Fredag den 2. august 2002


Ishockeyklub på tynd is

Gladsaxe kommune mister mere end 400.000 kroner, som ishockeyklubben GSF lånte af kommunen tre år tilbage.
Den ellers hæderkronede klub bliver behandlet som konkursbo på begæring af klubben selv, der også skylder skattevæsnet et sekscifret beløb.
 
Der er dog allerede skudt en ny skøjteløberforening op under navnet "Gladsaxe Ishockey", som har købt den konkursramte klubs udstyr.
Den nye klub er godkendt af Danmarks Ishockey Union til at spille i 1. division, men den nye konstruktion er endnu ikke blevet godkendt af kommunen.
Der bliver derfor tale om en endog meget økonomisk anstrengt start for Gladsaxe Ishockey.
Uden godkendelse er der nemlig ingen kommunale støttekroner at hente til eksempelvis transport, ligesom træningstiderne i skøjtehallen tilhører den gamle klub.

Røvere med lægtehammer

Gladsaxe politi eftersøger to 16-18-årige mørke unge mænd, der står bag et røveri mod kiosken på Shelltanken i Bagsværd onsdag aften kort før kl. 21.30.
Den ene af de to var bevæbnet med en lægtehammer og truede ekspedienten til at udlevere kontantbeholdningen fra kasseapparatet.
Efter røveriet forsvandt gerningsmændene i retning mod Aldershvilevej via stisystemet mellem tennisklubben og stadion.
 
En brun rullekravesweater dækkede ansigtet op til øjnene på den ene, som også bar en grålig bøllehat, mens den anden bar en sort hue af mærket Everlast med huller til øjnene.
Begge havde sorte joggingbukser, hvide kondisko, var iført hvide gummihandsker, desuden bar den ene en blå rygsæk.
 
Henvendelser i sagen kan ske til Gladsaxe politi på telefon 39 69 14 48.

Problemfrit uvejr i Gladsaxe

Endnu en gang er Gladsaxe sluppet billigt fra elementernes rasen.
Da regnen væltede ned i går morges strømmede det ind med anmeldelser om vandskader i det storkøbenhavnske område. Falck i Gladsaxe fik én, fortæller vagthavende Jens Gregersen.
 
"Det virker, som om, der er én, der holder hånden nådigt over Gladsaxe, for vi har ikke haft problemer med uvejret. Men det er nok en god ide lige at tjekke kælderen, for at se, om der er kommet vand. Det vil jo være lidt trist, hvis man om et par dage opdager, det lugter, fordi der har været vand i kælderen, siger Jens Gregersen fra Falck.
 
Heller ikke driftsafdelingen i Gladsaxe kommune har mærket meget til uvejret. Her har blade i kloakriste været det største problem, regnvejret førte med sig.

Elektronisk skolekontakt spås stor succes

Forsøget med elektronisk kommunikation mellem Enghavegård Skole og forældre er så stor en succes, at der ikke hersker tvivl om, at alle skoler i Gladsaxe indenfor de næste par år vil følge trop.
Det mener skolekonsulent ved Gladsaxe kommune, Jørgen Uhl Pedersen.
 
Når Enghavegård starter efter sommerferien vil kontakten mellem skole og hjem været udvidet til at omfatte e-mail, beskeder på mobiltelefonen og information via internettet.
Skolen er forsøgskanin i en skole-hjemportal, der skal gøre kontakten mellem forældre og lærere bedre. Og de første erfaringer, som Enghavegård har gjort sig, er så positive, at skoleforvaltningen allerede nu søger om ekstra midler til at indføre en lignende ordning på samtlige folkeskoler i Gladsaxe, fortæller Jørgen Uhl Pedersen.
 
"Enghavegård begyndte i foråret med et forprojekt, som forældrene har været meget begejstrede for. I det forsøg, der begynder efter sommerferien, skal vi så se på, om lærerne bruger mere tid på kommunikationen end ellers. Vi håber, det går lige op, når de ikke skal kigge efter sammenkrøllede sedler i skoletasken, og meddelelser bliver væk", siger Jørgen Uhl Pedersen.
Efterårets budgetforhandlinger i Gladsaxes byråd vil vise, om der bliver sat penge af til den elektroniske kommunikation på skolerne.

Udslip fra Novo

Et mindre udslip fra medicinalfirmaet Novo Nordisk får ikke følger, hverken for virksomheden eller for borgerne.
Det vurderer Gladsaxes miljøforvaltning, efter at Bagsværd-virksomheden midt i juli havde et udslip af hormonholdigt spildevand. Det var en utæt bundventil, der var årsagen til udslippet, men de farlige kønshormoner nåede kun til rensningsanlægget og det i så lille en mængde, at hverken forvaltning eller virksomhed har fundet det nødvendigt at gøre mere ved sagen.
Derfor vil det ikke få konsekvenser for medicinalfirmaet, der i en redegørelse til Gladsaxe kommune understreger, at kontrollen med bundventilerne indskærpes.

Fødselsdag på Kildegården

Beboerne på omsorgscentret Kildegården skal i eftermiddag mæske sig i lagkage og varm chokolade.
Det gamle plejehjem i Søborg fylder nemlig rundt – det er i dag præcis 70 år og én dag siden stedet blev indviet.
"Det er en milepæl" siger Anni Funk, som har været leder på Kildegården i ikke færre end 31 år. "Alle runde fødselsdage er en milepæl, så sætter man af og kommer videre. Så i dag vil jeg sige tillykke med de næste 10 år vi nu tager hul på" siger Anni Funk.
 
70-års dagen bliver fejret i Kildegårdens festsal i eftermiddag, og udover beboerne og de nærmeste pårørende har stedet også inviteret en række "venner af huset" med til fødselsdagsfest. Gæsterne får blandt andet lejlighed til at se en gammel Gladsaxefilm fra 1931, hvor den første grundsten til dét, der dengang hed "De gamles hjem" blev lagt, ligesom også lokalhistoriker Arne Hermann kigger forbi.
Kildegården er med sine 70 år Gladsaxes ældste plejehjem.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)


Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet