Torsdag den 24. Januar
Ingen kommunal specialskole i Grønnemosecentret
- Der bliver ikke indrettet kommunal
specialskole i Grønnemosecentret i Høje Gladsaxe.
- Det amtsligt ejede center, der er nabo til
Høje Gladsaxe skole, har stået mennesketomt, siden
ordblindeinstituttet for år tilbage måtte rømme
lokaliteten på grund af indeklimaproblemer.
- Siden har amtet brugt bygningen til
materialeopbevaring, uden i øvrigt at gøre noget ved
klimaproblemet.
-
- Da der i Gladsaxe er et stort behov for at
oprette en specialskole for børn med
indlæringsvanskeligheder og adfærdsproblemer, så ville
kommunalpolitikerne forhandle med amtet om køb eller
leje af centret, samtidig med, at der blev afsat 20 mio.
kroner til indretning af en ny skole.
- Men på et møde med amtet i sidste uge
gav amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen klart udtryk
for, at amtet formentlig selv skal bruge lokalerne, enten
som gymnasium, sociale formål eller til anden form for
undervisning.
-
- Dermed må der tænkes nye tanker omkring
en specialskole, siger børne- og kulturdirektør Svend
Erik Haase: "Vi har specialskolebehov til omkring 80
elever, inklusive de 30 fra Lundevang skole, der skal ud
af barakkerne i 2003. Måske kan det komme på tale at
leje eller købe huse i nærheden af folkeskolerne til
specialundervisningen, eller måske søge
specialundervisningen løst på den enkelte skole".
Nedlæggelse af mellemlederstillinger udsat
- Enhedsplejen var i går til debat i
socialudvalget.
- En evaluering har nemlig påpeget flere
kritiske punkter i det, der skulle havde været en bedre
service til de ældre i Gladsaxe, men som mere er blevet
et administrativt kunstgreb.
- Evalueringen konkluderer, at kommandovejen
er lang mellem leder og ansatte og at det derfor bør
overvejes at nedlægge mellemlederstillingerne.
- Men endnu er der ingen mellemledere der
bliver fyret. Vedtagelsen af evalueringen er nemlig udsat
til februar.
-
- "Vi havde en times diskussion om
sagen, og der faldt mange positive tilkendegivelser. Men
et af de nye udvalgsmedlemmer bad om, at sagen blev
udsat, fordi pågældende gerne ville tale med sine
partifæller først", fortæller
socialudvalgsformand Erling Schrøder.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet torsdag)
Klag dog!
- Det socialdemokratiske medlem af
miljøudvalget, John Brown Brabant Althoff-Andersen
bliver nu direkte opfordret til at klage over
fjernvarmesagen. Opfordringen kommer fra et medlem af
samme udvalg.
- Som vi tidligere har fortalt, mener John
Althoff-Andersen, at fjernvarmekunderne i Gladsaxe
betaler for meget. I årevis har der været overskud på
fjernvarmeregnskabet, men pengene ligger stadig i
kommunekassen, og kommer ikke tilbage til brugerne som de
skal, mener John Althoff-Andersen, som nu tager sagen op
i økonomiudvalget.
-
- Til det siger Henrik Sørensen,
konservativt medlem af miljøudvalget: " "Jeg
synes, han blander to kasketter sammen sin
kommunalpolitiske- og beboerformandskasket. Det synes
jeg, han skulle holde adskilt. Og hvis der er så mange
uregelmæssigheder i fjernvarmen, som han siger, så
skulle han tage og klage til energitilsynets
klageankenævn og få det afgjort. Og ikke køre sagen
politisk", siger Henrik Sørensen.
-
- John Althoff-Andersen siger, at han skam har
i sinde at klage, men i øjeblikket afventer han en
udtalelse fra kommunaldirektøren om bl.a. driften af
Gladsaxe Fjernvarmeforsyning.
- En af betingelserne for at en kommune må
drive fjernvarmevirksomhed er, at der skal være en
bestyrelse, hvor flertallet af medlemmerne er valgt af
byrådet. Men i Gladsaxe Fjernvarmeforsyning er der ingen
bestyrelse, det er i stedet miljøudvalget, der har den
komptence.
- Ingen af de instanser Nyhedsmagasinet var
i kontakt med i går, hverken Indenrigsministeriet eller
energistyrelsen, kunne svare på, om det er lovligt at
lade et fagudvalg gøre det ud for en bestyrelse.
Ny HUR-formand
- Hovedstadens Udviklingsråd, HUR, har
fået ny formand i denne uge.
- Det er den 34-årige
Frederiksbergborgmester Mads Lebech, der på det
konstituerende møde blev enstemmigt valgt.
-
- Mads Lebech går ind for de brede
løsninger på tværs af partierne og mener hverken, at
hans egen konservative partifarve er hindrende for
arbejdets udførelse eller for den sags skyld bringer
meget nyt: "Vi skal løfte i flok på tværs af
partierne og på tværs af kommune- og amtsgrænser for
at få den overordnede trafikplanlægning til at fungere,
ligesom det kræver samarbejde på tværs at få de store
kulturinstitutioner og hele erhversområdet i
hovedstadsregionen til at fremstå stærkest
muligt".
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet torsdag)
Loppemarked på Søborg Torv
- Lopperne kommer til Søborg Torv.
- Det ligger fast efter trafik- og
teknikudvalget i mandags enstemmigt vedtog at flytte
loppemarkedet fra Bagsværd til Søborg.
- Det ligger også fast, at det bliver
afholdt hver anden lørdag, og at det ikke skal gå ud
over parkeringsområdet på det ny-renoverede torv.
-
- "Loppeisterne" indtager
torvepladsen i løbet af i år, men endnu vides ikke
præcis hvornår, for nu skal sagen først formelt
behandles i økonomiudvalget.
-
- Loppemarkedets flytning til Søborg Torv
skal ses som et led i kommunens ønske om at gøre torvet
til et morsommere sted at være. Derfor vil trafik- og
teknikudvalget også opfordre butiksindehaverne på
torvet til at arrangere andre aktiviteter på de
lørdage, hvor der ikke er loppemarked.
Hør flere nyheder i lydudgaven
af dagens Nyhedsmagasin