Mandag den 16. December 2002


Bagsværd Svømmehal åbnet

Den nye svømmehal i Bagsværd blev i går indviet af borgmester Karin Søjberg Holst.
Og flere hundrede borgere var mødt op for at være med til åbningen, blandt andet kiggede mange af naboerne til den nye svømmehal forbi til indvielsen.
 
Søndag eftermiddag var der i dagens anledning gratis adgang i svømmehallen – et tilbud mange borgere benyttede sig af.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet mandag)

Var en politisk beslutning truffet af embedsmænd?

Havde embedsmændene allerede truffet beslutningen om at lukke halvdagsbørnehaven Ved Torvet i Høje Gladsaxe, før sagen blev sendt til politisk behandling?
Det mener socialdemokraten John Althoff- Andersen at have fået vished for, og derfor havde han, lidt utraditionelt, skrevet sig på listen af spørgere til byrådets spørgetid i sidste uge.
 
Byrådsmedlemmer kan imidlertid ikke stille spørgsmål til sig selv, men havde han fået lov, ville han have spurgt:
"Er det rigtigt, at forældre, der har henvendt sig til kommunen for at blive skrevet op til Ved Torvet, har fået at vide, at institutionen snart skulle lukke? For hvis det er rigtigt, så er det jo grotesk. Lejemålet er ikke opsagt, så jeg ved ikke, om kommunen mener, at lokalerne skal bruges til et bedre formål", siger John Althoff- Andersen.
 
Samtidigt er det kommet til hans kendskab, at kun få ud af de ni børn fra Ved Torvet er tilmeldt en anden institution, og han tvivler på, at mere end et par stykker vil komme i en anden børnehave.
"Der er ifølge mine oplysninger, fem børn, der øjensynligt bliver hjemme hos deres mor, som måske ikke en gang kan tale dansk. Det er virkeligt et af de få steder, hvor integrationen har virket. De her førskole- rollinger er kommet i børnehave og er blevet integreret, og det taber man nu på gulvet", siger han.
Han vil nu henvende sig til forvaltningen for at få besvaret sine spørgsmål.
 
 

Skærpet dom for knivstikkeri og salg af kokain

Østre Landsret fældede i fredags endelig dom over den 23-årige mand, der ved retten i Gladsaxe var dømt for salg af 20 gram kokain og et tilfælde af knivstikkeri. Dommen blev skærpet fra to et halvt til to år og ni måneders fængsel.
Selvom et af vidnerne til knivstikkeriet havde ændret forklaring til fordel for tiltalte undervejs, fandt retten den forklaring utroværdig og mente på grundlag det andet vidnes forklaring og politirapporten ikke, at der kunne være berettiget tvivl om, at tiltalte havde begået forbrydelsen.
 
I det andet forhold fandt retten det kun bevist, at tiltalte havde solgt 10 gram kokain, men ikke desto i mindre skærpede man altså den samlede straf for de seks forhold fra byretsdommen, som foruden de to ankede omfattede vold mod en skoleleder, dødstrusler, en alvorlig færdselsforseelse og et andet tilfælde af knivstikkeri.
 
Da retsformanden havde forkyndt dommen, ytrede den tiltalte stilfærdigt sin utilfredshed.

Gladsaxe, nu også med integrationsråd

Så skete det omsider: I onsdags fik Gladsaxe byråd udpeget de 14 kandidater til integrationsrådet, som de næste tre år skal arbejde for at fremme integrationen i kommunen.
Som de eneste stemte Dansk Folkepartis to byrådsmedlemmer imod, fordi Klaus Kjær kaldte rådet for en socialdemokratisk filial og ikke mente, at han havde nogen mulighed for at vide, hvem de seks mennesker er, som et opstillingsmøde i oktober udpegede.
Men som flere af byrådsmedlemmerne påpegede, så kunne Dansk Folkeparti være mødt op til opstillingsmødet for at høre mere om kandidaterne.
 
Udpegningen har været ni måneder undervejs på grund af flere procedurefejl i forvaltningen og har således været på byrådets dagsorden flere gange, men det skyldes også en generel modvilje mod indvandring fra Dansk Folkeparti, mener Peter Brooker fra SF, som ved byrådsmødet i onsdags sagde:
"Man kan tale om meget. Man kan tale om opstillingsregler, og kræve omvalg, og når man så har fået udpeget kandidater, kan man jo begynde at kritisere dem, og sådan kan man blive ved. Men det drejer sig jo i virkeligheden om, at Klaus Kjær ikke vil have den indvandring", sagde Peter Brooker.
 
De 14 kandidater blev udpeget, så nu kan integrationsrådet omsider konstituere sig.

Direkte genbrug

Skal man smide sin gamle kommode ud, kan man måske finde en brugt reol ved samme lejlighed.
Det kaldes direkte genbrug, og det skal indføres på Gladsaxe kommunes genbrugsstation på Turbinevej.
"Det har længe været et stort ønske blandt borgerne at have den mulighed. Det sparer på ressourcerne, og mindre går til spilde på den måde. Nu skal vi blot finde ud af, om det skal være en organisation, der skal stå for det eller om det skal være fra folk til folk. Problemet med det sidste er, at det vil være mere mandskabskrævende, og desuden har erfaringer fra andre kommuner vist, at professionelle klunsere bliver for dominerende. Der er set eksempler på, at de nærmest flår det ud af hænderne på de folk, der kommer for at aflevere noget og at genbrugsstationerne bliver oversvømmet af de professionelle, og det er jo ikke det, der er målet", siger Kathrine Stefansen fra affalds- og genanvendelseskontoret.
 
Da også miljøpolitikerne synes, at det skal være en organisation eller forening, der skal varetage det direkte genbrug, bliver næste skridt at kontakte de lokale repræsentanter for det frivillige arbejde.
Er der ingen af dem, der er interesserede i at stå for genbruget og samtidig formentligt også tjene på det, vil kommunen tage kontakt med organisationer udenfor Gladsaxe.

Gladsaxe vil ikke have ø

Det er måske ikke lige til at se det, men rundkørslen ved Buddingecenteret er faktisk blevet et stridspunkt mellem Gladsaxe kommune og Københavns Amt.
Amtet er nemlig myndighed for rundkørslen, men hvorvidt selve midterøen også falder ind under de amtslige opgaver, står ikke helt klart. Amtet ser i hvert fald gerne, at Gladsaxe overtager indretning og udformning af øen og har forsøgt at "sælge" den til kommunen ved at tilbyde at betale op til 30.000 kroner for en flagstang.’
Men den køber de kommunale embedsmænd ikke, så når teknikudvalget på mandag/i dag holder møder, sker det med en anbefaling fra forvaltningens side om at indretning og den fremtidige drift af midterøen forbliver i amtslig regi.

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet