Fredag den 7. Juni


Nabokommune og amt venter på sø-henvendelse fra Gladsaxe

Der bliver ikke taget nogen endelig beslutning om økonomisk støtte til oprensningen af Bagsværd Sø, før Gladsaxe Kommune retter konkret henvendelse til Lyngby-Taarbæk Kommune og Københavns Amt.
Da Gladsaxe byråd i maj afsatte 30 millioner kroner til sø-projektet, var det under forudsætning af, at amtet og nabokommunen punger ud med til sammen små 10 millioner kroner.
Som vi fortalte i Nyhedsmagasinet i går, er der nu politisk uenighed om, hvor meget man kan lægge i de mundtlige tilsagn, der før er givet fra Københavns Amt og Lyngby Taarbæk Kommune om støtte.
 
"Det tilsagn der ligger, det er i form af, at Lyngby-Taarbæk kommunalbestyrelse ved sidste års budgetlægning afsatte 3,9 millioner kroner til forbedring af Bagsværd sø. De penge blev afsat på grundlag af den udgiftsfordeling, som har været drøftet mellem kommunerne og amtet. Men hvis pengene skal udløses, så skal der en konkret sag til igen – pengene står der, men de skal frigives af kommunalbestyrelsen. Og baggrunden for det er en konkret politisk behandling, og det kunne jeg forestille mig skete ved, at vi fik en konkret henvendelse fra Gladsaxe Kommune", siger
skoledirektør i Lyngby-Taarbæk, Poul Andersen.
 
Heller ikke i Københavns Amt har man fået nogen konkret henvendelse fra Gladsaxe Kommune om den etapeopdelte oprensning af søen, men den socialdemokratiske formand for amtets teknik- og miljøudvalg, Erling Eiberg, siger, at udvalget vil fastholde sit tilsagn om støtte, hvis Gladsaxe Kommune kan fremsende den nødvendige dokumentation for projektet.
 
"Jeg håber, at Gladsaxes borgmester på et tidspunkt vil indbyde de forskellige interessenter, der er omkring søen til en fællesdrøftelse. Det har borgmesteren ikke gjort på nuværende tidspunkt", siger Lars Abel, medlem af Gladsaxe byråd for det konservative folkeparti og formand for amtets kulturudvalg. "Der er ikke kommet nogen henvendelse til amtet om at deltage i et delprojekt, det som amtet har svaret på i sin tid, det er på det samlede projekt, og hvis man skal give til delprojektet, så må det forudsætte, at man tager en drøftelse, og finder ud af, hvor så pengene til 2. etape skal komme fra", siger Lars Abel.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Ulykke i svømmehal skyldtes forkert monteret ledning

Det var en fejlmonteret ledning, der var skyld i ulykken i Gladsaxe svømmehal sidste måned,
hvor vandrutsjebanen i friluftsbadet pludselig blev strømførende.
Det gik ud over to fritidsklubbørn og en livredder, sidstnævnte måtte på skadestuen med forbrændinger.
Nu slår Elsikkerhedsrådet fast i en rapport, at der var tale om en fra starten forkert monteret jordledning.
 
"Det betyder, at hvis den havde været monteret det korrekte sted, så havde sikringen slået fra idét pumpen står af, og så havde de her ting ikke kunnet ske", siger stadioninspektør ved Gladsaxe Sportscenter, Jens Christian Olesen.
"Vi afventer nu politiets rapport, men man kunne godt forestille sig, at vi ville sige til den pågældende elinstallatør, at der har været en fejlmontering fra starten", siger han.
 
Forældrene til de to børn har endnu ikke krævet erstatning for ulykken.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Store stigninger på tøjvask

Et forslag om at indføre éns takster for hjemmeboende og plejehjemsbeboere visiteret til tøjvaskeordningen kan betyde, at folk på plejehjem fra næste år kan vaske billigere, mens dé der bor i eget hjem i nogle tilfælde kommer til at betale dobbelt så meget, som de gør i dag.
Dét er fuldstændig vanvittigt, mener Emilce Nielsen, medlem af byrådet for enhedslisten.
 
"Ens takster det kan være godt, men det her er en kæmpe stigning for dem, der bor i eget hjem. Plejehjemsbeboere har betalt en enormt høj pris for at få vasket tøj og for leje af linned. Nu skal de betale mindre, men dem der bor i eget hjem skal betale meget mere, det er mere end en fordobling for ægtepar", siger Emilce Nielsen.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Beskidte filtre på vandværk udskiftes

At rent drikkevand ikke er en billig fornøjelse kan nok ikke komme bag på mange forbrugere.
Nu har de også fået teorien bekræftet på Søborg Vandværk, hvor der er konstateret problemer med de såkaldte forfiltre – problemer der betyder, at filtrene ikke bliver skyllet igennem og renset ordentligt. Filtrene skal derfor skiftes ud, og det koster den nette sum af halvanden million kroner.
 
Renoveringen af forfiltrene på Søborg Vandværk fik forleden grønt lys i miljøudvalget og herefter mangler en godkendelse i økonomiudvalget. Pengene til renoveringen hentes fra det afsatte rådighedsbeløb på ca. tre millioner kroner til sanering af vandforsyningsanlæg.
 
Selvom forfiltrene på Søborg Vandværk i øjeblikket ikke fungerer optimalt, er det indtil videre ikke gået ud over vandkvaliteten.

Gymnasium jager sommerfugle væk

Bagsværd kostskole og gymnasium har erklæret sommerfuglene krig. De sommerfugle, vel at mærke, der bor i maven på elever med eksamensangst.
Det er på den tid af året, hvor tusindvis af unge skal til eksamen og bedømmes på en skala fra 03 til 13 – noget der kan få pulsen til at stige hos de fleste.
På Bagsværd kostskole og gymnasium har de i seks år lavet kurser for elever med særlig stor eksamensangst, det vil sige de bliver så nervøse i situationen, at de går helt i stå.
 
"Det er min erfaring, at eleverne er glade for kurserne. På den ene side fordi de møder andre elever med samme problem, men også fordi de øver sig i at få sommerfugle i maven – og i at komme af med de sommerfugle igen. En af de ting de er meget glade for, det er de fokuseringsøvelser vi laver. Hvis man er meget nervøs, så mister man ligesom sine sansers brug, og vi laver så nogle øvelser, så man kan blive ved sine sansers fulde fem og kan fokusere på den opgave, man er i gang med", siger
studievejleder Anne Dorthe Hjernø.
 
Tilbuddet gælder både 1.- 2.- og 3. G´ere, og i år har 12 elever fra Bagsværd kostskole og gynasium
modtaget eksamenstræning. Kurset foregår over to aftener a´ tre til fire timer.
Og så varer det i øvrigt et par uger endnu, førend eleverne kan ånde lettet op. Sidste eksamen på Bagsværd kostskole og gymnasium er i år den 19. juni
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Hør flere nyheder i lydudgaven af dagens Nyhedsmagasin