Onsdag den 11. December 2002
DF: Ekstra stoppested til skolebus
- Sikkerheden for de skolebørn, der hver
dag skal passere et stort vejkryds for at komme i
fritidsklub, skal forbedres.
- Det mener Dansk Folkepartis medlem af
børne- og undervisningsudvalget.
- Som vi tidligere har fortalt i
Nyhedsmagasinet, så er forældrene til de yngste elever
på Gladsaxe og Enghavegård skoler bekymrede for deres
børn, når de sættes af skolebussen. De børn, der skal
videre til fritidsklubben Grønnegården skal nemlig
krydse vejen, for at komme over til klubben.
-
- Derfor har skolebestyrelsen på Gladsaxe
skole anmodet om, at få et ekstra stoppested på ruten,
så skolebussen også holder ved Grønnegården. Men den
anmodning har kommunen afvist, med den begrundelse, at
børnene er store nok til at færdes i trafikken, ligesom
det grønne lys ved forgængerovergangen ved vejkrydset
er blevet forlænget, så det nu skulle være muligt at
nå over, inden signalet igen skifter til rødt.
-
- "Sådan som jeg ser det, så er det
børn, som vi lige nøjagtig slipper fra SFO´en, i
aldergruppen mellem 3. og 4. klasse. De skal lige
pludselig til at passere en stor vej. Hvis jeg kan være
med til at gøre forældrene trygge i deres børns
færden når de går fra skole, ved at vi kører den
lille smule over til Grønnegården, jamen så vil jeg
meget gerne være med til det", siger Dansk
Folkepartis Kristian Niebuhr.
- Han vil nu stille forslag i børne- og
undervisningsudvalget, om at ruten forlænges med de
nødvendige få hundrede meter efter skoletid. Det ekstra
stop vil koste kommunen omkring 20.000 kroner årligt.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet onsdag)
Flere vandboringer i Søborg
- Nu går forsyningsafdelingen i Gladsaxe
kommune et spadestik dybere ved Søborg Vandværk.
- Det kniber nemlig med at få vand nok op
af de fire boringer, der i dag forsyner Gladsaxe med
drikkevand, og derfor anbefaler embedsmændene, at man
foretager to ekstra boringer, der går ned til 100 meters
dybde i forhold til de eksisterende boringer, som kun er
cirka 50 meter nede i jorden.
-
- Problemet med de to boringer er, at det er
usikkert, om der overhovedet kan komme vand nok op af de
boringer og om kvaliteten er god nok.
- Men alternativet er, at Gladsaxe skal
købe vand af Københavns kommune, til en pris på cirka
3 kroner mere pr kubikmeter.
-
- Gladsaxe har tilladelse til at indvinde
750.000 kubikmeter vand om året, men sidste år var
mængden faldet til 600.000.
- Skal Gladsaxe købe den mængde af
København, vil det koste næsten en halv million kroner.
- Derfor kan de 540.000 kroner som de to
boringer vil koste, vise sig hurtigt at være tjent ind.
- Det vil dog kun være en midlertidig
løsning, indtil en undersøgelse har vist, om der kan
etableres boringer syd for vandværket, ved Utterslev
Mose.
- De ekstra boringer er på miljøudvalgets
dagsorden i morgen, torsdag.
Integrationssamarbejde i AB
- Idrætsklubben AB lægger nu op til et
tættere samarbejde med Gladsaxe Kommune.
- Specielt når det gælder det sociale
område og integration af unge er der muligheder for
samarbejde, vuderer næstformand i AB, Bent Kreutzfeldt.
"Vi har jo i AB fundet ud af, at vi gør et rimeligt
stort stykke socialt arbejde. Vi har jo i nærheden af os
en større boligkarré, hvor der bor en masse mennesker,
heriblandt også mennesker med anden etnisk baggrund.
Disse mennesker er begyndt at komme på AB og bliver
langsomt integreret i den danske sportsånd. Og det tror
jeg, er utrolig sundt, og det mener jeg, kunne udbygges
endnu mere. ABs anlæg lider jo under, at der er en kanon
belastning mellem 16 og 20, men om formiddagen er det
gabende tomt. Og masser af de her mennesker, det kan
dreje sig om etniske minoriteter, det kan også dreje sig
om unge arbejdsløse, har jo formiddagen fri. Så hvorfor
ikke sammen med kommunen lave et eller andet, så vi kan
aktivere dem i nogle sportslige aktiviteter, i stedet for
de hænger nede ved en kina-grill f.eks.? Der mener jeg,
at vi virkeligt kan lave et eller andet sammen",
siger Bent Kreutzfeldt.
Integration igen på byrådsmødet
- Målsætninger for energi- og vandforbrug
i kommunale ejendomme i Gladsaxe, besparelser på børne-
og undervisningsområdet og revision af reglerne for
dagrenovation, storskrald og genanvendelige materialer.
- Det er blot nogle af de i alt 25 sager,
som byrådet i aften skal behandle på årets sidste
byrådsmøde.
- Og så er det også i aften, at
politikerne, igen, skal udpege medlemmer til
integrationsrådet.
-
- Det er ni måneder siden, der første gang
var opstillingsmøde for kandidater til rådet, men siden
da er der sket en mængde administrative fodfejl, der har
udsat sagen gang på gang.
- Men nu skulle det være ganske vist;
følger byrådsmedlemmerne indstillingen fra
embedsmændene, vil de seks, der blev valgt på sidste
opstillingsmøde, blive udpeget af byrådet, sammen med
otte repræsentanter fra boligselskaberne, skolerådet,
foreningslivet og arbejdsmarkedets parter.
- Og efter en konstituering skulle de 14
medlemmer kunne komme i gang med det, der er formålet
med rådet; nemlig integrationsarbejdet.
-
- Radio Gladsaxe transmitterer hele
byrådsmødet fra klokken 18 og frem til det sidste punkt
på dagsordenen, og det bliver genudsendt i sin fulde
længde i morgen fra klokken 09.30.
Grøn premiere
- Der kommer et grønt islæt til Gladsaxe
Bios premiere på Ringenes Herre, De to tårne, i næste
uge.
- Ud over, at flere af biografgængerne har
lovet at klæde sig ud og opføre diverse rollespil, så
vil den lokale Agenda 21 og Den grønne guide i Gladsaxe,
Jesper Bjerring Larsen, også være til stede på
premierenatten.
-
- "Vi vil lave en happening umiddelbart
inden premieren. Hvad den handler om, vil jeg ikke
afsløre, men jeg kan da fortælle, at man kan vinde
gaver og vinder man spillet, bliver man Ringenes
Herre", siger den grønne guide, Jesper Bjerring
Larsen og fortsætter: "Vi gør det selvfølgelig
for at få fat i en befolkningsgruppe, vi ellers ikke
kommer i kontakt med på vore møder".
-
- Ringenes Herre, De to tårne, vises
første gang i Gladsaxe Bio præcis klokken to minutter
over midnat, natten til onsdag den 18. december, og vises
i de efterfølgende dage flere gange dagligt, og her vil
agenda 21 og Jesper Bjerring Larsen også være at finde
ved biografen.
Tilskud til de frivillige
- Julegaverne falder tidligt i år.
- I hvert fald for de foreninger og klubber,
der har søgt Gladsaxe kommune om tilskud til frivilligt
socialt arbejde.
- De får nemlig alle fire de penge, de har
søgt om;
- Kræftens Bekæmpelses lokalforening får
25.000 kroner til oplysningsarbejde, Aktivitetsklubben
Gyngemosegård bevilges 5.380 kroner til teleslynge og
kopimaskine, den nye Hyggeklubben for førtids- og
folkepensionister bliver tilgodeset med 5.000 kroner til
udstyr og køkkenredskaber til opstart af klubben, og
endelig modtager frivillighedsformidlingen 13.000 kroner
til støtte til opstarten af et nyt projekt.
-
- Selv om politikerne således har bevilget
næsten 50.000 kroner til det frivillige, sociale arbejde
i Gladsaxe, så er der stadig penge tilbage på den
godtgørende konto.
- Der har i alt været afsat 367.000 kroner
til tilskud det sociale arbejde i år, men ved årets
udgang er der 72.000 kroner til overs. De penge bliver nu
overført til det nye frivillighedshus på Taxvej i
Bagsværd, til blandt andet at dække mødeaktiviteter,
reklame og indkøb af udstyr.
Hør
mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet