Fredag den 17. Maj
Over tusind bilister fanget i fartkontrol
- Tre omkomne i et færdselsuheld sidste uge
på Hillerødmotorvejen ved Skovbrynet afholder
tilsyneladende ikke bilisterne fra stadig at køre for
hurtigt på stedet.
- På seks timer blev der således noteret
1.200 bilister, der kørte for hurtigt. Højeste
hastighed blev målt til 134 km/t, hvor begrænsningen er
sat til 70 km/t.
-
- Der er i øjeblikket vejarbejde på
stedet, og kørebanerne er omlagt ved hjælp af
betonklodser.
- Skiltningen med vejarbejdet og de nedsatte
hastigheder er godkendt af politiet, der stiller sig
uforstående overfor de stadige fartoverskridelser.
-
- De 1.200 for hurtige bilister skal
tilsammen betale 600.000 kroner i bøder. Bilisten med de
134 km/t skal betale 3.000 kroner, får en betinget
frakendelse af kørekortet, hvilket vil sige en ny
køreprøve.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet fredag)
Kildegården yderligere forsinket
- Ombygningen af plejehjemmet Kildegården i
Søborg kommer til at koste langt mere end beregnet.
- Som vi fortalte i Nyhedsmagasinet tirsdag
har ombygningen drillet mere end rimeligt er, hvilket har
betydet, at beboerne ikke har kunnet flytte ind igen til
den planlagte dato, at færdigbehandlede patienter på
hospitalerne ikke har kunnet få plejehjemsplads, at der
ikke har kunnet sælges økonomisk givtige pladser til
andre kommuner, og, som en naturlig konsekvens, at
ventelisten til en plejehjemsplads bliver endnu længere.
-
- Det sidste søm burde, med forsinkelser,
være banket i 1. juni, men på socialudvalgets møde
forleden kom det frem, at der sandsynligvis bliver tale
om yderligere forsinkelse på næsten tre måneder.
- Og det vakte ikke just begejstring på
mødet, siger udvalgsformand Erling Schrøder fra
socialdemokratiet: "Der er tale om utilladelig
slendrian, som virkelig skabte vrede blandt
udvalgsmedlemmerne. Ud over at vi mister indtægter, så
har de tilbageværende beboere levet i byggelarm længe
nok nu, så udvalget stiller krav om at få renoveringen
færdig hurtigst muligt".
Dømt for afpresning af venner
- To unge mænd fra Bagsværd blev i går
dømt for at afpresse og frihedsberøve tre af deres
kammerater.
- Den ene, der ikke tidligere var straffet,
fik en betinget dom på et år og tre måneder, betinget
af 240 timers samfundstjeneste. Den anden, der i forvejen
havde en dom for røveri, blev idømt halvandet års
ubetinget fængsel.
-
- De to nægtede sig skyldige, men retten
valgte altså at tro mere på anklageren og de tre unge,
det var gået ud over og som vidnede i retten.
- De to 18-19- årige mænd havde beskyldt
deres kammerater for at have stjålet for 20.000 kroner
kokain og den unge mand, der fik den længste straf,
havde også anklaget dem for at have stjålet hans
knallert til 15.000 kroner. De tre vidner afviste et
hvert kendskab til de forsvundne varer, men deres
kammerater krævede alligevel, at de skaffede pengene.
Derfor tvang de to tiltalte de forurettede ud på
køreture, truede med at skære fingrene af dem, at nakke
dem og truede med en hobbykniv. I et tilfælde slog den
ene tiltalte et af vidnerne to gange med knytnæve i
ansigtet.
-
- Dommen i går har ikke sat et endeligt
punktum i sagen, dels har den hårdest straffede mand
udbedt sig betænkningstid over dommen, dels skal
anklagermyndigheden nu vurdere, om den vil gå videre med
sagen.
Modersmålspris til Ib Spang Olsen
- Hendes Majestæt Dronningen, digteren
Benny Andersen og multikunstneren
- Ib Spang Olsen fra Bagsværd.
- Alle har de modtaget landets fineste
hæder for deres formidling af det danske sprog:
modersmålsprisen.
- Prisen bliver uddelt af
Modersmålselskabet til en person, med en særlig
forståelse for det danske sprog.
- En berørt og ikke mindst overrasket Ib
Spang Olsen, siger: "Jeg hører ikke rigtig til den
kreds, man havde ventet skulle have modersmålsprisen.
Jeg er jo ikke forfatter, jeg er ikke specialist i
sproget. Jeg er forbavset og også meget stolt over, at
man har været så fleksibel, at man har valgt en person,
som ikke er sprogspecialist".
- Ib Spang Olsen fik tildelt
modersmålsprisen torsdag aften ved en højtidelighed i
lokaler på Christiansborg.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet fredag)
Bordtennis på internationalt plan
- Der er måske ikke så mange, der ved det,
men Gladsaxe kan faktisk bryste sig af ikke mindre end
tre bordtennisspillere af international format. Og de
tre; Henrik Lorentzen, Jørgen Hansen og Finn
Christensen, drager i dag til Luxembourg for at deltage i
de olympiske lege.
- Eller helt korrekt; Special Olympics for
psykisk udviklingshæmmede bordtennisspillere.
-
- Formand for Gladsaxe Handikap
Idrætsforenings bordtennisafdeling, Tonny Lorentzen, er
samtidig holdleder for de tre bordtennistalenter. Hans
forventninger er klare:
- "At de kæmper som løver. De har
virkelig trænet hård de sidste par måneder, og en af
dem har gode chancer for at komme hjem med en medalje. De
er rigtig gode, det kan man jo også se ved, at de er
blevet udvalgt på landsplan", siger Tonny
Lorentzen.
-
- Truppen vender hjem til Danmark på
tirsdag.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet fredag)
Hør flere nyheder i lydudgaven
af dagens Nyhedsmagasin