Gladsaxe Kommunes målrettede aktion mod socialt bedrageri og skattesnyd har vist sig at være en rigtig guldfugl.
I de to år aktionsgruppen har eksisteret, er der samlet hentet besparelser hjem på ca. 6 millioner kroner. Det viser en ny rapport, som politikerne i økonomiudvalget bliver præsenteret for på sit møde i morgen.
En stor del af besparelsen er hentet på kontanthjælpsydelser og kommer især fra afsløring af sort arbejde, fortæller juridisk direktør i Gladsaxe Kommune, Frede Mølgaard.
En anden af de store besparelser er hentet på børnefamilieydelser, f.eks. boligsikring.
Og i den kommende periode gennemføres en kampagne om betydningen af korrekt folkeregister-registrering, og der vil i den forbindelse bliver hængt plakater op på bl.a. skoler, biblioteker og læge- tandklinikker og annonceret i lokalaviserne.
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet mandag)
Når politikerne i Gladsaxes økonomiudvalg i morgen skal tage stilling til, om der skal afsættes 30 mio. kroner til første etape af oprensningsprojektet i Bagsværd sø, så sker det på et forholdsvist usikkert grundlag.
Ikke blot er der stadig stor uenighed om projektets gavn for miljøet – økonomien er heller ikke helt på plads.
I første omgang har et snævert flertal i miljøudvalget sagt god for bevillingen, under den forudsætning at den lovede støtte på til sammen små ti millioner fra henholdsvis Københavns amt og Lyngby-Taarbæk kommune kommer i hus.
Første etape koster nemlig 40 millioner at gennemføre, så derfor er amtets og nabokommunens fortsatte støtte en betingelse.
Men støtten blev oprindeligt lovet til det fulde projekt, hvor både rosport og miljø fik gavn af millioninvesteringen, og i Lyngby-Taarbæk kommune har man endnu ikke drøftet, om pengene også udløses ved det etapeopdelte projekt.
"Det har ikke været til politisk behandling af den simple årsag, at vi ikke har fået en henvendelse fra Gladsaxe om den nye problematik", siger forvaltningschef Poul Andersen fra Lyngby.
I amtet er politikerne nået et væsentligt skridt videre – den socialdemokratiske formand for teknik- og miljøudvalget i amtet, Erling Eiberg, siger: "Vi fastholder tilsagnet om støtte, idet vi forventer, at projektet er til gavn både for miljøet og sporten. Men det vil vise sig, når Gladsaxe præsenterer et egentligt projektforslag".
Amtet skyder 5,9 mio. kroner i sø-projektet.
Skal Ekstra Bladet betale for at citere en kvinde for at kalde en mand for pædofil?
Det spørgsmål bliver afgjort ved Østre Landsret i slutningen af juni.
Det er den tidligere pædagogmedhjælper fra børneinstitutionen Mosen i Gladsaxe, som blev dømt og senere frikendt for anden kønslig omgang end samleje med børn, der har anlagt privat straffesag mod Ekstra Bladet for bagvaskelse.
Ifølge avisen selv anklager den nu 24-årige mand Ekstra Bladet for at have overtrådt ytringsfrihedens grænser, da det lod en mor til et af de otte berørte børn udtale, at manden var pædofil. Dette gjorde avisen til trods for, at manden blev frikendt ved Landsretten.
I sin anklage mod Ekstra Bladet og chefredaktør Bent Falbert kræver den unge mand frihedsstraf og en erstatning på 200.000 kroner.
I sidste uge blev begge parter i sagen hørt, og nu skal landsretten vurdere sagen, inden dommerne den 24. juni afsiger dom.
En sand medaljeregn væltede ned over nogle af Bagsværd Atletik Clubs ældste og mest garvede atleter, da der forleden var Danmarksmesterskaber for veteraner i indendørs atletik i Hvidovre.
Ikke mindre end 18 medaljer, deraf flere af det ædleste metal, kom i hus.
Preben Mangart tog guld i ikke mindre end fire discipliner, 50 meter løb, længde- og højdespring og trekamp. Men, der ligger også masser af hård træning bag, fortæller Preben Mangart.
Klubbens ældste medaljevinder ved mesterskaberne blev 82-årige Rudolf Ahrenkiel, som vandt guld i disciplinerne 50 meter, længdespring, kuglestød og trekamp.
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet mandag)