Mandag den 12. august 2002


Forurenet drikkevand på plejehjem

Beboerne på omsorgscentret Møllegården i Gladsaxe har i månedsvis drukket vand inficeret med colibakterier.

Bakterierne, der stammer fra den menneskelige afføring, blev opdaget i drikkevandet ved en rutineundersøgelse i maj måned.

Vandledningen blev gennemskyllet, men der blev stadig fundet colibakterier.

En nærmere undersøgelse viste, at der tidligere har været et vandledningsbrud ved Møllegården, og at der var tilbagestrømning af vand.

I juli måned blev kontraventilerne omkring centrets varmtvandsanlæg udskiftet, og siden er der ikke blevet fundet fækale bakterier i beboernes drikkevand.

Vandets temperatur er dog stadig for høj – den ligger på 17 grader, hvor den maksimalt må være 12 grader.

Embedslægen er orienteret om sagen, men ifølge socialdirektør i Gladsaxe Kommune, Jane Torpegaard, er ingen blevet syge af at drikke det forurenede vand.


Højere bøder til brandtomtejer

Et fængselsophold på otte dage truer nu ejeren af en brandtomt på Moseskrænten i Søborg.

Det er den øjeblikkelig virkning af en dom afsagt af Gladsaxe Byret i fredags. I første omgang har ejeren fået en bøde på 5.000 kroner, men betales den ikke, så venter fængslet forude.

Ydermere kan ejeren se frem til at skulle betale 5.000 kroner om ugen, hvis hun ikke får istandsat sit hus og ryddet op udendørs inden 16. september.

Allerede i 1999 anmeldte Gladsaxe kommune ejeren til politiet for på den måde at tvinge en renovering igennem. Men det var ikke nok til at motivere ejeren til en gang grundig oprydning, derfor blev hun af retten idømt en bøde på 500 kroner om ugen, indtil huset var sat i stand.

Den dom ankede ejeren til Østre Landsret, men umiddelbart inden sagen skulle for, aflyste hun.

Bøderne er ikke blevet betalt før december sidste år, men er så til gengæld blevet betalt lige siden. Hus og grund er der imidlertid ikke gjort noget ved.

Derfor har ejeren igen været i retten, denne gang blev resultatet altså en tidobling af bøderne samt truslen om fængselsstraf.


Vandskader efter angreb fra mosegrise

Et halvanden million kroner dyrt projekt skal nu råde bod på skaderne efter veritable mosegriseangreb på en jordvold mellem fodboldbanerne på AB og naboerne i villakvarteret Haremosen.

Volden har hidtil kunnet holde regnvand og vand fra tøbrud indenfor på banerne, men mosegrisenes grave og tunneler har nu gennemhullet volden i en grad, så vandet drøner lige ned i villaernes baghaver.

Det betød i foråret kæmpe oversvømmelser, hvor terrasser og udhuse kom under vand med store skader til følge.

For at undgå en gentagelse af den vandpantomime er det planen at nedramme en spunsvæg i tre meters dybde langs hele vestsiden af banerne.

Det drejer sig om 370 meter, og foran væggen er det meningen at lave en halvanden meter dyb stenfaskine, der forbindes med afløbssystemet.

Faskinen skal så at sige holde på vandet, fordi der kun må afledes ti liter væk i rørene i sekundet – og det forslår ingen steder, når der kan være tale om gedigne regnskyl, der på området kan lægge over en million liter på en time.

Via rørene kan der kun afledes 36.000 liter i timen.

Og så skylder vi lige at sige tak for en stor hjælpende hånd fra DMI med hensyn til regnmæssige udregninger.

Med til historien hører i øvrigt også, at de oversvømmede grundejere forventer at rejse erstatningskrav overfor Gladsaxe Kommune i forbindelse med forårets vandskader.


Venner hjem fra Finland

I går aftes vendte Gladsaxe Internationale Venskabsforening igen hjem til Danmark, efter knap en uges besøg i den finske by Pirkkala.

Og gæsterne fra Gladsaxe har simpelthen tabt deres hjerte til den lille, finske venskabsby.

Én gang om året tager den lokale venskabsforening af sted på tur til en udvalgt venskabsby.

Og der er nok at tage af, for Gladsaxe har ikke færre end 18 af slagsen, og i år faldt valget altså på Pirkkala i Finland.

I næste måned bringer vi i øvrigt her på radio Gladsaxe en række programmer om foreningens møde med den finske venskabsby. Det er i Livet i Gladsaxe til september.


Flere ledige i Gladsaxe

Ledigheden i Gladsaxe er igen begyndt at stige efter en længere periode, hvor flere og flere ellers kom i arbejde.

Siden maj sidste år er der kommet 4,4% flere arbejdsledige, svarende til 1.030 personer ud af kommunens knap 62.000 indbyggere.

Oplysningerne stammer fra Danmarks Statistik, og der er ikke umiddelbart nogen logisk forklaring på, hvorfor ledigheden stiger i Gladsaxe, mens resten af hovedstadskommunerne ligger på samme niveau som i maj forrige år.

Omvendt falder antallet af kontanthjælpsmodtagere i Gladsaxe langt hurtigere end gennemsnittet for kommuner i området. I dag modtager 2.400 økonomisk hjælp, hvilket er 200 færre end ved samme måling sidste år.

Konjunkturtallene for Gladsaxe viser i øvrigt, at der både flytter flere hertil og bliver født flere.

Det seneste år er der kommet 720 nye små borgere til verden, klar til at indtage ledige pladser i vuggestuerne.


Brugte både kniv og pistol

"Det er altså ikke for sjov, det her".

Sådan faldt ordene til en grønthandler på Søborg Hovedgade i torsdags fra en ca. 20-årig mand, der stod og viftede med en pistol og forlangte pengene i kasseapparatet udleveret.

Røveren fremdrog derfor også en kniv for at sikre sig, at budskabet gik igennem.

Stående overfor en kniv og en pistol gik alvoren op for grønthandleren, der gav røveren nogle hundredekronesedler.

Røveren beskrives som omkring de tyve år, 170 centimeter høj, kraftig af bygning, kort lyst hår, og så bar han under røveriet en stormasket hue med huller til øjnene, sorte shorts, hvid t-shirt og hvide kondisko.

Røveriet foregik torsdag klokken 16.30, og røveren forsvandt fra grønthandlen på Søborg Hovedgade 104 i retning mod Carl Blochs Allé.

Politiet i Gladsaxe hører gerne fra vidner.


Indbrudstyv taget på fersk gerning

En 19-årig indbrudstyv blev i fredags idømt 20 dages ubetinget fængsel dels for selve indbruddet, men primært for vold mod tjenestemand i funktion.

Den 19-årige blev nemlig grebet på fersk gerning i april, da han og en ven var i færd med at begå indbrud i en villa på Durup Alle i Mørkhøj.

Bedst som tiltalte havde puttet smykker for omkring 6.000 kroner i lommen, og sammen med sin medskyldige var ved at afmontere dvd-anlægget, dukkede en politimand op i døren.

Da indbrudstyven forsøgte at undslippe, skubbede han til den uniformerede betjent, der faldt omkuld.

Selv sagde tiltalte, at han ikke havde gjort andet end det, men politimanden fastholdt, at tiltalte havde hoppet op og med løftet ben givet ham et knæ i brystet.

Det var også politibetjentens forklaring, som retten valgte at tro på, og derfor takserede forbrydelsen med 20 dages ubetinget fængsel. Med i dommen var indbruddet og besiddelsen af en ring med to spidse takker, men det er overvejende angrebet på politimanden, der er skyld i straffen, vold mod tjenestemand i funktion næsten altid udløser en ubetinget fængselsstraf.


Ny borgmester vælges

Når Socialdemokratiets Karin Søjberg Holst i aften officielt bliver Gladsaxes nye borgmester, sender vi her på Radio Gladsaxe direkte fra det ekstraordinære byrådsmøde.

Et flertal bestående af Socialdemokratiet, SF, Skraldelisten, de Radikale samt Enhedslisten har peget på Karin Søjberg Holst som ny borgmester, og derfor er der tale om et valg af en mere formel karakter, når de 25 byrådsmedlemmer skal vælge ny borgmester.

Det bliver fungerende borgmester, Peter Brooker fra SF og kommunaldirektør Marius Ibsen, der lægger borgmesterkæden omkring halsen på den kommende borgmester, som overtager borgmesterposten efter Ole Andersen, der døde pludseligt i byrådets sommerferie.

Vi transmitterer direkte fra klokken 18 og til mødet er slut.