Fredag den 6. December 2002


Groft røveri mod butik i Bagsværd

Tre unge drenge i 16-årsalderen røvede i går aftes 160.000 kroner fra personalet i Nettobutikken i Bagsværd.

De tre truede kort efter lukketid supermarkedets medarbejdere med en pistol, bagbandt dem og forsvandt derefter med en del af dagens omsætning.

De tre beskrives som sagt som værende omkring de 16 år, den ene udenlandsk, men dansktalende, omkring 170 cm høj og almindelig af bygning, han bar sort hue og tøj under røveriet. En anden af røverne er også 170 cm høj, kraftig og havde en sølvfarvet styrthjelm på. Den tredje er der ingen oplysninger om på nuværende tidspunkt.


Lille interesse for frivillige

Organisationer og foreninger i Gladsaxe har tilsyneladende ikke brug for frivillig arbejdskraft.

Der er i hvert fald kun syv ud af 50, der har benyttet sig af et tilbud om at være med i en jobbank.

Ketty Jensen har taget initiativ til en frivillighedsformidling ved Gladsaxes frivillighedshus på Taxvej, men indtil videre er der flere frivillige end foreninger, der efterlyser arbejdskraft.

Det sker samtidig med, at landsdækkende organisationer har problemer med at finde folk, der vil bruge fritiden på ulønnet, socialt arbejde.

Ketty Hansen siger:

- De frivillige har endnu ikke fået chancen, men det skal nok komme. Der er nogle af de 50 foreninger, vi har henvendt os til, som ikke har behov for frivillig arbejdskraft, men det kan også være, der er nogle af dem, der finder ud af, de kan bruge en frivillig. Røde Kors, der mangler besøgsvenner, har vi på listen, så der kan vi måske hjælpe, siger Ketty Hansen, der koordinerer frivillighedsformidlingen.

Hun håber, at der i løbet af det næste halve år vil være skabt mere interesse for de frivilliges arbejdskraft.


Trusler mod muslimske piger

En 24-årig mand blev i går ved retten i Gladsaxe idømt 10 dages betinget fængsel for i marts i år at have fremsat adskillige trusler muslimske piger med slør.

"Sorte svin skrub hjem med jer", "Skal vi komme og gøre det samme mod jer, som vi gjorde mod de sorte i Amerika" var blot nogle af truslerne.

Manden, der bekender sig til nazismen, skulle også have hilst de to piger med en hævet hånd og et "Sieg Heil".

Endelig forklarede de to piger under afhøringen, at han lod som om han talte i mobiltelefon med en kammerat og sagde "jeg har fundet to perkere, jeg følger dem til deres adresse ,så vi kan brænde deres hus".

Manden nægtede sig skyldig, men mente nok, at han kunne have været lidt højrøstet og medgav også, at han havde spurgt om pigernes påklædning var en kulturberigelse eller om de ikke hellere skulle hjem til Mekka.

Episoden fandt sted fandt sted i kvarteret omkring Gladsaxe rådhus, og manden var i rigt mål blevet straffet. Idet de to pigers bror satte efter ham med et boldtræ, indhentede ham på Rådhus allé og gennembankede ham meget voldsomt.

For det indkasserede broderen i maj i år en dom på 3 måneders betinget fængsel for særlig farlig vold.

Den 24-årige nazist modtog dommen på de 10 dages betinget fængsel


Ø vil undersøge Kagså

De oversvømmelser, som grundejere i Kagså-kvarteret i ti år har været plaget af, bliver nu et punkt på dagsordenen til byrådsmøde i Gladsaxe.

En erstatningssag, som grundejerne havde rejst, afgjorde for nyligt, at GAB, Gladsaxe Almennyttige Boligselskab, ikke skal betale erstatning til grundejere, som har været plaget af oversvømmelser, siden GAB opførte et større rækkehusbyggeri i området.

Siden byggeriet har husejerne ved kraftige regnskyl fået oversvømmet deres grunde.

En undersøgelse fra 1999 fandt ikke en løsning på vandproblemerne, og derfor stiller

Enhedslistens Emilce Nielsen nu forslag til byrådet om, at Gladsaxe kommune skal undersøge problemerne:

- Efter jeg har kigget alle akterne igennem mener jeg nu, at kommunen må tage sagen op. Det er Gladsaxe, der har tilsynspligten, og vi kan godt selv lave en undersøgelse. Det skal vi gøre, så vi kan få løst problemerne for de borgere i Kagså-kvarteret, der har problemer med oversvømmelser, siger Enhedslistens Emilce Nielsen, der får forslaget med på byrådsmødet på onsdag, den 11. december.


Ansvarsløs metalplade

Gladsaxe kommune går nu alligevel ind og tager ansvar i sagen om en dreng, der fik en metalplade fra stadionbygningen i hovedet efter en af ABs hjemmekampe i september i år.

Drengens mor har siden uden held forsøgt at få nogen til at tage ansvar for hændelsen, men efter at Ekstra Bladet i går omtalte sagen, så vil kommunen nu gå ind og få løst ansvarsfordelingen, siger den kommunale juridiske direktør, Frede Mølgaard: "Kommunens forsikringsselskab har fortalt, at det ikke er kommunens ansvar, men en af leverandørerne til restauranten på stadionanlægget. Men nu vil vi gå ind som en slags katalysator for at få placeret ansvaret, så drengens mor ikke skal gå til avisen for at få det løst. Det er ikke rimeligt".


Lokalhistorisk årbog på gaden

Anekdoter fra en svunden tid, billeder fra det gamle Gladsaxe og nekrologer over to af kommunens mest kendte borgere.

Det er nogle af ingredienserne i den nye årbog fra Historisk-Topografisk Selskab i Gladsaxe.

Bogen er igen i år en blanding af erindringer og gamle, sjældne billeder fra Gladsaxe. Og så har lokalhistoriker Arne Hermann begået to mindeartikler til bogen om afdøde Erhard Jakobsen og Ole Andersen – to meget forskellige borgmestre.

"Erhard Jakobsen var jo de store liniers mand. Han havde ikke tålmodighed til at sidde og høre på andre mennesker, mens Ole Andersen gik ned i alle detaljer, var utrolig samvittighedsfuld og nøjeregnende med at tingene skulle være i orden. Han sad fra tidlig morgen til sen aften, mens Erhard Jakobsen han tog det sådan lidt mere roligt", fortæller Arne Hermann.

Årbogen fra Historisk-Topografisk Selskab udgives med støtte fra Gladsaxes Kommune og bogen kan købes på bibliotekerne og hos lokale boghandlere.

(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)


Fri til ramadan

Omkring 200 børn i Gladsaxe holder i dag skolefri for at fejre ramadanens afslutning.

Det er muslimernes fastemåned, der i dag slutter, og det bliver fejret af muslimer i hele verden - og altså også i Gladsaxe.

De fleste folkeskoler i kommunen giver de muslimske børn fri, der gerne vil fejre, at afslutningen af ramadanen skete natten til i dag, men der foreligger ikke en mere overordnet politik på området. Det er i udstrakt grad op til skolerne selv – og de muslimske forældre – at finde ud af , om barnet skal holde fri i dag eller ej.