Fredag den 21. Juni


Foreningslivet går hårde tider i møde

Idræt for overvægtige børn, regnskabskurser for foreningernes frivillige kasserer og sportsprogrammer i radioen.
Det er nogle af de initiativer i Gladsaxe, der kommer i fare, når regeringen fra årsskiftet nedlægger start- og udviklingspuljen.
Omregnet til kontakter mister foreningslivet i Gladsaxe omkring 900.000 kroner på den konto, og det vil især gå ud over nytænkningen og nye initiativer. Det mener formanden for F.I.G - fællesrepræsentationen af idrætsforeninger i Gladsaxe, Ole Lindskov, der ikke ser lyst på fremtiden.
 
Hvordan fremtiden ser ud for foreningslivet i Gladsaxe ligger først fast, når byrådsmedlemmerne til efteråret har forhandlet det kommunale budget på plads for de kommende år. Det sker til efteråret.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Sag om nyt valg til integrationsråd udsat

Det nye integrationsråd i Gladsaxe har nu været så længe undervejs, at flere af de valgte repræsentanter overvejer helt at trække sig.
Der blev afholdt valgt til rådet i marts, men der er senere blevet sat spørgsmålstegn ved, om valget overhovedet var gyldigt, fordi det var uklart, hvem der kunne stille op.
Siden da har forvaltningen arbejdet på et nyt udkast til reglerne omkring valget, som politikerne i socialudvalget så skulle tage stilling til i tirsdags.
Men de valgte at udsætte sagen til efter sommerferien, på opfordring af embedsmændene, der slet ikke var færdige med forslaget. Blandt andet skal det gamle integrationsråd, som fungerer, indtil et nyt er konstitueret, på et møde sidst på måneden komme med sin mening om oplægget til nye vedtægter.
Fungerende næstformand og valgt til det nye råd, Azam Javadi, er nu blevet så træt af at vente, at hun ikke opstiller til omvalget.
 
De 14 medlemmer, der i det tidlige forår enten blev valgt eller udpeget til medlemskab af integrationsrådet må altså vente til august, hvor socialudvalget skal behandle sagen og derefter sende den videre til økonomiudvalget. Og først derefter kan valget gå om.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

CD: Blankochek til daghøjskole

Socialudvalget i Gladsaxe har besluttet at fortsætte samarbejdet med den lokale AOF-Daghøjskole omkring aktivering af ledige, men under forudsætning af, at den nuværende form erstattes af et mere erhvervsrettet tilbud.
Men det var langt fra et enigt udvalg, der traf beslutningen tidligere på ugen. Imod stemte blandt andre centrumdemokraternes Lone Yalcinkaya - hun mener, kollegerne i udvalget har udstedt, hvad der bedst kan betegnes som en blankochek.
"Der er 10% der får job efter et forløb på daghøjskolen, det er under al kritik. De tal havde vi ikke på et tidligere tidspunkt, hvor vi også havde sagen til drøftelse i udvalget. Og når de tal dukker op, og de er så dårlige som de er, så forstår jeg ikke, at man alligevel vil sige OK, og så måske lave et lidt mere erhvervsrettet tilbud og give dem en blankochek på 800.000 eller en halv million, eller hvor meget det nu vil koste. For hvad betyder mere erhvervsrettet tilbud? Det er ligesom at købe en uspecificeret rejse, man køber noget uden at vide, hvor man ender, eller hvad man får". siger Lone Yalcinkaya, som kom med et ændringsforslag, der gik ud på i stedet at satse på et tilbud a´la "Hånd-i-hanke"-projektet, hvor 75% af kursisterne bagefter kom videre i job eller blev mere afklarede om deres videre forløb.
 
Det konservative udvalgsmedlem Henrik Sørensen stemte også imod beslutningen om at fortsætte samarbejdet med AOF under de fornævnte forudsætninger, fordi han mener, andre skal have mulighed for at byde på aktiveringsopgaven. Det samme gjorde Venstre, mens Dansk Folkepartis Klaus Kjær undlod at stemme til punktet om et mere erhvervsrettet tilbud.
 
På AOF-Daghøjskolen på Rosenkæret var der brede smil og nærmest euforisk stemning i går, efter meldingen
om socialudvalgets flertals-beslutning. Også selvom skolen nu skal til at tænke i andre baner.
"Ja, nu virker det ikke så fremmed for os, som det lader til, det virker for forvaltningen. Vi har samarbejdet omkring de her ting før, og hvis det skal konkretiseres endnu mere, at vi skal have folk i arbejde, jamen så gør vi det. Det tager vi meget roligt. Vi er omstillingsparate", siger forstander Lisa Elsbøll.
 
Det nye mål- og erhvervsrettede aktiveringstilbud på AOF-daghøjskolen i Gladsaxe starter til januar næste år.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Forbud på Solnavej ophævet igen

Nu er det igen muligt at lægge vejen forbi den såkaldte fiskeklub på Solnavej, uden derfor at komme på kant med loven og ordensmagten.
Et forbud mod besøgende på stedet er netop blevet ophævet - af den simple årsag, at lejerne er flyttet ud af klubben. Det skete allerede den 1. maj, kun en uges tid efter, forbudet blev udstedt, fortæller Kaj Poulsen fra Gladsaxe politi´s narkotikaafdeling.
I forbindelse med ransagninger blev der fundet mængder af hash, bidetænger, vægte, rygeredskaber, kokain og masser af kontanter på stedet. Og for første gang blev den særlige hashklublov, der giver mulighed for at udstede forbud mod besøgende i bestemte lokaler og mod, at der er besøgende i umiddelbar nærhed af lokalerne taget i brug i Gladsaxe politikreds.
Politiet har dog en formodning om, at nogle af de personer, som var tilknyttet fiskeklubben, nu er i gang med at etablere sig i en ny klub i Gladsaxe politikreds, siger Kaj Poulsen. Og der bliver i øjeblikket holdt godt øje med en håndfuld steder, hvor fra politiet mener, der handles med hash.

Humanitær Sankt Hans fest

På søndag er der Skt. Hans fest ved Bagsværd sø.
Det er Lions Club Bagsværd der står for midsommerfesten, som de gjort det i mere end 35 år.
"Det er jo en del af den indsamling vi gør til sociale formål nationalt internationalt og lokalt. Blandt andet støtter vi dagcentret Christianehøj, som vi i mange år har hjulpet økonomisk", siger Ole Mortensen, præsident for Lions Club Bagsværd.
Der kommer traditionelt et sted imellem 3- og 4.000 mennesker til Skt. Hans-arrangementet ved Bagsværd sø, og i år bliver formentlig ingen undtagelse.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Hør flere nyheder i lydudgaven af dagens Nyhedsmagasin