så rofolket kan ro med lovlig international vanddybde under sig, eller om det er miljøet, der måske kommer til at sluge de store beløb, så mener den lokalpolitiske liste, Gladsaxelisten, at kommunen er på vej ud, ikke bare på for dybt, men også ulovligt vand.
 
Listens John Damm Sørensen siger: "Vi har her i landet en tredeling, hvor staten tager sig af nogle ting, eksempelvis et nationalt stadion, amterne af andre ting, eksempelvis vandkvaliteten i søer, og kommuner helt tredje ting. Vi har altså betalt for at få løst opgaverne én gang, så hvis kommunen nu går ind på statens og amtets ansvarsområder, så bliver der tale om en dobbeltbeskatning".

Ny læreraftale prioriterer råderum

Der står øget fleksibilitet og bedre råderum på skemaet for Gladsaxes lærere i det kommende skoleår.
Gladsaxe Lærerforening og kommunen har netop indgået aftale om lærernes nye arbejdstid.
 
"Vi prøver faktisk noget helt nyt i år, vi slår fast, at man skal sørge for at lave en helhedsaftale på den enkelte skole. Det betyder, at lærere, skoleledere og tillidsrepræsentanter skal få planlagt arbejdstiden på en sådan måde, så al arbejdstid er gjort op fra start af. Det betyder, at man skal indgå en række aftaler omkring, hvordan tiden til de forskellige opgaver skal løses, og så vil vi ikke gå ned i detaljer med tidsforbrug og lærere kan i øvrigt også i et vist omfang flytte tid fra den ene opgave til en anden. Dog er det altså sådan, at den undervisningstid læreren har fået, den ligger fast. Det betyder, at læreren i et vist omfang kan få et bedre professionelt råderum, hvis der grundet et eller andet forhold på skolen bliver nogle timer tilovers, fordi f.eks. en aktivitet bliver aflyst fordi en klasse skal på lejrskole, så vil den lærer, der måske er tilbage, have nogle ledige timer, som han kan bruge til nogle andre undervisningsting" siger en tilfreds formand for Gladsaxe Lærerforening, Henrik Poulsen.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Information til førtidspensionister deler socialudvalg i to.

Højesteretdomme fra 99 og 2000 har siden medført ny praksis for udbetaling af førtidspension, og det betyder, at de personer der i dag er tilkendt den laveste og mellemste førtidspension nu har mulighed for at få genoptaget deres sag og - måske - få forhøjet den månedlige pension med op til 1000 kroner.
 
I Gladsaxe er der ca. 2400 førtidspensionister, og de har endnu ikke fået noget at vide om den nye mulighed, men et flertal i socialudvalget mener, en annonce i den lokale avis er den rette måde at oplyse førtidspensionistene på.
 
Men det er SF´s Peter Brooker bestemt ikke enig i.
"Vi synes, informationen skal være målrettet de mennesker, der har brug for den, og derfor burde man istedet for en avisannonce sende et brev ud til de mennesker, det her vedrører", mener han.
Forslaget om at sende breve ud til førtidspensionisterne blev stillet af centrumdemokraternes medlem af socialudvalget, Lone Yalcinkaya, og det blev bakket op af et mindretal bestående af Enhedslisten, Dansk Folkeparti og altså SF, da sagen var til drøftelse i udvalget i onsdags, og den er nu begæret for for byrådet.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Bog om Høje Gladsaxe

Det er rædselsfuldt at bo i Høje Gladsaxe.
Det mener forfatter Camilla Christensen, der i går udkom med romanen "Jorden under Høje Gladsaxe".
Hun er selv vokset op i Høje Gladsaxe, og det er baggrunden for at skrive bogen:
"Det var rædselsfuldt at bo der. Men efter jeg har skrevet "Jorden under Høje Gladsaxe" har jeg fået det bedre med bebyggelsen", siger Camilla Christensen.
Hun har udgivet ti bøger, primært lyrik, og anmelderne er begejstrede.
 
Politikens anmelder kalder "Jorden under Høje Gladsaxe" for en fabelagtig fortælling og en af de dristigste udgivelser i dette forår.
Og Ekstra Bladet skriver: "bogen spænder fra den mest skramlende køkkenvaskrealisme til de skønneste variationer over legenden om kong Arthur og hans jagt på den hellige gral." Formiddagsbladet kalder endvidere bogen for et "storstilet forsøg på at ramme forstadsmiljøet ind i sprogkunst."
 
Camilla Christensen, der nu bor på Østerbro, fortæller mere om "Jorden under Høje Gladsaxe" og sit eget forhold til bebyggelsen i udsendelsen "Livet i Gladsaxe" på tirsdag, den 23. april klokken 07.30.

Hør flere nyheder i lydudgaven af dagens Nyhedsmagasin