Torsdag den 31. Januar


Hashklub lukkes

Nu er det slut med hash i fiskeklubben, ligesom det for øvrigt er slut med fiskeklubben selv.
Klubben har hidtil holdt til huse i en gammel bagerforretning på Solnavej i Søborg, men i mandags opsagde administrationsselskabet KAB den pågældende lejer med øjeblikkelig varsel.
 
Den officielle årsag er klager over støj og husorden, men reelt er det beboernes frygt for de natlige aktiviteter og transaktioner med anderledes røgtobak, der i sidste ende har sat en stopper for klubben.
 
Gladsaxe politi har besøgt klubben flittigt gennem det seneste halvandet års tid, og det er ikke just fiskehjul og kroge, der har ligget mest af i vindueskarmene.
Derimod har ransagningerne tilvejebragt diverse mængder hash, bidtænger, vægte, rygeredskaber, små kvantum kokain og kontantbeløb.

Demokratisk underskud i skolebestyrelserne

Skolebestyrelser er ment som et demokratisk tilskud, der kan give forældre mulighed for at få indflydelse på deres børns skolegang.
Men ser man på navnene i Gladsaxes skolebestyrelser, er der iøjefaldende få med eksotisk klang.
Næstformanden i Gladsaxes integrationsråd, Azam Javadi, siger, at forældre med indvandrerbaggrund burde være mere interesserede i at deltage i bestyrelsesarbejdet, men det er ikke så lige til.
 
"Selvfølgelig burde indvandrere også engagere sig, men på grund af den negative debat, der længe har hersket, er der ikke mange, der har lyst. Der er også mange, der ikke har det fornødne menneskeig overskud. Og det hænger igen sammen med, at hvis man altid bliver betragtet som fremmed og ikke føler, man hører til, så kan det være meget svært at mønstre det overskud, der skal til", siger Azam Javadi, der i øvrigt selv stiller op til valg på sit barns skole.
 
Valget til skolebestyrelserne finder sted i marts og sidste frist for at stille op er den 18. februar.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)

Informationsmøde blev et tilløbsstykke

Der var rift om både sidde- og ståpladser, da 10.klassecentret i Høje Gladsaxe i denne uge holdt informationsmøde for nuværende 9.klasseelever og deres forældre.
Tæt ved 300 mennesker var mødt op for at høre mere om skolen og næste års valgfag, og det er ikke sket, siden 10.klassecentret åbnede i 97, fortæller inspektør Bo Palle Jensen.
 
"Det er imponerende, og herligt at se, at forældrene stadig har en stor interesse i, hvad deres børn skal lave. En del af forklaringen på det store fremmøde kan være, at der igen er fokus på de unge og hvad de skal ift. deres uddannelse senere hen. Og så synes vi selvfølgelig, at vi gør et godt stykke arbejde og at vi har et godt tilbud til de unge, så det er vel også almindelig interesse", siger Bo Palle Jensen.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)

Erstatning til fyret pædagog

Nu kommer der snart en afgørelse på den erstatningssag, som en tidligere ansat ved SFOen på Søborg skole har anlagt mod Gladsaxe kommune.
Pædagogen blev anholdt i marts for to år siden, sigtet for at have forgrebet sig på et barn.
Under massiv pressedækning blev samtlige forældre på skolen kaldt til informationsmøde om anholdelsen, og frygten for en ny Vadstrupgårdsag bredte sig.
Den dengang 39-årige pædagog blev varetægtsfængslet i fire uger, derefter løsladt, men der skulle gå i alt syv måneder med sigtelsen for pædofili hængende over hovedet, førend anklagemyndigheden droppede sagen.
I mellemtiden var han blevet afskediget af kommunen, som først et lille års tid senere genansatte manden – denne gang ikke indenfor børne- og skoleområdet, men socialområdet.
I den mellemliggende periode modtog pædagogen bistandshjælp, og forsvarsadvokat Thomas Rørdam går nu sammen med fagforeningen BUPL efter en erstatning til ham.
Erstatningen skal dels dække differencen mellem bistand og reel løn, og for tort og svie i forbindelse med den uberettigede bortvisning.

Låste døre i kirke efter hærværk

Måneder med flere tilfælde af hærværk og tyverier har skabt utryghed i Søborgmagle Kirke.
I november sidste år besøgte en gruppe unge mennesker kirkens kælderrum, hvor der bl.a. er mulighed for at spille bordtennis og billard.
Da personalet dagen efter besøgte kælderen, var der malet på væggen med rød spraymaling, alle billardkøerne var knækket og på væggene var der desuden skrevet ord, der bestemt ikke hører hjemme i en kirke. Derudover er der siden blevet stjålet penge, nøgler og personlige ejendele, bl.a. en discman, fra de ansatte.
 
Episoderne har fået alvorlige konsekvenser for kirken, fortæller Charlotte Maria Rasmussen, børne- og ungdomssekretær i Søborgmagle Kirke.
Personalet føler sig utrygge, og dørene til aktivitetrummet i kælderen er nu aflåste, og brugere skal give sig til kende på kirkens kontor og have lov til at benytte kælderrummet.
Det er ca. tre år siden kirken på Grønnemose Allé sidst var ramt af tilsvarende hærværk.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)

Nye medlemmer til musikprisudvalg

Hvem skal fremover være med til at vælge modtageren af Gladsaxe musikpris?
Det bestemmer kultur-, fritids- og idrætsudvalget i næste uge.
Samme udvalgs formand er født medlem, ligesom flere andre medlemmer af bedømmelseskommiteen er givet på forhånd; musikchefen for Danmarks Radio, musikkonservatoriets rektor, Det kongelige teaters operachef og programudvalgsformanden for Sjællands Symfoniorkester.
Der ud over skal der vælges to medlemmer fra udvalget.
Der er jo kommet en del nye medlemmer efter valget sidste år, og der er derfor mulighed for måske at få ny kolorit i bedømmelsesudvalget.


Hør flere nyheder i lydudgaven af dagens Nyhedsmagasin