Onsdag den 27. Februar


Ungdomslege aflyst

De stort anlagte Gladsaxe Ungdomslege 2002 er aflyst.
Planen var ellers at 800 unge fra Gladsaxe og de udenlandske venskabsbyer i alderen 12 til 16 år skulle mødes i de sidste dage i juli til ædel kappestrid på idrætsanlæggene.
Legene har været planlagt i mere end to år, men manglende tilslutning fra venskabsbyerne fik i starten af denne uge sportens organisation i Gladsaxe, FIG, til at opgive projektet.
 
FIG-formand Ole Lindskov siger: "Der havde kun tilmeldt sig to-tre gæstehold til hver disciplin, i alt et par hundrede mennesker, men det ville være for tyndt et grundlag at gennemføre arrangementet på. Vi lader os nu ikke slå ud af aflysningen. Nu analyserer vi, hvorfor det galt, og så vender vi stærkt tilbage".
 
Der var i alt afsat 800.000 kommunale støttekroner til legene, plus selvfølgelig massevis af frivilliges arbejde.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)

Grundvandsbeskyttelse i Bagsværd

Fortidens forureningssynder har allerede lukket halvdelen af drikkevandsboringerne i Bagsværdområdet, og de resterende boringer er i fare for lukning, både pga. tidligere forurening, men også nuværende aktiviteter.
Det konkluderer en ny forureningskortlægning, der netop er gjort færdig af miljøafdelingen i Gladsaxe Kommune.
 
Byrådet har over de sidste par år afsat næsten tre millioner kroner til at grundvandsbeskytte de dyrebare dråber.
En del af pengene er brugt på at kortlægge forureningens størrelse, og den viser desværre med al ønskelig tydelighed, at også de tre sidste boringer er truede.
Dels ligger der gamle affaldsdepoter i de tidligere grusgrave, og så er de nuværende erhvervsaktiviteter heller ikke for skånsomme ved grundvandet. Dertil kommer konkrete forureninger fra renserier og tankstationer, hvis størrelse i øjeblikket er ved at blive kortlagt.
Brug af pesticider i private haver, og tidligere i parker og på jernbanearealer, kan ligeledes udgøre en risiko for grundvandet.
 
Forureningskortlægningen fortsætter med særlige tekniske undersøgelser på udvalgte steder i Bagsværd.

Halvering af støj i Buddinge

Støjen fra Gladsaxe ringvej bliver halveret for beboerne i Tinghøjparken, når Københavns amt til sommer sætter støjskærme op på de små to hundrede meter ringvej fra rundkørslen til Tinghøjvej.
Strækningen står nummer to på amtets prioriterede liste over veje, der trænger til støjafskærmning.
Siden 1990 har amtet brugt omkring et par millioner kroner til skærme, og til sommer bliver en del af pengene brugt til i første omgang 150 meter støjskærm langs ringvejen.
I år 2003 kommer så de sidste 30 meter på.
 
Der findes to standardtyper af skærme, en af hærdet glas og en af træ, begge leveres i 2,5 til 3 meters højde.
Amtet forhandler i øjeblikket med boligselskabet, der har Tinghøjparken, om type og placering.
Anlægsarbejdet med skærmene ventes færdig til september, hvorefter støjniveauet som nævnt vurderes til at falde til det halve.
Elever og ansatte på Gladsaxe gymnasium må fortsat leve med støjen fra bilerne – der bliver nemlig kun sat skærme op ind mod boligblokkene.

Nyt navn til Værebro-institution

Den aldersintegrerede institution i Værebro Park får nu nyt navn.
Indtil juni sidste år hed institutionen Bakken og var en vuggestue.
Men for at slippe af med det efterhånden belastede navn, Vadstrupgård, som naboinstitutionen bar, så flyttede Bakken, med navn, ind i det nu tidligere Vadstrupgård.
Den tidligere vuggestue blev så ombygget til en aldersintegreret institution med det ikke særligt børnevenlige navn Værebrovej 82 A.
Men på årets første bestyrelsesmøde i institutionen blev det besluttet at skifte navn til Junibakken, med reference til institutionens etableringsdato i juni måned og til den nærtliggende bakke.
Så nu hedder naboerne altså Bakken og Junibakken.

Atletikmedaljer til Bagsværd

Der kom fem medaljer i hus til Bagsværd Atletik Club, da der i weekenden blev holdt danske indendørsmesterskaber i Malmö.
Jakob Thor Christensen vandt guld i 60 meterløb i tiden 6,89 sekunder.
Kasper Hansen fik guld i samme disciplin i den ældste ungdomsrække i tiden 7,14 sekunder, og så vandt han en bronzemedalje i senior-trespring 14,23 meter.
Emil Marker blever tre’er i 60 meter hæk for de 20-22 årige i tiden 9,03 sekunder, og endelig kom Henrik Them Andersen ind på bronzepladsen i 1.500 meterløbet for de 20-22-årige i tiden 4.03,31.
Bagsværd-klubben havde seks deltagere med, så høsten på fem medaljer må siges at være ganske flot.


Hør flere nyheder i lydudgaven af dagens Nyhedsmagasin