Fredag den 28. Juni
Gladsaxe økonomisk trængt
- Gladsaxe mister over 100 millioner kroner
over de kommende år i form af mindre tilskud fra staten.
- Den nyligt indgåede aftale mellem
Kommunernes Landsforening (KL) og den borgerlige regering
lægger op til en markant nedgang i det bloktilskud, som
kommunerne modtager via staten.
- For Gladsaxe betyder det små 40 millioner
kroner færre til næste år og 32 i 2004, tilsvarende
året efter og i 2006 omkring 23 millioner mindre, end
hvad forvaltning og politikere ellers havde budgetteret
med.
- På grund af skattestoppet går der også
færre penge ind på den kommunale konto fra husejerne,
ikke mindst fordi de slipper billigere i
ejendomsværdiskat. Det kommer i alt til at koste
Gladsaxe små syv millioner kroner til næste år.
- Til gengæld stiger summen, som borgerne
betaler over skatten, til trods for skattestoppet. Det
skyldes dels, at flere er kommet i arbejde, dels at
lønningerne er højere. I alt 23 millioner kroner ekstra
tjener kommunen på det til næste år.
- Men det er ikke nok til at dække det hul,
der er opstået i kommunekassen. Og mange lokalpolitikere
forudser da også, at efterårets budgetforhandlinger i
Gladsaxe vil blive strenge, når det skal besluttes, hvor
sparekniven skal skære.
Stadig problemer med skraldeservice trods overstået
indkøringsperiode
- På mandag slutter den indkøringsperiode
på tre måneder som Gladsaxes nye renovationsfirma, HCS,
blev givet, da de startede april.
- Dermed skulle de værste
"børnesygdomme" være overstået og eventuelle
fejl og mangler i servicen fra det nye skraldefirma
justeret.
- Men i Tinghøjparken i Buddinge er
indkøringsperioden tilsyneladende ikke forbi, mener
- varmemester, Jørgen Christoffersen.
- "Der er stadig nogle problemer. Bl.a.
blev vores dagrenovation slet ikke hentet for 14 dage
siden. Og det er irriterende, at man som varmemester
bliver nødt til at tage ud klokken 17.30 for at se, om
der er tømt. Og hvad der er endnu mere irriterende er,
at man ikke kan komme i kontakt med firmaet, fordi de
lukker deres telefoner klokken 16, og der er ikke en
telefonsvarer, man kan lægge en besked på".
-
- Jørgen Christoffersen tilføjer, at de
stadige problemer med afhentning af dagrenovationen i
Tinghøjparken er ekstra ærgelige, fordi ordningen med
afhentning af storskrald og tømning af container med
brandfarligt affald nu, efter en noget kaotisk start,
fungerer som den skal.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet fredag)
Planteskole-afgørelse vækker forundring
- Aldershvile Planteskoles dispensation fra
søbeskyttelseslinien vækker forundring, ikke mindst
fordi det ellers er en ufravigelig regel, at der ikke må
bygges noget ved en sø, medmindre det er byggeri, der
vedrører naturen og dyrelivet.
- Den kategori mener John Damm Sørensen fra
Gladsaxelisten ikke, den 1200 kvadrater store
glastilbygning hører under, selv om Naturklagenævnet nu
har støttet København Amts dispensation, der
umiddelbart lovliggør tilbygningen.
- "Det undrer mig meget, at
naturklagenævnet kommer med de afgørelse, som strider
voldsomt mod tidligere afgørelser de har haft i lignende
sager. Man kan tænke sig, at nævnet måske ikke vil
have, at det er amtet, der skal betale erstatning til
ejeren, hvis bygningen skal rives ned, og så vælger de
i stedet at vente på, at vi klager over den kommende
lokalplan. På den måde kan de få kommunen til at
hænge på den i stedet", mener Gladsaxelistens John
Damm Sørensen.
-
- Den nye lokalplan, der omhandler
Aldershvile Planteskole, er ikke vedtaget. Den skal
andenbehandles i Gladsaxe byråd, formentligt i løbet af
sensommeren.
- Dispensationen fra søbeskyttelseslinien
er nemlig kun en del af den efterhånden lange
sagsbehandling omkring Aldershvile Planteskole, der
omfatter ændringer af lokalplaner såvel som
regionplaner.
Ny "borgmester" i Gladsaxe
- På mandag får Gladsaxe Kommune ny
øverst kommanderende
- Den nye "borgmester" hedder
Peter Brooker og han er i forvejen medlem af byrådet for
SF.
- "Ja, man kan sige jeg er
ferieafløser for borgmesteren under hans ferie. Men det
indebærer i virkeligheden ikke de store dybsindigheder.
Jeg skal være der, jeg skal kunne underskrive papirer,
hvis pressen henvender sig og vil tale med borgemesten,
skal jeg kunne gribe ind, der kan være borgere, som vil
tale med borgmesteren, og så må de jo så nøjes med
mig i den periode. Men meget ligger stille lige præcis i
sommerferieperioden, så jeg kommer ikke ud for at skulle
træffe de vilde og voldsomme afgørelser. Og det vil jeg
i øvrigt heller ikke, for jeg er ikke valgt som
borgmester. Men jeg tror nok jeg formelt er leder af
kommunen, men det indebærer altså ikke, at jeg af den
grund giver mig til at træffe en masse beslutninger, det
er ikke dét, der ligger i kortene", forsikrer Peter
Brooker, og med det kan borgmester Ole Andersen med
sindsro holde tre ugers ferie, imens Peter Brooker holder
skansen på borgmesterkontoret.
Sommerferiesending
- På mandag tager Radio Gladsaxe hul på
sommerferien med en særlig sommersending.
- I tidsrummet fra 6.30 til 18 byder vi
blandt andet på et genhør med flere populære
udsendelser
- lige fra det lokalhistoriske magasin
"Hermann´s Hjørne" og "Musikalske
Minder" med Kjeld Theilgaard til Dansk Spiritualitet
og Båndværkstedet.
- Hver eftermiddag klokken 16 er det For
Børn, mens en række af de velkendte programmer som Jazz
med Peter Tuxen og Elvis´ Venner sendes til sædvanlig
tid.
-
- Og på tirsdag har vi premiere på en
række helt nye udsendelser fra Gladsaxes venskabsby i
Estland, Haabersti, der er en del af hovedstaden Tallinn.
Det handler om byen og befolkningen, og om den kolosale
udvikling Estland har gennemgået, efter landet genvandt
sin selvstændighed for godt ti år siden. Det første
program om Gladsaxes estiske venskabsby, Haabersti,
sender vi nu på tirsdag klokken 8 og udsendelsen
fortsætter de kommende to tirsdage.
-
- Nyhedsmagasinet holder til gengæld
sommerferie, og de daglige nyhedsudsendelser er først
tilbage igen torsdag den 1. august.
-
- En samlet programoversigt for Radio
Gladsaxes sommersending kan i øvrigt ses på hjemmesiden
www.radiogladsaxe.dk.
Nyhedsmagasinet er tilbage
torsdag den 1. august
- god sommer