Tirsdag den 29. Januar


Afgået udvalg hapser halv pulje

Det nyvalgte folkeoplysningsudvalg i Gladsaxe har uden at have mødtes givet 78.000 kroner i underskudsgaranti til de to folkedanserforeninger, der står bag det årlige spillemandsstævne i Aldershvile Slotspark.
 
Folkeoplysningsudvalget mødes ellers altid for at afgøre den slags sager, men da ansøgningen om underskudsgaranti var eneste dagsordenpunkt, valgte kulturforvaltningen en noget usædvanlig fremgangsmåde til at få fremmet ansøgningen.
Forvaltningen kontaktede nemlig det gamle udvalg, altså det, der gik af ved årsskiftet, og i dét udvalg havde ingen noget imod at yde garantien – og det endda helt uden at have mødtes om sagen. Det hele er nemlig foregået via brevveksling.
På den måde har det gamle udvalg halveret kontoen for år 2002 til kulturelle foreninger.
Når det nye udvalg mødes til det konstituerende møde, så resterer der således kun 80.000 kroner på det område.
 
Argumentet for fremgangsmåden har fra forvaltningens side været, at "vi plejer at yde garantien, så det regner vi også med er i orden for det nye udvalg".
Nyhedsmagasinet har været i kontakt med to medlemmer fra det tiltrædende folkeoplysningsudvalg, og begge giver udtryk for, at de vældig godt kunne have tænkt sig selv at have truffet beslutningen.
Der bliver kort sagt noget at tale om, når de nyvalgte udvalgsmedlemmer mødes første gang.

11. september har fået konsekvenser for danske muslimer

Den 25 november sidste år satte gerningsmænd i Gladsaxe ild til noget papir, som de lagde på dørmåtten foran en muslims hoveddør.
Den episode er et af i alt 52 tilfælde af kriminalitet med racistiske undertoner i Danmark, som Politiets Efterretningstjeneste (PET) har konstateret efter attentatet den 11. september.
 
Dokumentations- og Rådgivningscentret for racediskrimination (DRC) har netop udgivet en rapport, der på blandt andet PETs tal konkluderer, at attentatet den 11. september har fået alvorlige konsekvenser for herboende muslimer. Det er nemlig en markant stigning i forhold til det normale.
 
Integrationsrådet i Gladsaxe har også bidraget med oplysninger til rapporten og kender ikke til reaktioner mod herboende muslimer i forbindelse med attentatet.
Det er generelt for de integrationsråd, som DRC har haft kontakt med. "De råd, der har besvaret vores henvendelser siger næsten alle sammen, at de ikke har registreret en stigning af de tilfælde, siger fungerende leder af Dokumentations- og Rådgivningscentret for racediskrimination Matt Bourne, og tilføjer: "PET kan til gengæld dokumentere, at der er flere tilfælde af kriminalitet, der skyldes diskrimination. Det er for eksempel brandstiftelse, graffiti og hærværk".
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Nyt butikshus på vej til Bagsværd

Butikslivet i Bagsværd Bymidte skal styrkes.
Et forslag til lokalplan for området mellem Vadstrupvej, Bagsværddal og Krogshøjvej opererer med planer om at bygge et hus langs Vadstrupvej, som kan have butikker i stueetagen og lejligheder på de øvrige etager,
"De eksisterende boliger i området, de bliver fortsat liggende", fortæller arkitekt og souschef i byplanafdelingen, Karin Ege.
 
"Hvis der bliver lavet én stor butik, vil den blive på omkring 700 m2. Huset kan bygges i 3 til 4 etager, så antallet af boliger, kommer an på, hvor store de er".
 
Der er borgermøde om lokalplanforslaget i aften kl. 19.30 i fritidssalen på Bagsværd skole.
Og hvis man har indsigelser eller ændringsforslag, så skal de sendes til Gladsaxe byråd på Rådhus Állé senest den 26. februar. Det er altså ikke nok, at fremsige dem på borgermødet i aften.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Vold mod sagesløs blev til en lussing

En uges betinget fængsel. Det var, hvad en 25-årig mand fra Mørkhøj i går fik i retten.
Anklageskriftet lød ellers på, at han to gange havde sparket og slået sin kæreste med knytnæve, men retten fandt kun bevis for, at han havde givet hende en lussing.
 
Anklageren ville have den 25-årige idømt 60 dages fængselsstraf for vold mod sagesløs. Men han nægtede sig skyldig, og anklagerens vigtigste vidne ville ikke udtale sig. Det var den tiltaltes kæreste, som da hun mødte op i retten kunne oplyse, at hun stadig er kæreste med ham, og at hun venter hans barn.
Det er at betragte som et nærtstående forhold, hvor hun ikke er forpligtet til at udtale sig.
Derfor måtte anklageren henholde sig til billeder, politiet tog ved anmeldelserne, hvor det fremgik, at hun havde hævelser og ømhed samt mærker efter slag både på krop, lår, arme og hoved.
Det var kvinden selv, der havde anmeldt kæresten. Hun trak først sine anmeldelser tilbage, men valgte senere at fastholde, at hun var blevet slået og sparket af sin kæreste, som senere havde truet hende til at trække anmeldelserne tilbage.
 
Forsvareren plæderede, at man ikke alene ud fra billederne kunne konkludere, hvad der var sket, og at parret havde et stormfuldt forhold, hvor bølgerne måske er gået lidt for højt ind i mellem.
Ud over det barn, parret venter, har de en datter på halvandet år og så planlægger de i øvrigt at gifte sig.
Og dommeren valgte altså at lytte mest til forsvarerens version og gav ud over de syv dages betinget fængsel den 25-årige et par formanende ord med på vejen, nemlig: "pas nu på jeres indbyrdes forhold og lær af denne omgang."

Seniorpolitik i kursusform

Der er penge at hente for virksomheder, der interesserer sig for seniormedarbejderne, altså de, der er på vej til en eller anden form for pension og et liv udenfor arbejdsmarkedet.
Dels giver det omdømmemæssige point, og dels bliver medarbejderen sendt ordentligt forberedt afsted til det tredie liv.
Det skal en ny type kurser fra Gladsaxe Oplysnings Forbund hjælpe med til, og foreløbig har tre store Gladsaxe-virksomheder vist interesse. Det er Novo Nordisk, Danmarks Radio og Siemens, med tilsammen over 10.000 ansatte.
Aftenskolen har et par års erfaring med at inspirere ældre medborgere, der allerede har forladt arbejdsmarkedet, til et bedre liv, og vil altså nu, sammen med virksomhederne, have fat i dem, der skal til det.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Sundhedsplejen på EDB

Et nyt edb-program skal forbedre kvaliteten i sundhedsplejen.
I år starter implementeringen af et IT-fagsystem til sundhedsplejen i Gladsaxe. Målet er at skabe bedre overblik og gøre de administrative byrder lettere.
 
"Jeg forventer, at vi får nogle lettere tilgange til at lave bl.a. statistik. På den måde får vi lettere ved at lave nogle brugerundersøgelser, og ud fra de undersøgelser, vil vi kunne møde vores borgere på en anden måde, forhåbentlig med en lidt bedre service ud fra deres behov", siger souschef i sundhedsplejen, Dorit Glintborg.
 
Indførelsen af edb er en længerevarende proces. Foruden det rent praktiske med indkøb af udstyr og opkobling til kommunens skoler, så skal sundhedsplejen også på edb-kursus.
Og så er det planen, at sundhedsplejerskerne skal udstyres med små bærbare pc´ere, som de kan have med når de er på besøg ude i familierne, og f.eks. printe notater til "Barnets Bog" direkte fra computeren.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)


Hør flere nyheder i lydudgaven af dagens Nyhedsmagasin