Fredag den 16. august 2002


Økonomidirektør anbefaler mindst 100 millioner i kommunekassen

I morgen skal Gladsaxes nye borgmester, socialdemokraten Karin Søjberg Holst, holde sin første officielle tale til folket om det kommunale budget.
Hun har lørdag kun været indsat i embedet i seks dage og når næppe at flette hverken egne eller partiets ønsker til budgettet ind i de rå tal, som den kommunale økonomiafdeling har lagt frem for de kommende år.
 
En af dem, der har haft både fingrene og de små grå dybt begravet i de kommunale pengeforhold, er økonomidirektør Birgitte Husballe – hun siger om de nærmeste år:
"Det ser faktisk rigtig godt ud de første par år, hvor vi kender indtægterne fra indkomst- og selskabsskatten. Og den er højere, end vi oprindelig havde beregnet. Men forude truer en udligningsreform, som folketinget regner med at have færdig i 2004. Den kender vi af naturlige årsager ikke indholdet af, ligesom væksten i samfundsøkonomien er en ukendt og væsentlig faktor. Vi vil anbefale politikerne, at der hele tiden er en kassebeholdning på minimum 100 millioner kroner for at kunne klare uforudsete problemer".
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Gladsaxelisten: Skøn over AB-tilskuere skal endnu længere ned

De lokale politikere og embedsfolk er alt for optimistiske, når de laver skøn over tilskuertallet til fodboldklubben AB´s hjemmekampe på Gladsaxe stadion. Det vurderer den lokale Gladsaxeliste.
Det er nemlig langt fra alle tilskuere der udløser penge til kommunekassen.
 
Som vi fortalte i Nyhedsmagasinet i går, så betaler AB en afgift til kommunen på fem kroner pr. tilskuer til klubbens hjemmekampe. Men de kommunale embedsfolks skøn på 5.550 gæster på Gladsaxe Stadion har hurtigt vist sig at være alt for højt, i forhold til til det reele tilskuertal, hvilket betyder, at kommunen i år går glip af en forventet indtægt på omkring en halv million. Derfor har politikerne foreslået, at man fra næste år sætter forventningerne til tilskuertallet ned og i stedet kalkulerer med 3000.
 
Men dét tal skal endnu længere ned, mener Gladsaxelistens John Dam Sørensen, der har brugt sommerferien på at gå tilskuertallene på stadion efter i sømmene.
"I de regnskaber jeg har set over indberetninger for tilskuertal, der kan jeg se, at det kun er 1/3 af tilskuerne, der har købt billet, og det er kun de tilskuere, der har købt billet, der udløser en afgift til Gladsaxe Kommune. Så det gennemsnit på 3000 det dækker i virkeligheden over, at der er omkring 1000 betalende tilskuere. Så jeg vil da mene, at skønnet skal nedjusteres til 1000", siger John Dam Sørensen fra Gladsaxelisten.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Kritik af økologisk skolemadsprojekt

Det storstilede projekt "sundt måltid" der går ud på at servere overvejende økologisk mad på Gladsaxes skoler bliver nu mødt af hård kritik.
Både forældre og elever på Vadgård skole var ellers fulde af forventning til projektet da det startede tidligere på året - men de er senere blevet slemt skuffede, siger Marianne Handler, formand for skolebestyrelsen på Vadgård skole. "Maden har simpelthen været for kedelig. Frugt og grøntsager har været stødte og gulerødderne slatne. Og vi synes, det har været for dyrt ift. den kvalitet der har været.
 
På Vadgård skole er de nu selv begyndt at bestille frugt og grønt hjem til kantineboden. På den måde får skolen leveret friske forsyninger hver dag, i stedet for to gange om ugen, og dét til en langt billigere pris, end "Det sunde måltid" kan tilbyde. Og det har allerede vist sig, at bl.a. store stykker vandmelon går som varmt brød i frikvartererne.
Det økologiske madprojekt skal i øvrigt evalueres første gang til november.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Knivstikker i retten

Knivstikkeri af to omgange, den ene gang med risiko for ofrets liv er blandt i alt seks anklager som en tidligere mordsigtet fra Høje Gladsaxe i går stod over for i Gladsaxe Byret. I alle tilfælde nægter den tiltalte sig skyldig.
I begge anklager om knivstikkeri er der tale om legemesangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter, som kan give op til seks års fængsel..
 
I det ene tilfælde er den 23-årige mand med pakistansk baggrund tiltalt for i 2000 at have overfaldet en pizzaria ejer i centeret ved Høje Gladsaxe-bebyggelsen med en kniv og stukket ham to gange. Overfaldet var så alvorligt, at ejeren i en overgang svævede i livsfare, men han overlevede dog.
Når den tiltalte først nu er kommet for retten, skyldes det, at politiet siden overfaldet af pizzaria-ejeren den 14. oktober 2000 har eftersøgt den 23-årige, der blev anholdt i januar i år ved den canadisk-amerikanske grænse.
 
Det andet knivstikkeri på anklageskriftet, fandt også sted for to år siden og gik ud over en mand, som den 23-årige havde siddet varetægtsfængslet med, og som ifølge tiltalte ikke kunne lide pakistanere. Tiltalte afviste i retten, at de overhovedet har mødt hinanden siden varetægtsfængslingen og mente, at anklagen udelukkende er et racistisk angreb fra ofrets side.
De øvrige anklager i sagen handler om overfald på en skoleinspektør, der bortviste tiltalte fra skolen, videresalg af euforiserende stoffer og trusler om vold.
Den tidligere mordsigtelse blev frafaldet på grund af manglende beviser og sagen blev afsluttet, uden en gerningsmand blev fundet.
Der er indkaldt i alt 13 vidner i sagen, som fortsætter i næste uge.

Gladsaxe fester i morgen

I morgen er alle Gladsaxeborgere inviteret til fest på rådhuspladsen og i de omkringliggende områder. Og festen, ja den varer hele dagen og aftenen med, for i år er der budgetdag og kulturfest samme dag.
"Jeg tror måske det betyder, at vi kan se starten på noget større. Man kan måske som i andre kommuner starte noget, der f.eks. hedder Gladsaxe Festuge eller Gladsaxe Weekendfestuge. Jeg tror virkelig, der er så mange ting i Gladsaxe, at man godt kan lave en hel uge", siger fritidskonsulent Ivan Klitte, der er med til at koordinere årets kulturfest.
 
Budgetdagen starter klokken 10.30 på rådhuspladsen, hvor de politiske partier og de forskellige forvaltninger tager opstilling. Og klokken er det Gladsaxe Kulturfest der tager over, med stribervis af udstillinger og underholdning omkring rådhuset og i rådhushaven.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)


Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet