Tirsdag den 15. Januar
Undersøgelse af faldulykke på plejehjem medfører
opstramninger
- Nu bliver der strammet op på samtlige
Gladsaxes plejehjem.
- Det sker efter en tilbundsgående
undersøgelse af omstændighederne omkring et dødsfald
på omsorgscentret Egegården.
- Beboeren døde af komplikationer efter et
fald, ifølge de pårørende fra en seng, som familien
flere gange havde gjort personalet opmærksom på var for
høj. De pårørende forsøgte efterfølgende forgæves
at få oplysninger fra Egegården omkring
omstændighederne i forbindelse med faldet.
- Siden har Gladsaxelisten klaget til
Ombudsmanden over kommunens undersøgelse af dødsfaldet,
og på den baggrund har Tilsynsrådet bedt om en
redegørelse.
-
- I sit svar til Tilsynsrådet erkender
kommunen, at forretningsgangen på Egegården ikke har
været optimal.
- "Allerede i oktober måned fik
socialudvalget en redegørelse for hele forløbet. Det
viste sig, at der har været tvivl om, om den
pågældende selv er gledet eller han er faldet og at
hændelsesforløbet ikke kom helt klart frem. Og det er
heller ikke noteret i vores kardex for beboeren",
fortæller
- Socialudvalgsformand Erling Schrøder.
"Derfor har man efterfølgende indskærpet overfor
alle Gladsaxes plejehjem, hvordan man skal forholde sig i
sådan nogle situationer og så vidt som muligt prøve at
forebygge, at der sker den slags. Og jeg mener også,
vores personale normalt er meget opmærksom på, at der
ikke sker faldulykker", siger
socialudvalgsformanden.
-
- Undersøgelsen af faldulykken på
Egegården afslører også, at de pårørende ikke blev
korrekt orienteret i forbindelse med efterfølgende
hospitalsindlæggelse, og at ventetiden, før der kom
klarhed om de nærmere omstændigheder var lang og
unødvendig.
- Men Gladsaxe Kommune fastholder i sin
redegørelse, at faldulykken på Egegården var et yderst
beklageligt men hændeligt uheld.
Pit Stop i Gladsaxe
- Trods politisk modvilje, er interessen for
at etablere spillehaller i Gladsaxe stor.
- Og nu er Dansk Tipstjenestes datterselskab
Dansk Automatspil a/s parat til at etablere en rigtig
stor en af slagsen, et såkaldt Pit Stop, på Søborg
Hovedgade, fortæller tipstjenestens informationschef
Thomas Rørsig.
-
- "En Pit Stop er dels en spillecafe,
hvor man kan spille på Tipstjenestens traditionelle spil
og følge med via fjernsynsskærme, og i den anden
afdeling er der så, i Gladsaxes tilfælde, 50
spilleautomater hvor man for et indskud på 50 øre, kan
vinde en max-gevinst på 300 kroner i kontanter",
siger Thomas Rørsig.
- Dansk Automatspil har i dag 10 Pit Stops
fordelt over hele landet, men i 2002 kommer der
yderligere 10.
-
- Gladsaxe Kommune har ved flere lejligheder
givet udtryk for, at man ikke ønsker flere spillehaller-
og maskiner i Gladsaxe. Men, i dag er det den nye
spillemyndighed under Told & Skattestyrelsen der har
kompetence til at godkende ansøgninger, og på den måde
er der nu foreløbig udsigt til ca. 150 nye
spilleautomater i Gladsaxe, så antallet kommer op på
218.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet tirsdag)
Loppemarked på Søborg Torv
- Det nyrenoverede Søborg Torv bliver efter
al sandsynlighed det nye hjemsted for lopper. Ikke de
uvelkomne husdyr, men selvfølgelig for de lopper, der
sælger kram og sager fra boder.
- Loppemarkedet har hidtil fundet sted i
Bagsværd, men nu overvejer trafik- og teknikudvalget at
flytte lopperne til det nye torv, formentlig to gange om
måneden, og går det som forvaltningen foreslår; hver
anden lørdag.
