Mandag den 2. December 2002
Murere på overarbejde i svømmehal
- En niveauforskel på 1½ centimeter langs
kanterne i et af bassinerne i den splinternye svømmehal
i Bagsværd har sendt 18 flisemurere på overarbejde, og
skabt usikkerhed om, hvor vidt der overhovedet vil være
vand i bassinerne til åbningsdagen.
- Skævheden betyder, at vandet ikke kommer
ud til rensningssystemet i hele bassinet. Dermed opstår
der brakvand, hvor bakterier har rig mulighed for at
florere.
- Heldigvis blev skævheden opdaget og i et
forsøg på at blive færdig til tiden, så står der som
nævnt i øjeblikket et ordentligt hold murere på det
nærmeste i døgndrift og brækker fliser ned og sætter
nye op i den rigtige højde.
-
- Det er entreprenørvirksomheden NCC, der
står for det bygningsmæssige, og hallen skal stå klar
til overtagelse den 10. december, ellers vanker der
dagbøder á 50.000 kroner.
- NCC fastslår over for Nyhedsmagasinet, at
de overholder tidsfristen, og at de er kommet længere
fremme, end firmaet skønnede i sidste uge.
-
- Står hallen klar, så har de nye
medarbejdere ikke engang fem dage til at tjekke hallen
igennem og gøre den klar til indvielse.
- Det er noget, der, ifølge
Nyhedsmagasinets oplysninger, ellers normalt bruges
halvanden måneds tid på.
- Men med et tilstrækkeligt antal krydsede
fingre og passende lønligt håb, så er det hele klar
til den første indviende maveplasker søndag den 15.
december kl. 11.
Stigende tilfredshed med hjemmeplejen i Stengård
- Tilfredsheden med hjemmehjælpen i
Stengård distrikt er steget.
- I efteråret 2000 blev distriktet
udliciteret og tilfredsheden med kvaliteten af
hjemmehjælpen faldt. Siden er opgaven vendt tilbage i
kommunalt regi og i dag er kunderne mere tilfredse end
nogensinde, viser en ny rapport, baseret på
spørgeskemaundersøgelser i Stengård og Søborg
distrikt.
-
- "Hvis man skulle være meget
tolkende, så kunne man sige, at der er blevet mere
tilfredshed, efter at hjemmehjælpen er vendt tilbage i
kommunalt regi. Men det er også positivt, at der er mere
tilfredshed i 2002 i forhold til 2000, dvs. inden
udliciteringen og til i dag er der altså en
tilfredshedsstigning. Så det må man jo kreditere
distriktet for", siger Gladsaxes omsorgschef, Ole
Maymann.
-
- "Det der også er væsentlig, når vi
læser rapporten, det er, at borgerne godt kan synes, at
de kunne have brug for lidt mere hjælp, end det de får.
Og det kan være, borgernes forventninger er lidt
højere, end serviceniveauet egentlig er, og at vi skal
blive bedre til at forklare, hvad serviceniveauet er. Men
det, der så er dejligt, det er, at når borgerne har
fået tildelt noget hjælp, så er de faktisk meget
tilfredse med den måde, hjælpen bliver leveret
på", siger omsorgschefen.
-
- hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet mandag)
Sidste mand slukker
- Nuværende og forhenværende skraldemænd
ved Christianslyst var i fredags mødt op for at markere,
at det var lukkedag for den faglige klub i det firma, der
i mange år har taget skraldet for borgerne i Gladsaxe.
- Efter renovationen i kommunen sidste år
blev overtaget af et andet firma, er der kun enkelte
skraldemænd tilbage i Christianslyst, så få, at de nu
nedlægger deres SiD-klub.
- Og det var der mange, der beklagede af
dem, der var mødt op, ikke mindst den 83-årige Jacob
Nørgård Pedersen, der i 1956 startede klubben.
- "Det er bedrøveligt, skraldemændene
skulle aldrig have været ud af kommunen. Gladsaxe skulle
have holdt fast på Christianslyst", siger stifteren
af den faglige klub ved Christianslyst, Jacob Nørgård
Pedersen.
- Klubben blev født den 10 december i 1956
og nåede altså næsten at blive 46 år.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet mandag)
Kons: Støjafskærmning ved skærende veje
- Omkring 2000 borgere er blevet glemt under
planlægningen af støjafskærmning i forbindelse med den
formentlig kommende udvidelse af motorringvej 3.
- Det mener Henrik Sørensen, konservativt
medlem af trafik- og teknikudvalget, som forleden var
samlet for at diskutere motorvejsudvidelsen.
-
- "De 2000 ejendomme, som ligger ved
skærende veje, de vil stadigvæk have en støjbelastning
over de 55 db eller endnu højere. Og det upåagtet, at
man vil bygge 10 m. høje skærme på motorvejen",
siger Henrik Sørensen.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet fredag)
Ingen vil være skolelæge i Gladsaxe Kommune
- Det er så svært at lokke læger til
skolerne i Gladsaxe, at forvaltningen nu er tvunget til
at lave om på arbejdsgangen i skolelægeembedet.
- Det bliver i stedet de praktiserende
læger, der skal foretage helbredsundersøgelserne i 1.
og 9. klasse, og der vil ikke længere være egentlige
skolelæger på folkeskolerne.
- I stedet vil der være lægekonsulenter,
og som nu, sundhedsplejersker på de enkelte folkeskoler,
som kan tage sig af akutte sager og desuden rådgiver
generelt om sundhed og trivsel på skolerne.
-
- De to deltidsstillinger har været
ubesatte siden henholdsvis maj og september i år, og
trods gentagne stillingsannoncer, er det ikke lykkedes at
finde egnede kandidater, så forvaltningen har nu opgivet
at få genbesat de to stillinger.
Misbrug i byrådet
- Gladsaxe-borgere, der er bidt af en gal
spilledjævel skal ikke regne med lokal hjælp til at
kurere spilletrangen.
- Flertallet af socialpolitikerne i kommunen
mener nemlig, at det er nok, der eksisterer et åbent
tilbud i Odense for alle landets ludomaner.
- Forvaltningen kan ikke sætte tal på,
hvor mange mennesker i Gladsaxe, der lider af ludomani,
men skønner, det er meget få, og at det derfor indtil
videre er tilstrækkeligt, at kommunen kan henvise til
Afdelingen for ludomani i Odense, og eventuelt hjælpe
med transportudgifterne.
-
- Gladsaxes nye Venstrekvinde, Lone
Yalcinkaya, er medlem af socialudvalget, og selv om hun
er tilfreds med henvisningen til Odense, har hun
alligevel krævet sagen for byrådet.
- "Vi mangler en politik for ludomani,
men også for andre former for afhængighed. Vi bliver
simpelt hen nødt til at tage stilling til, hvad vi gør,
hvis en borger har et misbrug", siger Lone
Yalcinkaya, der i øvrigt tror, at ludomani er mere
udbredt end forvaltningen skønner.
- Efter hendes opfattelse kan det nemlig
være sværere at få øje på en ludoman end en anden
misbruger.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet mandag)
Hør
mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet