Torsdag den 7. Februar
Vold og trusler i skolegården
- Tre elever med udenlandsk baggrund blev i
går anholdt på Teknisk skole i Gladsaxe, mistænkt for
at stå bag, hvad der betegnes som systematisk vold og
trusler om vold mod og tyveri fra andre elever på
skolen.
- "Vi vil ikke tolere den slags, og
eleverne står til øjeblikkelig bortvisning", siger
uddannelseschef på den tekniske skole, Kenn Jørgensen,
til Nyhedsmagasinet.
- "Med 500 elever på de forskellige
håndværkslinier vil der selvfølgelig opstå større og
mindre problemer med tiden. Alt andet ville næsten være
underligt, vi har elever fra mange egne af verdenen,
mange aldersgrupperinger og flere spor. Men det her skal
stoppes med det samme", siger uddannelseschefen.
-
- Den aktuelle sag blev anmeldt til politiet
i fredags, efter at de tre havde gennembanket en anden
elev, fordi han ikke ville stjæle spiritus til dem fra
hans læreplads i et supermarked. Desuden truede de ham
med, at han ville blive slået ihjel, hvis han anmeldte
overfaldet.
-
- De tre overfaldsmænd er i alderen 15 til
16 år og er i forvejen kendt for kriminelle forhold.
- Sagen bliver bedømt af Gladsaxe ret
indenfor den næste måneds tid.
Beboere frygter gener fra nyt etagebyggeri
- De kommende naboer til et foreslået
byggeri på Buddingevej frygter støj- og skyggegener fra
de nye etageboliger.
- Det er ejeren af ejendommene Buddingevej
283 til 289 der har søgt om tilladelse til at bygge nyt
i op til 3 etager på grunden. Og et forslag til
lokalplan for det pågældende område langs Buddingevej
mellem Fremtidsvej og Kildebakken var i går til 1.
behandling i Gladsaxe byråd.
- Her benyttede formanden for
andelsboligforeningen Æblelunden spørgetiden til at
gøre indsigelser over for det nye byggeri.
-
- "Vi har fået oplyst hos
byplanafdelingen, at det foreslåede byggeri skal
opføres i tre etager med fladt tag. Dette er den eneste
mulighed for at kunne overholde den maksimale højde af
det foreslåede byggeri. Her kunne man så frygte, at det
ville komme til at ligne den overforliggende Berendsen
industribygning, der dog kun er i to etager, for slet
ikke at tale om vores politistation. Hvis der skal bygges
boliger, må vi derfor fastholde, at dette maksimum
bliver på to etager, og udføres på en måde, så det
vil passe ind i det eksisterende byggeri. Under alle
omstændigheder bil det betyde, at rækkehusene i
andelsboligforeningen Æblelunden vil miste megen sol i
haven samt en betydelig støjgene for beboerne, da al
trafik skal foregå via Kildebakken og langs med haverne
til de nye boligers p-pladser", sagde HC Jensen,
formand for andelsboligforeningen Æblelunden.
-
- Enhedslistens Emilce Nielsen var enig i,
at et nyt byggeri i 3 etager vil give skyggegener, og hun
stillede derfor efterfølgende forslag om, at der kun
gives tilladelse til at bygge i 2 etager; men det forslag
blev forkastet.
- Lokalplanforslaget kommer i offentlig
høring fra den 19. februar, og der vil blive holdt et
borgermøde om byggeplanerne til marts.
-
- Der var yderligere fire lokalplanforslag
på byrådets dagsorden, men også klassedannelse,
modersmålsundervisning og ikke mindst det lokale
integrationsråd var til debat.
- Radio Gladsaxe genudsender det fire timer
lange byrådsmøde fra klokken 9.30 torsdag formiddag.
Hærværk fører til videoovervågning
- Busbommen på Krogshøjvej i Bagsværd
bliver snart videoovervåget.
- Det sker efter gentagen hærværk mod
bommen, der er blevet ødelagt få dage efter, at den er
blevet repareret.
- Det er sket mange gange, med det resultat
til følge at bilerne drøner igennem busbomchikanen med
stor fare for liv og lemmer for blandt andre de ventende
buspassagerer.
- Efter mange og dyre reparationer i
foråret har det virket, som om den tekniske vejafdeling
helt har opgivet ævret. Bommen har i hvert fald været
væk siden juli måned sidste år.