-
- De handlende så egentligt helst
loppemarkedet flyttet til rådhuspladsen, og hvis det
ikke kan lade sig gøre, så i hvert fald flyttet til om
søndagen.
- Det er beboerne omkring Søborg Torv til
gengæld ikke så glade for, da søndag er deres eneste
"hviledag" fra de hektiske aktiviteter på
torvet.
-
- Forslaget bliver behandlet på et møde i
trafik- og teknikudvalget på mandag, og er der flertal
her, sendes sagen videre til økonomiudvalget.
- Under alle omstændigheder foreslår
forvaltningen, at loppemarkedet afvikles på Søborg Torv
i år, hvorefter det skal evalueres med henblik på
placering og omfang i år 2003.
Samarbejdsvenlig skoleleder søges
- Søndergård skole skal have ny
skoleinspektør!
- Det ved de fleste, der har fulgt blot en
anelse med i det lokale stof de seneste måneder
og det er nu også overskriften på en jobannonce, der
snart vil være at finde i relevante medier.
- Efter en lang og udmagrende kamp med
skolebestyrelse og ansatte blev den tidligere inspektør
som bekendt sat fra bestillingen i efteråret, og en ny
skal derfor findes.
-
- I jobannoncen gøres det klart, at den nye
inspektør kommer til en skole, hvor forældrene er en
interesseret og aktiv medspiller i hverdagen, og at
dialog og samarbejde med børn, forældre og medarbejdere
især skal være et ønske hos den nye chef.
- Der er selvfølgelig også en lang række
øvrige kvalifikationer opstillet i annoncen, men der
hersker ingen tvivl om, at der stiles efter en engageret
leder til en engageret skole.
-
- Skulle inspektørjobbet på Søndergård
skole friste, så skal ansøgingen være fremme hos
Gladsaxe Kommune senest den 4. marts.
Ny myldretidsbus i Gladsaxe
- Selv om metroen ikke kommer til at køre i
Gladsaxe, får det nye transportmiddel alligevel
indflydelse på busdriften i kommunen. I forbindelse med
bygningen af metroen barsler HUR, Hovedstadens
Udviklingsråd, nemlig med ændringer i busdriften, der
også berører linier, der kører i Gladsaxe.
- Det drejer sig om linie fem, der blandt
andet kører mellem Husum Torv og Gladsaxe Trafikplads.
Den forventes på sigt at blive helt nedlagt.
- I stedet oprettes der en ny
myldretidslinie, hvor busgængere kan køre fra Husum
Torv til Gladsaxe Trafikplads ad samme rute som med linie
fem og derefter videre ad linie 42s rute til Bagsværd
Station.
-
- Linie 42 bliver dermed også ændret. Her
vil busserne køre fra Værebroparken ad Vadstrupvej og
Krogshøjvej til Trafikpladsen, og kommer således ikke
længere forbi Bagsværd Station.
- Området omkring Krogshøjvej vil til
gengæld få forbindelse til stationen med den nye
myldretidslinie.
-
- HUR vil gennemføre ændringerne i tre
etaper, med forventet start samtidig med Metroens åbning
i oktober i år.
- Teknik- og miljøforvaltningen i Gladsaxe
vurderer, at de foreslåede ændringer ikke umiddelbart
vil stille buspassagererne dårligere.
Nyvalgte sange til byråd
- De enkelte byrådsmedlemmer i Gladsaxe
skal have chancen for at blive mere synlige i almen
humanistisk sammenhæng i offentligheden.
- Det mener den radikale lokalhistoriker
Arne Hermann, der foreslår at valget af de sange, der
indleder hvert byrådsmøde, skal gå på skift mellem de
enkelte medlemmer.
- Som det er i dag er det borgmesteren, der
udvælger fællessangen.
-
- Forslaget kommer ikke, fordi Arne Hermann
er kritisk overfor de hidtil valgte sange, men fordi det
nuværende byråd har en stor partispredning, som godt
kunne give anledning til interessante valg.
Hør flere nyheder i lydudgaven
af dagens Nyhedsmagasin