Fredag den 25. Januar
Udvalgsmedlem: Træffer beslutninger på for løst et
grundlag
- Et nyvalgt medlem af miljøudvalget i
Gladsaxe mener, de oplysninger der følger med
fjernvarmesager er utilstrækkelige og nærmest umulige
at træffe kompetente afgørelser ud fra.
- Som vi fortalte i Nyhedsmagasinet i går,
så er det miljøudvalget, der håndterer den daglige
drift af Gladsaxe Fjernvarmeforsyning og ikke en
selvstændig bestyrelse. Ifølge Danske
Fjernvarmeværkers Forening er dét en kendt og helt
legitim styreform, som bliver brugt i flere kommuner over
hele landet.
-
- "Der stilles måske næsten for store
krav til dem, som sidder i Miljøudvalget. På sidste
møde, da fjernvarmetarifferne skulle sættes, da syntes
jeg, at der manglede helt basale oplysninger.
Selvfølgelig skal man have en vis tillid til de
embedsmænd, der sidder og arbejder, man må bare ikke
have blind tillid. Man er nødt til at lytte til, hvad
det er der foregår og stille spørgsmål, for det er
altså et meget kompliceret område", siger John
Brown Brabant Althoff-Andersen, socialdemokratisk
udvalgsmedlem.
-
- Formanden for miljøudvalget, den radikale
Lis Smidsholm, føler sig derimod godt nok rustet til at
træffe afgørelser i sager om fjernvarme. "Jeg har
tillid til forvaltningen. Og jeg mener ikke, man som
byrådsmedlem eller formand for miljøudvalget skal sidde
og regne de priser efter, som forvaltningen har
udregnet", siger Lis Smidsholm.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet fredag)
Knivoverfald mod 18-årig
- En 18-årig ung mand blev i aftes kl.
18.50 overfaldet af to mænd på stisystemet bag ved
Søndergård skole i Bagsværd.
- Mændene truede med kniv og vold den unge,
der var på vej til idræt, til at udlevere en tegnebog
og en mobiltelefon. Men i stedet for at udlevere de to
ting smed den 18-årige pung og telefon ind i et buskads.
- Det blev gerningsmændene så sure over,
at de slog ham og stak ham overfladisk med kniven i
ansigtet.
-
- Der er ikke noget signalement af de to
gerningsmænd, ud over at de talte gebrokkent dansk, og
Gladsaxe politi vil derfor gerne i kontakt med eventuelle
vidner.
Voldsmand tre måneder i fængsel
- I går faldt der dom over den anden
gerningsmand til et voldeligt overfald på en beboer i
Værebro Park-bebyggelsen i Bagsværd.
- Den 30-årige voldsmand, der også bor i
Værebro, fik tre måneders fængsel efter at have
erkendt, at han havde slået ofret med knytnæve flere
gange, slået ham med et stoleben og frastjålet ham
fjernsyn, video, computer og stereoanlæg.
- Medgerningsmanden fik for 14 dage siden
seks måneders fængsel i den dom var inkluderet
trusler på livet for at stoppe ofret fra at vidne imod
sig.
- Den 30-årige angav i retten, at det
"foregik i en brandert, og de ville give ham en
røvfuld, fordi han skulle være børnepiller", som
den dømte udtrykte det.
- Tiltalte, der tidligere har fået domme
for tyveri, trusler mod vidner og røveri, modtog dommen
på tre måneders fængsel.
Madstop fra ISO giver problemer for pensionister
- Supermarkedskæden ISO vil stoppe
varesalget via internettet, og dermed kommer pensionister
i Gladsaxe, der benytter den kommunale ordning med ISO, i
klemme.
- Godt nok vedtog lokalpolitikerne i
Gladsaxe sidste år, at de ville finde nye løsninger på
madindkøb til hjemmeboende pensionister, men der er
endnu langt til en beslutning.
-
- Socialudvalgets formand Erling Schrøder
siger om situationen: "ISOs stop kommer lidt bag på
os og i hvert fald såbart, at vi endnu ikke er færdige
med at overveje alternativer. Der er vist ét firma
tilbage, der arbejder med madsalg via nettet, men der
også andre muligheder; I Søllerød betaler de
pensionister et beløb for selv at finde bude det
kunne vi ligeledes inddrage i planerne".
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet fredag)
Valg til biografråd
- Vil du have indflydelse på, hvilke film,
der skal vises i Gladsaxe Bio? Så har du chancen nu.
- I morgen afholder Gladsaxe Bio valg til
sit brugerråd.
- Det er ikke for sent at stille op til den
fireårige periode, man skal blot møde op i biografen
klokken 11.
- Medlemmerne af Gladsaxe Bios brugerråd
skal være en daglig inspiration og gerne komme med
skøre ideer, mener biografdirektør Per Grunnet:
- "Medlemmerne skal være konstruktive
og gerne komme med en masse skøre ideer, lave brainstorm
om, hvordan man kan gøre biografen bedre og inspirere i
den daglige drift. Vi er gået fra en bestyrelse til et
råd. Det har ikke den store praktiske betydning, men
formelt indebærer det, at rådet ikke har ansvar eller
magt, men er rådgivende, som det også ligger i
ordet", fortæller biografdirektør Per Grunnet.
- Gladsaxe Bios brugerråd består af i alt
ni medlemmer; en medarbejderrepræsentant, to medlemmer,
som byrådet udpeger og så seks folkevalgte.
- Det er de seks, der skal vælges i morgen,
lørdag.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet fredag)
Hør flere nyheder i lydudgaven
af dagens Nyhedsmagasin