Tirsdag den 23. April


Illegale polske arbejdere anholdt

To polakker uden opholds- og arbejdstilladelse blev fredag i sidste uge anholdt på en byggeplads på Ilbjerg Allé i Mørkhøj, ligesom deres herboende polske arbejdsgiver også blev anholdt.
De to illegalt arbejdende polakker blev i første omgang meldt til den lokale SiD-afdeling af danske kolleger.
SiD-folkene tog straks affære og tog ud til byggepladsen.
Mens de talte med den ene polak, forsvandt den anden, hvorpå hele affæren blev lidt for broget for fagforeningsmændene, der tilkaldte politiet.
Den ene anholdte polak førte politiet på sporet af den bortløbne samt arbejdsgiveren.
Situationen med den illegale arbejdskraft er ikke nogen engangsforeteelse, siger SiDs Gladsaxeformand, Fleming Grønborg: "Det er desværre en trafik, der har stået på i mange år, men det er første gang, at det er lykkedes os at tage nogen på fersk gerning. Der er tale om ren udnyttelse. De får 30 kroner i timen og en madras at sove på, og så færdig. Derfor er vi glade for at have fået bremset det i hvert fald det her foretagende".
De tre polakker er indtil videre varetægtsfængslede hos Gladsaxe politi.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Naboer skriver direkte til byrådsmedlemmer

De kommende naboer til et foreslået og allerede omstridt etagebyggeri på Buddingevej mellem Kildebakken og Fremtidsvej tager nu utraditionelle metoder i brug i forsøg på at forhindre byggeriet.
I dag udløber fristen for at komme med indsigelser over for byggeplanerne, to boligblokke, den ene i tre etager, med i alt 17 treværelses lejligheder med tilhørende have eller altan.
De kommende naboer har været særdeles aktive i høringsperioden. Bl.a. har de hver uge haft læserbreve i den lokale avis, og de har sendt syv officielle indsigelser til byrådet, hvori de tager kraftig afstand over for et byggeri i tre etager, som de frygter vil medføre betydelige skyggegener.
Hvad der er mere usædvanligt er, at indsigelserne nu bliver sendt personligt til alle 25 byrådsmedlemmer.
"Jeg ved godt, de får mange papirer. Men for os er det et rimeligt væsentligt spørgsmål om vores fremtid i Æblelunden", siger formand for andelsboligforeningen Æblelunden, HC Jensen.
 
Peter Brooker, medlem af byrådet for SF har flere gange bedt forvaltningen gøre rede for, hvor alvorlige skyggegener, det påtænkte byggeri vil medføre."Jeg synes, det er vigtigt at vide, før vi skrider til tilladelse et byggeri, hvilke konsekvenser for omgivelserne det får. Og en skyggegene er vel en af de mere interessante gener", mener Peter Brooker.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Varmekunder skal selv betale undersøgelse

Det er håbløst, at det er fjernvarmeforbrugerne selv, der skal betale for undersøgelsen af varmeforsyningens administration.
Det mener manden, der selv, om nogen, har været med til at gøre emnet politisk varmt, nemlig det socialdemokratiske byrådsmedlem, John Althoff-Andersen: "Kommunen må da selv betale for en undersøgelse om sig selv. Det er håbløst, at kommunen selv vælger undersøger, mens andre skal betale. Det er jeg helt imod".
John Althoff-Andersen, der i sin kritik kun er støttet af Ole Rasmussen fra Skraldelisten.
De øvrige medlemmer af miljøudvalget fastholder nemlig, at undersøgelsen skal betales via fjernvarmekundernes administrationsgebyr.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Sundhedsklinik på Kildegården

Et nyt tilbud om behandling og rådgivning til Gladsaxes pensionister er på vej.
Til efteråret åbner en såkaldt sundhedsklinik på plejehjemmet Kildegården i Søborg.
Her kan borgere, hvis de har lyst, komme og få nogle af de ydelser, som de normalt får derhjemme af hjemmehjælpen - det kan f.eks. være indsprøjtninger, forbindingsskift eller medicindosering.
Samtidig er der på sundhedsklinikken en ergo- og en fysioterapeut, som kan give råd og vejledning om alt lige fra brug af hjælpemidler og forebyggelse af fald til råd om ernæring og træningstilbud, fortæller leder af omsorgscentret Kildegården, Anni Funk.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Få løfter til grundejere

Snerydning, huller i vejene, oversvømmelser på grunde…
Der blev diskuteret livligt, da byrådet i Gladsaxe i går aftes havde inviteret grundejerne på middag og efterfølgende spørgerunde på rådhuset.
Mødeleder borgmester Ole Andersen fra Socialdemokratiet blev assisteret af cheferne fra teknik- og miljøforvaltningen og lovede at kigge nærmere på en masse af problemerne. I få tilfælde kunne borgmesteren sågar love konkret handling med det samme; nemlig at der atter bliver sat en affaldskurv op på stien ved Klirevænget og Buddinge Hovedgade. Og at der omgående bliver gjort noget ved en brandhane, der står i vejen på Fremtidsvej.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Hør flere nyheder i lydudgaven af dagens Nyhedsmagasin