Tirsdag den 27. august 2002
Budgetforslag får blandet modtagelse
- Visionsløst og usammenhængende.
- Sådan vurderer Dansk Folkepartis Klaus
Kjær det budgetudspil, som i dag bliver lagt frem for
- Gladsaxes økonomiudvalg for allerførste
gang. Det er borgmesterens forslag til kommunens budget
for de kommende år og det er dét forslag, der er
udgangspunktet for efterårets budgetforhandlinger i
Gladsaxe.
- "Der er ikke nogen nye tanker, der er
ikke vist nogen vilje til besparelser og der er en ubrudt
linie fra Ole Andersens tid omkring stigende
driftsudgifter, som der ikke er finansiering for",
siger Klaus Kjær, der mener, at man på
finansieringsdelen måske skulle have overvejet at skyde
eller droppe nogle af de "gamle" projekter
eksempelvis låneoptag til oprensningen af Bagsværd sø,
de nordvendte ramper og det grønne aktivitetshus.
-
- "Der er ikke balance mellem
finansiering og driftsudgifter. Budgettet hænger ikke
sammen", mener Klaus Kjær fra Dansk Folkeparti, som
dog glæder sig over, at der i budgetforslaget er afsat
en pulje til at imødegå de udgifter der følger i
kølvandet på den markante stigning af ældre borgere i
Gladsaxe der forventes at komme de næste år.
-
- På den anden side af den politiske arena
er de noget mere positive overfor dette års
budgetudspillet. "Jeg synes ikke det er så
dårligt. Men der er selvfølgelig nogle knaster, vi
gerne vil have sat vores høvl på, især synes jeg det
forslag om at hæve SFO-taksterne i det niveau det er
foreslået er meget, meget stort. Det svarer til en
skatteforhøjelse på 0,7 % - og det er meget i disse
skattestop-tider. Til gengæld er det rart, at man i
budgetforslaget tager hul på næstsidste del af den
store cykelsti- og trafiksanering, nemlig
Gladsaxevej", siger SF´s Peter Brooker.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet tirsdag)
Flere grunde skal bruges til vejudvidelse
- Flere grundejere i Gladsaxe kan risikere
at blive ramt af en kommende udvidelse af motorringvej 3
end først forventet.
- Vejen, der forventes udvidet fra fire til
seks spor i løbet af 2004, skærer igennem Gladsaxe, og
ifølge den kommunale fortolkning vil der komme flere
ekspropriationer, end tidligere skønnet.
- "Jævnfør de seneste oplysninger fra
Vejdirektoratet ser det på nuværende tidspunkt ud til,
at der skal ske flere totalekspropriationer samt en hel
del mindre arealinddragelser for at gennemføre
udvidelsen," hedder det i et notat til politikerne.
-
- Vejdirektoratet vil ikke kommentere
oplysningerne og henviser til, at direktoratet til
oktober udkommer med et forslag om, hvordan udvidelsen
kan ske. Og herunder også ekspropriationer. Men først i
løbet af foråret næste år kan Vejdirektoratet pege
på, hvilke og hvor mange grunde, der skal inddrages til
fordel for en eventuel udvidelse af motorringvej 3, som i
sidste instans kræver en godkendelse af Folketinget.
Ungdomsfront på vej i karantæne
- En ødelagt dør, en ubetalt regning for
overnatning og nogle madvarer, der er forsvundet fra
køleskabet i løbet af den overnatning.
- Det er de kedelige følger efter et
arrangement, som Socialistisk Ungdomsfront - SUF- i
Gladsaxe afholdt i marts i år. Og nu er kommunen blevet
så træt af at skrive rykkere til organisationen og ikke
få svar, at embedsmændene vil lukke for SUF´s mulighed
for at låne lokaler og søge tilskud de næste to år.
- Fra ungdomsfronten lyder forklaringen, at
der har været rod i regnskabet, men at der nu er kommet
styr på tingene, så regningen vil blive betalt i løbet
af de næste par dage.
-
- Organisationen lånte i foråret lokaler
på Værebro Skole. Det koster godt 2.500 kroner, og det
er altså de penge, som SUF stadig skylder kommunen.
Dertil kommer den ødelagte dør.
- Men det er ikke kun pengene, der har skabt
utilfredshed i de kommunale rækker. SUF´s arrangement
på Værebro Skole har også mødt kritik, fordi
organisationen havde benyttet flere lokaler end aftalt og
ikke havde ryddet ordentligt op efter sig.
-
- Om SUF skal sættes i skammekrogen to år
frem i tiden, skal politikerne i folkeoplysningsudvalget
i morgen, onsdag, tage stilling til.
Tyv med mere på samvittigheden
- Da Gladsaxe politi søndag aften anholdte
en indbrudstyv, havde han ikke alene tyvekoster på sig
på det indbrud på Ericavej, som just var blevet
anmeldt. Den 19-årige havde også andre stjålne
effekter på sig, blandt andet flere checks. Han er nu
varetægtsfængslet i 14 dage, mens politiet finder ud
af, hvor de andre tyvekoster stammer fra og forsøger at
finde hans medskyldige, som ikke blev fanget.
- Naboer tilkaldte i søndags politiet, da
de så to gerningsmænd begå indbrud i en villa på
Ericavej, men da politiet ankom, var de to stukket af.
- Den ene var dog ikke længere væk, end at
politiet hurtigt fik ham pågrebet.
Gladsaxe uden kommunelæger
- Gladsaxes skoleelever må undvære deres
helbredsundersøgelser indtil videre.
- Kommunen er nemlig kommet i den uheldige
situation, at de to stillinger som kommunelæge er
ubesatte fra september.
- Det er de to læger, der foretager
standard- helbredstjek af elever i første og niende
klasse, som kommunen indtil videre må undvære. For den
ene stilling har været ubesat siden april, hvor lægen
sagde op, og den anden kommunelæge går fra september
på orlov i et år.
-
- Begge stillinger har allerede været
slået op, men uden at nye læger til embedet er fundet.
Nu forsøger forvaltningen igen, og lykkes det heller
ikke denne gang, vil embedsmændene kigge på, om
stillingsbeskrivelsen skal være anderledes.
- Den manglende interesse fra lægestanden
kan skyldes, at det ikke betragtes som særligt
prestigefyldt at foretage helbredsundersøgelser af
skolebørn, men til gengæld er lønnen ikke så ringe
endda.
- Skoleeleverne er dog ikke i overhængende
fare, da de enkelte skoler stadig har bemanding af
sundhedspersonalet, der tager sig af de akutte skader.
Stor interesse for iværksætterkurser
- Lysten til at starte egen virksomhed i
Gladsaxe er stor. I hvert fald hvis man ser på
interessen for de informationsaftener og 5-dages kurser,
som IværksætterKontrapunktet, der er et partnerskab
mellem Gladsaxe og otte andre kommuner, arrangerer.
- I aften er der informationsmøde på
hovedbiblioteket, og her forventes omkring 80 måske
kommende iværksættere at møde op, fortæller
erhvervschef i Gladsaxe, Kirsten V. Nielsen.
-
- "Folk er friske på at prøve noget
nyt. Selvfølgelig er der den type af iværksættere, som
har mistet deres job og har svært ved at finde nyt job,
men det er faktisk mindretallet. Langt de fleste det er
mennesker, unge og gamle, som har gået med nogle tanker
og gerne vil prøve at starte selv", siger
erhvervschefen.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet tirsdag)
Hør
mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet