Torsdag den 25. April
Spild af borgernes penge
- Det kalder Dansk Folkepartis Kristian
Niebuhr Gadeaktion Gladsaxe.
- Og han ser derfor ikke nogen grund til at
fortsætte forsøget, der udløber ved udgangen af i år.
- Set med Dansk Folkepartis briller er der
nemlig ikke kommet meget ud af de seks millioner kroner,
der er brugt på de tre års forsøgsperiode.
-
- "Vi har godt nok fået en rapport,
men papir er jo taknemmeligt, der kan man jo næsten
skrive hvad som helst for at ens eget arbejde fremstår
som meget vigtigt. Men der er så mange tilbud til de
unge i kommunen, at vi ikke behøver yderligere. Og de
få, pædagogisk uopnåelige unge, som gadeaktionen har
frelst, står ikke mål med udgifterne. De sager er en
opgave for politiet, og så selvfølgelig forældrene,
der skal tage et ansvar og ikke bare skyde det over på
kommunen", siger han.
- Kristian Niebuhr mener, at hvis ikke
forældrene kan eller vil tage det ansvar, så er det en
opgave for kommunen, og så kan det komme på tale at
fjerne barnet fra sine omgivelser.
-
- Den kriminalpræventive koordinator ved
Gladsaxe Politi, Merete Palner, har tidligere sagt her
på frekvensen, at projektets eksistens er af stor
betydning for det kriminalpræventive arbejde.
- Om Gadeaktion Gladsaxe får forlænget sin
levetid, vil blive afgjort ved efterårets
budgetforhandlinger i Gladsaxe, men er byrådets
indstilling svarende til børne- og
undervisningsudvalget, ja så er der flertal for, at
arbejdet skal fortsætte.
Aktivering virker
- Jobtræning af kontanthjælpsmodtagere
nytter noget, og den private træning er bedst.
- Det fastslår en ny rapport fra
Socialforskningsinstituttet.
- Rapporten har målt
kontanthjælpsmodtageres evne til at forsørge sig selv,
og efter deltagelse i jobtræning i den private sektor
blev den evne forbedret med otte uger om året, mens
deltagere i jobtræning i den offentlige sektor
forbedrede evnen med fem uger.
-
- Også kontanthjælpsmodtagere, der blev
aktiveret i beskæftigelsesprojekter og anden form for
individuel aktivering fik øget evnen til at forsørge
sig selv.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet torsdag)
Fra vice i Gladsaxe til kriminalinspektør i Hvidovre
- Gladsaxe politi skal se sig omkring efter
en ny vicekriminalinspektør.
- Den nuværende, den 52-årige Ole
Andreasen, tiltræder nemlig 1. juni inspektørstillingen
hos Hvidovre politi.
- Den blev ledig, da den daværende leder,
Niels Larsen, i november sidste år tiltrådte
kriminalinspektørembedet i Gladsaxe.
- Ole Andreasen, hvis skudsmål blandt andet
lyder: "Han er en god allround-politimand med fine
administrative og operative evner", har tidligere
arbejdet i politikredsene i Tårnby, Helsingør og
Næstved.
-
- Næste stop hedder som nævnt Hvidovre
politi, hvor en af de første arbejdsopgaver bliver at
iværksætte resultaterne af en interne undersøgelse af
kriminalpolitiets opbygning.
- "Bøtten har så at sige været vendt
på hovedet, og der ligger en del ændringer klare og
parate til udførelse, hvis Ole altså måtte ønske
det", siger Niels Larsen.
-
- Politiet, der jo ellers må forventes at
kunne rykke ud hurtigt, har ikke netop fuld fart på,
når det handler om genbesættelse af den ledige
stilling.
- Der kan nemlig nemt gå op til et halvt
år, førend der bliver fundet en erstatning på
vicekriminal-posten i Gladsaxe.
Fremtidsprognose: Luk skoler åbn plejehjem
- Gladsaxe kommune har tilsyneladende nået
mæthedspunktet, hvad angår antal indbyggere.
- I hvert fald viser de seneste statistiske
opgørelser, at der de sidste to år kun er flyttet seks
personer mere til kommunen, så der 1. april i år boede
61.912.
- Der bliver heller ikke rigtig gjort noget
ved fødselstallet, der er på vej ned. 713 børn kunne
det blive til i det forløbne år, og det er 21 færre
end perioden inden.
- Måske hænger det sammen med manglende
tid og lyst, for ledighedstallet er faldet med næsten 10
% siden februar sidste år.
- Lige nu er der 1.043 ledige i Gladsaxe,
fordelt stort set ligeligt på kvinder og mænd.
- Statistikerne i den kommunale
planlægningsafdeling har også kigget lidt frem i tiden,
og skal man tro tallene, så fortsætter tendensen med
det faldende børnetal.
- Faktisk ser det ud til, at der bliver så
få børn, at tre skoler hen imod år 2017 godt kan
begynde at tænke på at dreje nøglen om.
- Til gengæld bliver der flere ældre i den
plejekrævende alder, så allerede nu kan politikerne
godt begynde at lægge til side til mindst ét nyt stort
plejehjem.
- Statistikerne regner ikke med nogen stor
samlet stigning i folketallet frem mod år 2017 de
regner kun med, at vi er 0,4% flere, svarende til 62.148
personer.
FKKA 100 år
- Det var ikke en i den større offentlighed
kendt, der i går på Gladsaxe rådhus kunne fejre 100
års fødselsdag.
- Der er dog ellers god grund til at være
kendt, for fødselaren, Foreningen af Kommuner i
Københavns Amt, FKKA, er nemlig verdens ældste
sammenslutning af kommuner, eller sogneråd, som det hed
i stiftelsesåret 1902.
-
- Foreningens formand hedder Ole Andersen,
er socialdemokrat, og arbejder til dagligt som borgmester
i Gladsaxe han forklarer om FKKA: "Vi er en
del af KLs, Kommunernes Landsforenings, regionale
struktur. Der er en kommuneforening i hvert amt, og vi
varetager interesser overfor samarbejdspartnere og andre
offentlige myndigheder, eller autoriteter, som det blev
kaldt dengang. Som konkrete eksempler kan jeg nævne de
yderst komplicerede sociale love, hvor der er mange
punkter at afklare mellem amt og kommuner,
grundtakstmodellen og specialundervisningsområdet er
blot to store arbejdsområder. FKKA gør også et stort
arbejde i forbindelse med udligningen af de kommunale
skatter landsdelene imellem".
Bibliotek på fremmedsprog
- Vil man låne cd ´er, læse aviser, søge
på internettet eller blot låne en god bog, så er
biblioteket det rette sted.
- Mulighederne er mange og kendt for de
fleste, men en gruppe borgere i Gladsaxe er måske slet
ikke klar over, at de muligheder eksisterer - og det
endda ganske gratis.
- Det er de mennesker, som ikke taler så
godt dansk eller som fra sit hjemland måske ikke er vant
til at have hele det apparat til rådighed.
-
- "Vi får tit henvendelser fra elever
fra sprogskolen. Og samtidig havde vi flygtninge- og
indvandrermiljøet som indsatsområde sidste år, så det
er en naturlig forlængelse af det integrationsarbejde.
Vi vil gerne fortælle de tosprogede om, hvilke tilbud vi
har. Samtidig fremmer det jo også integrationen, at folk
fra andre kulturer kan lære mere om Danmark, og det kan
de altså via biblioteket", siger bibliotekar Jens
Vincent.
-
- Folderen "Velkommen til Gladsaxe
Bibliotekerne" er på engelsk, tyrkisk, arabisk,
somali og urdu.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet torsdag)
Hør flere nyheder i lydudgaven
af dagens Nyhedsmagasin