Tirsdag den 10. December 2002
Indvandrere gør rent og passer børn
- Næsten hver tyvende ansatte ved Gladsaxe
kommune er af anden etnisk oprindelse end dansk.
- Helt præcist 4,6 procent af kommunens
godt 6.000 ansatte.
- Og det svarer meget godt til
indbyggertallet, hvor andelen af indvandrere og deres
efterkommere udgør omkring fire procent.
-
- Børnepasning og rengøring er de erhverv,
hvor indvandrerne er stærkest repræsenteret, således
er over hver tredje rengøringsassistent i Gladsaxe af
anden etnisk oprindelse, og cirka hver fjerde inden for
børnepasningsområdet.
-
- Indenfor ældreområdet og undervisning er
indvandrerne også overrepræsenteret i forhold til
indbyggertallet; med 16 procent af de ansatte i
ældresektoren og 10 procent af undervisningspersonalet.
Svømmehal klar til overtagelse
- I dag skal Gladsaxe Kommune ifølge planen
overtage ét stk. splinterny svømmehal i Bagsværd.
Værdi: Ca. 60 mio. kroner.
- Svømmehallen skal åbne nu på søndag,
og 18 flisemurere har knoklet nærmest i døgndrift for
at blive færdige til tiden, efter at en niveauforskel
på 1 ½ centimer langs kanterne i et af bassinerne for
nylig blev opdaget. Siden har murerne haft travlt med at
brække fliser ned og sætte nye op.
- Men entreprenøren NCC, der har stået for
byggeriet, siger til Nyhedsmagasinet, at hallen nu er
færdig til tiden og i henhold til de aftaler,
firmaet har med bygherren, Gladsaxe Kommune.
Kvalme over vejpolitik
- Kvalmende og usmageligt som bare pokker.
- Det er de udsagn, som Enhedslistens Bent
Larsen bruger om den mulige udvidelse af motorring 3 og
Gladsaxes politikeres holdning til Vejdirektoratets
forslag.
- "Det er kvalmende at høre de
forskellige partier tale om støjnedsættelse og samtidig
ikke sige nej til en udvidelse. Vi siger klart nej til en
udvidelse, og derfor håber vi, at byrådet vil arbejde
på, at vejen ikke bliver udvidet. Og så ligner det i
øvrigt en studehandel mellem vejdirektoratet og
byrådet, at der kun kommer støjafskærmning, hvis vejen
udvides. Vi vil selvfølgelig også gerne have
støjafskærmning, men vi vil hellere have kollektiv
trafik, blandt andet en light rail, en slags moderne
sporvogn. Miljøorganisationen Noah skønner, at en
udvidelse vil give 12.000 flere biler gennem Gladsaxe
hver dag og en luftforurening på det dobbelte. Og det er
usmageligt som bare pokker at lave sådan en
studehandel", siger Bent Larsen fra Enhedslisten.
Ministeriel tøven
- Den konservative trafikminister Flemming
Hansen beder Gladsaxe kommune om at have tålmodighed med
Folketinget.
- Gladsaxe har ellers rykket ministeren for
en afgørelse omkring de nordvendte vejforbindelser og
broen ved Vadstrupvej, som både kommune og det statslige
Vejdirektorat har anbefalet. Men i ministerens svar
hedder det, at overvejelserne omkring vejen ikke er
afsluttet, og at kommunen derfor må have tålmodighed
indtil januar, hvor sagen formentligt bliver afsluttet.
-
- Det er en sag, der har verseret i ti år
og som blandt andet er begrundet i, at der generelt skal
være mere afstand mellem veje og broernes top.
- Gladsaxe og direktorat anbefaler, at i
stedet for at enten grave vejen ned eller hæve broen,
så skal staten bygge en helt ny bro over Vadstrupvej. Og
i den sammenhæng også etablere nordvendte ramper fra
Værebro til motorvejen for at aflaste trafikken ved
Bagsværd erhvervskvarter.
- Det vil Gladsaxe gerne selv betale otte
millioner kroner for, selv om det er en stats-vej, men
indtil videre bliver pengene i kommunekassen, indtil
trafikministeriet er færdige med at overveje.
Klage over kommune- og lokalplan
- Selvom lokalplan og andre lovmæssigheder
nu har gjort den store glasbygning på ved Aldershvile
Planteskole i Bagsværd lovlig, så fortsætter
Gladsaxelisten kampen mod både byråd og bygning.
- Den lokalpolitiske liste, med speciale i
planlovgivning, mener, at der er forekommet inhabilitet i
Gladsaxe byråd, at byrådet har varetaget egne og
private økonomiske interesser, og at både lokalplan og
kommuneplan dækkende planteskolen er ulovligt vedtaget
og derfor må kendes ugyldig.
- Gladsaxelistens klage over byrådet er
sendt til Naturklagenævnet og kommer i sidste øjeblik,
idet klagefristen udløber i morgen onsdag.
Katolog til etniske lånere
- Interessen for bibliotekernes bøger,
musik og andre tilbud på fremmedsprog er stor.
- Og nu udsender Gladsaxebibliotekerne et
katalog henvendt især til lånere af anden etnisk
oprindelse.
- "Det henvender sig til folk, der
taler urdu, tyrkisk, arabisk, somali og serbokroatisk.
Det er der, vi har flest lånere fra og dem vil vi godt
gøre noget for. Det mener vi, er vigtigt",
fortæller
- Aase Rørdam, bibliotekar i afdelingen for
kunst og musik på Gladsaxe Hovedbibliotek.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet fredag)
Glemte juledekorationen
- Det bliver sagt ved hver jul, men lad os
bare sige det igen; pas på de levende lys, og husk at
slukke juledekorationen, inden hjemmet forlades.
- Den advarsel kunne en borger på Gustav
Wieds Vej i Søborg godt have brugt i lørdags.
- Ved 14- tiden ringede en forbipasserende
til politiet og fortalte, at man gennem vinduet kunne se,
at en juledekoration var ved at sætte ild til boligen.
Politiet tilkaldte brandvæsenet, men sparkede selv
døren ind og fik slukket branden uden de store skader.
-
- Da beboeren, der var gået hjemmefra uden
at slukke det levende lys, vendte tilbage til sit hjem,
vankede der, ud over brandskaderne, en bøde for
overtrædelse af beredskabsloven.
-
- Så det kan ikke siges for tit; pas
på det levende lys, lyder det fra Gladsaxes politi.
Hør
mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet