Onsdag den 14. august 2002


Store besparelser på vej i amtet

Behandlingen af psykisk syge og kræftpatienter, voksenundervisning og genoptræning af alvorligt syge er truet af markante besparelser i Københavns Amt.
Forvaltningen er nemlig lige kommet med et udspil, der skal gøre det muligt at spare de 100 millioner kroner på næste års budget, som amtspolitikerne mener, er nødvendigt for at få økonomien til at hænge sammen.
 
Socialdemokrat Preben Andersen er formand for amtets psykiatriudvalg, et af de udvalg, der, hvis forvaltningens forslag bliver fulgt politisk, vil blive hårdt ramt af besparelserne:
"Der er tale om at spare 22 sengepladser væk for voksenpsykiatrien, og det vil helt klart være noget, der bliver genstand for megen politisk debat. Men vi er bundet af at skulle spare 100 millioner kroner, og det er ikke nemt", siger Preben Andersen.
 
De politiske udvalg skal nu diskutere forvaltningens oplæg på møder i den kommende uge, men allerede nu kalder Preben Andersen efterårets budget forhandlinger for en ren gyser.
Blandt de konkrete forslag er at nedlægge Montebello i Spanien, som årligt benyttes til genoptræning af 1500 alvorligt syge patienter fra amtet.
Amtets embedsmænd foreslår også, at de godt 40 socialrådgivere for eksempelvis kræftsyge og psykisk syge skal spares væk og så skal der være færre idrætstimer i gymnasiet.
Desuden peges der i forslaget på en højere brugerbetaling på VUC og sammenlægninger af voksenundervisningens centre til færre og større enheder.

Fortsat naboprotester fra Æblelunden

De kommende naboer til det omstridte etagebyggeri på Buddingevej mellem Kildebakken og Fremtidsvej fortsætter med at gøre protest mod byggeriet. Dét til trods for, at der nu er kommet et nyt projektforslag, som delvist imødekommer naboernes indsigelser om skyggegener og en for høj byggeprocent.
Efter et velbesøgt borgermøde i marts måned og en høringsperiode, hvor naboerne var særdeles aktive med læserbreve og indsigelser stilet personligt til de folkevalgte, har Cornelius Hansens Tegnestue fremtryllet et nyt og revideret projektforslag. Det indebærer byggeri i to etager i stedet for de foreslåede tre og en nedsættelse af byggeprocenten fra de oprindelige 60 til 55 procent.
 
Men, det er langt fra godt nok, mener formanden for andelsboligforeningen Æblelunden, H.C. Jensen. Det nye projekt medfører stort set ligeså mange skyggener for naboerne som det første, ligesom byggeprocenten stadig er alt, alt for høj, siger han. "Ja, jeg må desværre sige, at nogle gange så har jeg fornemmelsen af, at det er Cornelius Hansens Tegnestue, der bestemmer i stedet for embedsmændene, at alt hvad han siger, det skal bare gøres. Og det mener jeg jo ikke, kan være i borgernes interesse, kommunens embedsmænd er vel også ansat til at tilgodese vores behov", siger H.C.Jensen. "Det er vel vores borgerret og også borgerpligt stadigvæk at råbe vagt i gevær og sige, at vi ikke synes, det kan være rigtigt med dén høje byggeprocent".
 
Bestyrelsen i andelsforeningen Æblelunden sendte i weekenden sine indsigelser afsted til politikerne i økonomiudvalget, og på samme udvalgs møde i går tirsdag blev sagen udsat, med henblik på at få skyggegenerne for det nye projekt undersøgt nærmere.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)

Ville dræbe sin mor

Synes du ikke, det er på tide, at du kommer sammen med far igen?
Med den bemærkning forsøgte en 51-årig kvinde i går at slå sin 81-årig mor ihjel i Høje Gladsaxe.
Det lykkedes dog moderen at få kæmpet sig fri og trykke på alarmen til hjemmehjælpen, oplyser Ritzau Bureau.
Samtidig fik hun rakt ud efter telefonen, hvilket fik datteren til at stikke af.
Overfor politiet og i grundlovsforhøret senere i går erkendte hun, at det var hendes mening at slå moderen ihjel.

