Mandag den 10. Juni
AOF-daghøjskolen kæmper for livet
- Læserbreve, underskriftsindsamlinger og
internetdebat.
- Kursister og ansatte på den
lukningstruede AOF-daghøjskole i Gladsaxe har nu sammen
sat gang i en større redningsaktion for skolen.
-
- "Vi har kontakt til pressen med
annoncer og artikler, og så er vores kursister i gang
med at lave egen hjemmeside, hvor man kan sige sin mening
og se forskellige ting. Det er et selvstændigt projekt
de kører. Kursisterne er også begyndt at samle
underskrifter ind helt privat, og så er de i gang med at
skrive læserbreve både til aviser og specielt til vores
byrådspolitikere", fortæller forstander Lisa
Elsbøll.
-
- AOF-daghøjskolen holder også åbent hus
på næste mandag, og her er alle nuværende og tidligere
elever inviteret, ligesom samtlige medlemmer af Gladsaxe
byråd har fået en personlig invitation.
- Lokalpolitikerne skal i nær fremtid tage
stilling til fortsat brug af daghøjskolen til aktivering
af kontanthjælpsmodtagere. Social- og
sundhedsforvaltningen vurderer nemlig, at det fra næste
år bliver dyrere at bruge daghøjskolerne. Samtidig er
den beskæftigelsmæssige effekt af et aktiveringsforløb
på en daghøjskole ifølge en rapport - er meget
ringe.
-
- Gladsaxe Kommune er daghøjskolens
største kunde, og hvis politikerne følger
forvaltningens indstilling, så vil det formentlig
betyde, at skolen må lukke.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet mandag)
Ungdomspensioner samles
- Visitationen til amtets ungdomspensioner
skal forbedres. Derfor bliver de to ungdomspensioner
Gladsaxe og Bødkerporten i Hvidovre formentlig fra
næste år samlet i ét.
- Der bor i øjeblikket 12 unge på
Ungdomspensionen på Gladsaxevej. Det er unge med
psykosociale problemer, typisk fordi de har været udsat
for overgreb og misbrug, og de vil med en sammenlægning
få et mere stabilt og sammenhængende forløb end de
får i dag, vurderer forstander Erik Hybel.
-
- "Sådan som det er i øjeblikket, så
bliver de unge visiteret direkte til den enkelte
institution, og det gør, at der til tider ikke er
sammenhæng i anbringelserne, men at man bliver anbragt
dér, hvor der er plads. I og med at man sammenlægger
nogle institutioner, så får man større valgmulighed,
og kan anbringe den unge mere efter de problemer de har,
og ikke så meget efter, hvor der er plads", siger
han.
-
- Ungdomspensionen i Gladsaxe ejes af amtet,
og den endelige beslutning om at samle de to
ungdomspensioner i Gladsaxe og Hvidovre bliver truffet i
Amtsrådet til september.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet mandag)
Gladsaxe Erhvervskvarter fornyes
- I dag bliver det første spadestik til den
nye Gladsaxe Biotech Park på Vandtårnsvej taget.
- Dermed får to bioteknologiske
virksomheder CMC Biotech og Egalet nyt domicil i
Gladsaxe.
- Den nye Biotech Park bidrager samtidig til
en fornyelse af Gladsaxe Erhvervskvarter.
- "Det er en meget positiv udvikling,
der sker i erhvervskvarteret i øjeblikket", mener
kommunes erhvervschef, Kirsten Nielsen.
-
- "Der sker en stor fornyelse på
forskellig vis. Det startede nok med, at MT Højgaard
byggede nyt hovedkontor i vores område. De er også i
gang med at bygge til Dansk Trælast og Canon i området,
og det er jo en flot fornyelse. Og det seneste, det er
dette spadestik, der tages i dag til den nye Biotech
Park", siger erhvervschefen.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet mandag)
Ombygning af Mørkhøjvej forsinket
- Den planlagte ombygning af Mørkhøjvej er
udskudt i mindst et halvt år.
- Det vedtog et flertal i trafik- og
teknikudvalget på sit møde i sidste uge.
- Projektet, der går ud på at indsnævre
kørebanen og lave en midterrabat, skulle have været
godkendt i udvalget i maj, men beslutningen blev dengang
udsat, indtil borgerne i Mørkhøj var blevet hørt.
- Og det bliver de i aften, når der er
borgermøde om sagen. Og for at der skal være reel
mulighed for at nå at komme med indsigelser og
kommentarer efter borgermødet, er fristen for at komme
med indsigelser udsat, fortæller formand for trafik- og
teknikudvalget, Peter Brooker. Det betyder, at
projektgodkendelsen er udsat til efter sommerferien, og
det samlede projekt udskydes dermed mindst et halvt år.
-
- Der er borgermøde om ombygningen af
Mørkhøjvej på Mørkhøj skole i aften klokken 19.30
- Fristen for at komme med indsigelser den
er udsat til den 21. juni.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet mandag)
Gladsaxe ikke tilmeldt elsparekonkurrence
- Gladsaxe er ikke blandt kandidaterne til
titlen "Årets Elsparekommune 2002".
- På trods af en politisk beslutning i
efteråret om at tilmelde sig elselskabernes årlige
konkurrence, så var Gladsaxe ikke meldt til, da fristen
udløb sidst i april. Ifølge forvaltningen fordi man
ikke har haft tid til at indsamle og klargøre de
nødvendige data.
-
- Den konservative Henrik Sørensen, der i
sin tid foreslog, at kommunen tilmeldte sig Årets
Elsparekommune, er mildest talt overrasket over, at det
ikke er sket.
- "Når man tager en beslutning i et
udvalg, så går jeg da ud fra, at beslutningen bliver
effektueret", siger Henrik Sørensen, der nu vil
have afklaret, hvem der har det politiske ansvar for den
manglende tilmelding.
-
- Sidst Gladsaxe deltog i
elsparekonkurrencen var i 1998 og dengang blev kommunen
nummer 83 ud af 87.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet mandag)
Hør flere nyheder i lydudgaven
af dagens Nyhedsmagasin