- Men nu skal det altså være. Med hele to
videoovervågningskameraer til at tjekke anlægget
døgnet rundt skulle selv den mest forhærdede bombølle
blive skræmt væk.
-
- Om overvågningen virker efter hensigten
vil kun tiden vise en stor del af problemet er
nok, at Bagsværd bymidte tager meget lang tid at forcere
i myldretiden, hvilket formentlig irriterer mangen en
medarbejder på de store virksomheder i
industrikvarteret.
- Det kan friste svage sjæle til genvejen
gennem busbommen.
-
- Videoanlægget koster 90.000 kroner at
etablere på to nye master af passende, hærværksfri,
højde.
Fuldt hus på stadion
- "Operation full house" er det
meget lidt danske, men temmelig
markedsføringsorienterede navn på et nyt projekt, der
skal fylde tribunerne op på Gladsaxe stadion, når der
spilles superligafodbold.
- Initiativet kommer fra
fodboldaktieselskabet AB, der står med 20.000 tomme
pladser, hver gang de spiller på hjemmebane.
-
- Gennemsnittet ligger på omkring de 3.000
tilskuere, men ofte sidder der kun 1.500, som ikke fylder
meget eller for den sags skyld er i stand til at skabe
nogen stemning af betydning.
- Det syntes AB A/S naturligvis, at der skal
gøres noget ved. Derfor vil selskabet gerne have
kommunen til at gå med i en fælles henvendelse til
erhvervlivet i Gladsaxe om opbakning.
-
- Foreløbig har idrætspolitikerne på
udvalgsniveau set på sagen, som får den fulde støtte
med på vejen.
- Fra idrætsudvalget er sagen nu sendt
videre til økonomiudvalget.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet torsdag)
Beboere trætte af drikkeri på gadehjørne
- Beboerne i lejlighederne ved hjørnet af
Novembervej og Mørkhøjvej er godt og grundigt trætte
af en større flok mennesker, der, når vejret tillader
det, bænker sig på hjørnet med drikkeri for øje.
- Beboerne har via deres ejerforening holdt
flere møder med politi og kommune, uden at der hidtil er
sket noget.
- Men på et fællesmøde mellem ejernes
advokater, politiet og Gladsaxe kommune har parterne nu
givet hinanden håndslag på at få ændret på
tilstanden.
- Politiet har nemlig indvilliget i at være
ekstra opmærksomme på drikkegruppen, og med
politivedtægten i hånden måske få spredt dem lidt
eller decideret give tilhold om ikke at vise sig på
stedet.
- De sociale myndigheder vil kigge
persongalleriet nærmere efter i sømmene for at se, om
gruppen gemmer på folk, der kan og skal tvinges i
arbejde.
- Til maj evalueres indsatsen - har den
været noget værd, så står der ikke det meste af dagen
en drikkende flok på 8-10 personer.
Novo Nordisk Pris til førende celleforsker
- Medicinal giganten Novo Nordisk i
Bagsværd sætter nu i ordets bogstaveligste forstand
pris på en internationalt anerkendt celleforsker.
- Den prestigefyldte Novo Nordisk Pris går
i år til professor Jørgen Gliemann fra Institut for
Medicinsk Biokemi på Aarhus Universitet. Han er en af
verdens førende eksperter i cellers såkaldte
modtager-molekyler, og hans forskning kan få stor
betydning for behandling af bl.a. sukkersyge, kræft og
Alzheimers sygdom.
- Novo Nordisk Prisen er ikke alene en stor
anerkendelse, siger Jørgen Gliemann. Med prisen følger
også 750.00 kroner til forskning.
-
- "Det er et tilskud, der virkelig kan
mærkes. Det kan komme til at betyde, at tingene
forhåbentligvis går hurtigere", siger Jørgen
Gliemann til Nyhedsmagasinet. "Vi prøver jo at
finde ud af, hvad de her nye modtager-molekyler som
sidder i celler, de gør. Den type af de nyeste
modtager-molekyler vi har fat i, dem ved man i
virkeligheden ikke så meget om", siger modtageren
af Novo Nordisk Prisen 2002.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet torsdag)
Hør flere nyheder i lydudgaven
af dagens Nyhedsmagasin