Ny bølge af tasketyverier

To unge mænd på en larmende knallert med rød bagskærm er kommet i politiet søgelys, efter en stribe af identiske tasketyverier begået i den forgangne weekend. Alene søndag blev der anmeldt fem tyverier til Gladsaxe politi.
Men allerede fredag sidste uge gik det ud over en 84-årig kvinde fra Høje Gladsaxe, da en larmende knallert med to unge mænd kørte op siden kvinden, der kom gående med en indkøbsvogn. Passageren på bagsædet rakte ud og forsøgte at stjæle den 84-åriges taske, men tasken var tøjret så godt fast til indkøbsvognen, at de unge mænd måtte give op og tyveriet mislykkedes. Den ældre dame blev væltet omkuld, men kom ikke alvorligt til skade.
 
Søndag blev der som nævnt begået en håndfuld identiske tasketyverier, endda med meget kort mellemrum: Første gang klokken 15.20 i Elverparken i Herlev, hvor en 47-årig kvinde fik frarøvet sin taske af to unge 2.generationsinvandrere på knallert. Klokken 15.35 gik det ud over en 49-årig kvinde ved Gladsaxe kirke og en halv time senere gentog episoden sig på Lillegårds Allé, hvor en 67-årig kvinde kom cyklende med sin taske liggende i cykelkurven.
Klokken 17.45 på Mørkhøjvej blev en 83-årig gammel dame med rolator frarøvet sin taske, hvorefter knallerten forsvandt i retning mod Tingbjerg. En time senere var offeret en 56-årig som cyklede ved Vandtårnsvej med sin taske i cykelkurven.
 
Vicekriminalkommissær Michael Liebst Sørensen siger til Nyhedsmagasinet, at alt tyder på, at det er de samme gerningsmænd, der står bag tasketyverierne. Og Gladsaxe politi hører meget gerne fra folk, som har set den formentlig let genkendelige larmende knallert med rød bagskærm.

Knud Lundberg død

Den mangeårige AB ´er og multilandsholdsspiller Knud Lundberg døde sent mandag aften, 82 år gammel.
Knud Lundberg spillede på i alt tre landshold i sin tid, basketball, fodbold og håndbold og var selv i en meget høj alder aktiv fodboldspiller i AB.
I sine yngre dage var han fast mand på AB´s førstehold og som sådan med til at bringe flere danmarksmesterskaber i hus for klubben.
Knud Lundberg blev for nogle år siden ramt af Alzheimer og døde efter års sygdom.
Han vil blive mindet ved AB ´s næste hjemmebane kamp den 25. august.

Undervisning til debat

Har tosprogede børn krav på modersmålsundervisning, betalt af det offentlige?
Det skal Gladsaxes byrådsmedlemmer diskutere ved efterårets budgetforhandlinger.
Hidtil har det været en regning, der er blevet betalt af staten, men den borgerlige regering har smækket kassen i og overlader det derfor til den enkelte kommune at beslutte, om undervisningen skal fortsætte. Skal den det, bliver det nemlig på kommunens regning.
 
Kristian Niebuhr fra Dansk Folkeparti har flere gange foreslået ordningen nedlagt, da han ikke mener, den fremmer integrationen, tværtimod:
"Det er med til at fastholde dem i en gammel kultur, hvor de i stedet burde koncentrere sig om dansk og vores samfund", siger han.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)

Billigt teater for unge

Der er godt nyt for teaterinteresserede unge med ondt i pengepungen.
For når Gladsaxe Teater slår dørene op for en ny sæson sidst i september, sker det med helt specielle priser for unge under 25 år.
For 60 kroner kan de unge tage i teateret, eneste krav er, at de ikke er rundet de 25 år, og at de kan følges med mindst ni jævnaldrende.
Det er et led i et samarbejde mellem Hovedstadens Udviklingsråd – HUR-, Bikubenfonden samt ti teatre i det storkøbenhavnske, derunder Gladsaxe Teater.
 
Den storstilede kampagne til 10 millioner kroner blev i går præsenteret som Reumert-ungdomspris 2002/2003, men endnu er det for tidligt at sige, hvad det koster Gladsaxe Teater, siger souschef Niels Larsen:
"Det ved vi ikke endnu, men det er heller ikke så vigtigt, om det koster 35 eller 50.000 kroner. Det vigtige er, at vi får fat i det unge publikum. Det vil vi også gøre ved at lokke med gratis øl og sodavand", siger han.
Ungdomsrabatterne gælder for alle ti teatre under HUR i den kommende sæson 2002 og 2003.
 
Bliver kampagnen en succes, vil initiativtagerne overveje, om et lignende samarbejde også skal gælde for den efterfølgende sæson.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)


Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet