Onsdag den 6. Februar


Mest glæde over "smiley"

12.000 købmænd, slagtere, bagere, restauranter, kiosker, pølsevogne og kantiner landet over har taget de små såkaldte "smiley’er" til sig, og skilter tydeligt med dem i vinduer og indgangspartier.
"Smiley’erne" blev indført i efteråret sidste år og skal vise, om fødevarevirksomheden har god samvittighed, og at fødevarekontrollen ikke har haft nogen anmærkninger.
 
"Smiley’en" har tre ansigtsudtryk; Et smilende, et med lige mund og endelig et med nedadvendte mundvige.
Næsten 68% af "smiley’erne" smiler venligt, 30% har det lidt stramtandede udtryk på, som betyder, at kontrollen har måttet indskærpe reglementet, og lidt over 1% ser virkelig sure ud, fordi fødevarekontrollen enten har givet bøde, politianmeldt virksomheden eller har inddraget en godkendelse.
 
En af dem, der mest er glad for "smiley" er pølsemanden på Søborg Torv – han siger: "Jeg synes at det er en sjov ide, og det borger da også for kvaliteten af vores fødevarer, at vi har en storsmilende "Smiley" hængende. Omvendt hørte jeg en historie om en slagter, der fik en sur en, fordi han kaldte nogle pølser for ungarnske, selvom de ikke har været i Ungarn. Jeg mener, mine franske hotdogs har jo heller ikke været i Frankrig".
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)

Fjernvarmesag udsat

Et notat på 23 sider var ikke nok, da politikerne i økonomiudvalget i går skulle drøfte den efterhånden famøse sag om Gladsaxe Fjernvarmeforsyning.
Det socialdemokratiske udvalgsmedlem, John Brown Brabant Althoff-Andersen, vil have fuldt indblik i fjernvarmeregnskabet, og derfor er sagen nu udsat, med henblik på indhentning af yderligere oplysninger.
 
Som tidligere omtalt i Nyhedsmagasinet, har John Althoff-Andersen i forbindelse med fastsættelsen af de nye fjernvarmetakster, udbedt sig en række oplysninger, som han mener er nødvendige, for at kunne vedtage taksterne. Og de oplysninger mener han endnu ikke, han har fået.
 
"Når byrådet har nedlagt brugerbestyrelsen og samtidig meddelt ud til kunderne, at fremover så ligger det demokratiske ansvar i et udvalg nedsat af byrådet og i sidste ende byrådet, så mener jeg det er vigtigt at vi som byrådsmedlemmer kigger det efter i kortene. Og jeg kan ikke få mig selv til at stemme for noget, som er fuldstændig uigennemskueligt og hvor ikke alle data er tilgængelige", siger John Althoff-Andersen.
 
På grund af manglende oplysninger stemte han som den eneste imod fastsættelsen af fjernvarmetarifferne i går i økonomiudvalget.
Fjernvarmetaksterne mangler endnu at blive endelig godkendt i byrådet, og det sker formentlig til marts.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)

Vold mod tidligere samlever gav fire måneders fængsel

Flere voldelige overgreb mod en tidligere samlever kostede i går i retten i Gladsaxe en 33-årig mand fra Mørkhøj fire måneders ubetinget fængselsstraf.
Den dømte og den et par år ældre tidligere samlever har et fælles barn, og det er blandt andet uenigheder om hverdagsproblemer med det, der får sindet til at koge over hos manden.
 
I starten af januar i år fik han den første dom for vold – den lød på 60 dages fængsel med betingelse om samfundstjeneste.
Men inden han nåede at afsone den straf, så begik han på ny vold mod barnets mor – denne gang med slag og halsgreb.
Siden har han siddet varetægtsfængslet af frygt for, at han skulle forgribe sig på kvinden igen.
 
Det var en enig domsmandsret, der stod bag kendelsen på de fire måneders fængsel.
Den 33-årige modtog dommen.

Støtte til boligforbedringer

Boliger til handicappede eller ældre, eller byggeri med økologisk bæredygtighed.
Det er to af de i alt fire punkter på en liste fra Gladsaxe Kommune over hvem, den helst vil give økonomisk hjælp til i år.
Det er en liste, som kommunen offentliggør en gang om året og som skal vise, udfra hvilke kriterier, forvaltningen kan støtte boligforbedringer.
 
Det er private udlejningsejendomme og andelsboligforeninger, der kan søge om at få del i de kommunale kroner, og øverst på listen står Søborg Hovedgade syd og Buddinge og Søborg kvarter. Som nummer tre på listen er altså ældre- og handicapboliger og til sidst økologisk bæredygtighed.
 
Sidste frist for ansøgning er til maj, og vil man have anskaffe sig et ansøgningsskema skal man henvende sig til byplanafdelingen.

Fem lokalplanforslag til behandling i aften

Hele fem lokalplanforslag er til behandling, når Gladsaxe Byråd i aften holder møde.
Det ene vedrører Marielyst-bebyggelsen og et længe næret ønske fra beboerne om ny og bedre terasseoverdækning, et andet omhandler udvidelsen af fritids- og ungdomsklubben Bagsværd Fort. Også forslag til lokalplan for Glentegård i Vadgård kvarter og opførelsen af en 10.000 m2 stor kontorbygning er til endelig vedtagelse, mens et lokalplanforslag for ejendommene Buddingevej 283-289 og en ansøgning om at bygge boliger i op til tre etager er til 1. behandling, hvorefter forslaget skal i offentlig høring.
Og så er sagen om Aldershvile Planteskole tilbage på byrådets dagsorden. Sagen blev sidste gang sendt tilbage til økonomiudvalget til fornyet behandling.
 
Udover de fem lokalplanforslag, så skal byrådet også tage stilling til en række større anlægsbevillinger til bl.a. indførelse af et nyt edb-fagsystem, der skal øge kvaliteten i den kommunale sundhedsleje.
 
Radio Gladsaxe sender direkte fra mødet der starter klokken 18 og vi genudsender transmissionen torsdag formiddag klokken 9.30.


Hør flere nyheder i lydudgaven af dagens Nyhedsmagasin