Mandag den 13. Maj


Uenighed om fordeling af flygtninge

Det bliver igen op til Udlændingestyrelsen at afgøre, hvor flygtninge skal placeres geografisk i Danmark.

Landets kommuneforeninger har netop drøftet fordelingen, men hverken Foreningen af Kommuner i Københavns Amt, FKKA, eller tilsvarende forening i Frederiksborg amt har kunnet blive enige med de resterende 12 amtsforeninger om en fordelingsnøgle.

Gladsaxes borgmester, Ole Andersen, er formand for FKKA, han siger om uenigheden: "Vi syntes ikke, at der i tilstrækkelig høj grad er taget hensyn til, hvor der i forvejen bor mange flygtninge og indvandrere. Som alle ved er det jo i hovedstadsområdet, ligesom det også er her, der sker en stor tilflytning til gennem årene."

Hvis styrelsen følger flertallets fordelingsforslag, så skal FKKA næste år modtage 283 flygtninge, og de følgende år 275.

Gladsaxe Kommune har de seneste år modtaget omkring 30 nye flygtninge om året.


Kulturhus ideoplæg vedtaget

Visionerne om et kulturhus i Gladsaxe overlevede sidste uges byrådsmøde. Her vedtog byrådet nemlig at bruge 450.000 kroner på et idéoplæg til et kulturelt samlingssted i kommunen.

Inden mødet kunne idéoplægget ellers kun tælle 12 tilhængere ud af i alt 25 medlemmer og dermed så forslaget umiddelbart ud til at blive forkastet. Mange modstandere af huset havde nemlig inden byrådsmødet udtrykt modvilje imod at bruge næsten en halv million kroner på at undersøge noget, som man alligevel senere ville gå imod.

Men under mødet ændrede både Ole Rasmussen fra Skraldelisten og Enhedslistens Emilce Nielsen mening og endte med at stemme for idéoplægget. Dermed endte stemmerne 14 - 11 i tilhængernes favør.


Bagsværd Sø

Vi bliver ved byrådets møde i sidste uge. For det var ikke kun omkring kulturhuset, der var mange penge på spil. Det blev nemlig også besluttet at bevilge 30 millioner kroner til oprensningen af Bagsværd sø.

De 30 millioner skal bruges på første fase af i alt to i oprensningsprojektet, hvor første etape skal være færdigt i år 2005. Beslutningen er truffet under forudsætning af, at Københavns Amt og Lyngby-Taarbæk kommune indskyder 10 millioner kroner i projektet.


Gæld eftergivet

To er flyttet til Færøerne, en anden til Østrig, et par til Island og en enkelt til Canada. Resten er flyttet til andre kommuner i landet, men fælles for dem alle er, at de har gæld til Gladsaxe kommune.

Eller rettere havde. For i en lang række sager er det simpelthen ikke muligt at inddrive gælden, og i omkring 20 til 30 sager om året vælger kommunen at afskrive gældsposterne.

Det sker, fordi skyldneren måske har andre store restancer eller fordi det vurderes, at personen aldrig vil komme blot i nærheden af større beløb.

Samlet set er beløbet ikke stort over de 200.000 kroner om året, viser de seneste opgørelser fra den kommunale administration, og beløbene spænder lige fra 324 kroner til små 30.000 kroner.

De fleste sager handler om uretmæssig modtaget boligsikring, men også manglende betaling til daginstitutioner fylder en del på gældslisten.


Spillehaller trods modstand

Gladsaxes politikere er imod spillehaller. Alligevel popper hallerne op som champignonhatte i en mørk gang hestegødning.

Det kommunale selvstyre er nemlig på det nærmeste sat ud af kraft, når det kommer til godkendelse af spilleautomater.

I stedet er beslutningsprocessen lagt over i en spillemyndighed, der stort set godkender alle ansøgninger.

Men Gladsaxes negative holdning har alligevel spredt sig blandt spillehalsinteresserede.

Eksempelvis var det planlagt at etablere en hal med 50 maskiner på Søborg Hovedgade 37, der er beliggende i Gladsaxe kommune.

Men i stedet har det driftige halfolk flyttet fire huse hen ad gaden til nummer 29 – det ligger nemlig i Gentofte kommune, som tilsyneladende er mere liberalt indstillet overfor de enarmede tyveknægte.

Men seks andre mindre haller er godkendt, og et syvende på Vadbro i Søborg er måske på vej.

Også denne hal møder dog kommunal modstand. Denne gang henholder politikerne sig til, at hallen vil være i strid med lokalplanen for området, uden at det dog er en sikkerhed i sig selv.

Som nævnt er det nemlig op til spillemyndigheden at afgøre sagen.