For første gang nogensinde er den nye lov, der skal få sat en stopper for hashklubber, taget i brug i Gladsaxe.
I en politibekendtgørelse i de lokale annonceblade er der nemlig udstedt forbud mod besøgende i den såkaldte fiskeklub på Solnavej i Søborg.
Det har længe været kendt, ikke mindst for politiet, at fiskeklubben var en hel del andet end netop en fiskeklub – det vidnede udbyttet efter flere razziaer i klubben om.
Ransagningerne har nemlig tilvejebragt diverse mængder hash, bidetænger, vægte, rygeredskaber, små kvantum kokain og kontantbeløb.
Klubben, der har til huse i en gammel bagerforretning, blev tidligere på året opsagt med øjeblikkelig varsel af administrationsselskabet KAB.
Den officielle årsag var klager over støj og husorden, men reelt har det været beboernes frygt for de natlige aktiviteter og transaktioner med anderledes røgtobak.
Lejeren nægtede dog at fraflytte, hvorfor sagen er gået til boligretten.
I mellemtiden har politiet så taget affære og benyttet den særlige hashklublov fra juni sidste år.
Det er den, der giver mulighed for forbud mod besøgende i bestemte lokaler, og mod, at der er besøgende i umiddelbar nærhed af lokalerne. Og når kunderne ikke længere må komme, så er der ikke den store grund til at opretholde forretningen.
Ifølge Gladsaxe politi er lokalerne da også så småt ved at blive ryddet.
Bare få måneder efter indførslen af det storstilede projekt "Det sunde måltid" på Gladsaxes skoler, bliver der nu slækket på de økologiske krav til skolemaden.
Det har simpelthen været for svært at få leveret øko-varer til den pris og kvalitet man gerne ville have, fortæller projektleder Poul Birkedal.
"Indtil nu har udgangspunktet været, at det skulle være økologiske produkter. Og det er stadig et højt mål. Men i øjeblikket er vi nødt til at sige, at udgangspunktet er sunde produkter, det skal kunne sælges til en pris, som børnene kan betale, men kvaliteten og leveringsstabiliteten skal være i orden. Og det betyder, at nogle af produkterne vil blive erstattet af ikke-økologiske produkter, som kan leve op til kravene omkring sundhed, holdbarhed osv.", siger Poul Birkedal.
Samtlige skoler i Gladsaxe er med i projektet, der bliver evalueret og justeret løbende, og indtil videre har det levet op til forventningerne, hvad angår salgstal.
Senere bliver også skolefritidsordningerne koblet på projektet, og den første formelle evaluering af Det Sunde Måltid finder sted til november.
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)
Omkring én procent af det sundhedsfaglige personale i Københavns amt har så alvorlige misbrugsproblemer, at de er sat under tilsyn af embedslægeinstitutionen.
I øjeblikket føres der tilsyn med mellem 50 og 70 personer, men det reelle antal misbrugere kan sagtens være større, siger embedslæge Jane Hoffmeyer: "Det nævnte tal dækker kun dem, vi har tilsyn med. Der kan jo godt være mange flere, som blot ikke er blevet opdaget endnu.
Når vi får indberetninger om muligt misbrug, så tager vi det meget alvorligt, indkalder personen til samtale, indberetter til sundhedsstyrelsen og får sat en behandling i gang. Heldigvis sker det kun sjældent, at behandlingen ikke følges, og personen derfor må fraskrive sig sin autorisation".
I Københavns amt er der ansat 1.200 læger, 2.800 sygeplejersker og 2.700 andre sundhedsfaglige personer som eksempelvis jordmødre eller terapeuter.
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)
Det kom til at koste en psykisk syg 27-årig mand en behandlingsdom på ubestemt tid, at han i november sidste år forsøgte at sætte fut til tobakslageret hos Skandinavisk Tobakskompagni i Søborg.
Den 27-årige har siden forsøget på brandstiftelse været varetægtsfængslet, i hvilken periode han også er blevet mentalundersøgt og altså fundet uegnet til almindelig straf.
Sagen startede, da manden allerede mødte op om eftermiddagen torsdag den 16. november hos tobaksfirmaet for at beklage sig over firmaets produktion.
Ved politiets hjælp blev han fjernet fra adressen, kørt til afhøring, men siden løsladt.
Om aftenen vendte han derfor tilbage til Skandinavisk Tobakskompagni og trængte ind på området – denne gang forsynet med 10 liter benzin og en stak lightere. Han forsøgte at bryde ind både gennem en dør og et vindue. Men da begge dele mislykkedes gik han væk fra området.
I mellemtiden var Gladsaxe politi blevet alarmeret af personalet på den benzintank, hvor han tidligere havde forsynet sig med lightere og benzin.
Manden havde opført sig lidt mystisk, og derfor var politiet blevet advaret.
En patrulje mødte den 27-årige, der overfor betjentene indrømmede forsøget på ildspåsættelse.
Retten i Gladsaxe tog i sin dom mandag den skærpede paragraf om brandstiftelse i brug – den kan give fængsel op til livstid.
Nu kommer brandstifteren i stedet til at være under psykiatrisk behandling på Skt. Hans bag lukkede døre.
10 måneder efter, at busbommen på Krogshøjvej blevet taget ned på grund af omfattende hærværk står sagen stadig i stampe. Nu er et nyt firma uopfordret kommet med et godt tilbud, som har fået trafik- og teknikudvalget til at udsætte sagen.
Man vil nemlig gerne hærværket til livs på busbommen i Bagsværd, der ikke været i funktion siden sidste sommerferie, og som ellers skulle forhindre, at bilerne kører igennem til industrikvarteret.
Det har længe set ud til, at videoovervågning var den foretrukne løsning fra politikernes side, dels fordi den ikke indebærer en risiko for trafikken, og dels fordi det er en billigere løsning end en hydraulisk styret stele, der skal forhindre biler i at passere bommen. Det sidste er en løsning, der ville koste kommunen 250.000 kroner.
Men det tilbud, der er kommet fra den anden virksomhed, er på en stele, der er billigere end det første tilbud.
Formanden for trafik- og teknikudvalget, Peter Brooker fra SF, vil ikke røbe prisen, men afslører dog, at det er "meget billigere".
Det skal politikere og forvaltning lige tænke nærmere over, inden de træffer en beslutning, som skal sendes videre til økonomiudvalget, der –måske - kan træffes en endelig afgørelse på busbom-sagen.