Omkring 200 familier i Gladsaxe skønnes at have så ondt i samlivet, at de har brug for rådgivning.
Derfor åbner det nye familiecenter i Gladsaxe midt i juni en anonym rådgivning, hvor familier kan henvende sig uden at blive registreret i systemet. Centret, der åbnede i januar i år, er en sammenlægning af familierådgivere i kommunen og Gladsaxes familieværksted. Og en del af de tilbud, som familiecenteret kan tilbyde, er altså en åben rådgivning, der forhåbentligt kan tage nogle problemer i opløbet, fortæller leder af centeret, Susan Bjerregaard:
- Vi regner med, der er nogle familier, der kan hjælpes, blot ved at tale om deres problemer med os. For eksempel omkring skilsmisser eller hvis barnet ikke trives i skole eller institution. Vi forventer, at omkring 200 familier vil bruge familiecenteret om året, men om familier har det sværere i dag er ikke til at sige. Men de er nok blevet bedre til at bede om hjælp, siger Susan Bjerregaard.
Familier kan henvende sig fem gange anonymt, før de bliver henvist til en sagsbehandler.
Både selve centeret og den åbne rådgivning holder åbningsreception i dag og centeret begynder den anonyme rådgivning den 11. juni i år.
Modersmålsundervisningen skal afskaffes.
I hvert fald hvis det står til Dansk Folkeparti i Gladsaxe og også regeringen, som i dag formentligt officielt vedtager det lovforslag, der har været så længe undervejs. Allerede i januar fremsatte Dansk Folkeparti på den baggrund et forslag i Gladsaxe om at afskaffe undervisningen, men det blev nedstemt.
Og i tirsdags prøvede partiet så igen. Det er der ikke noget galt i, mener medlem af børne- og undervisningsudvalget, Kristian Niebuhr:
- Sidst var det en princip beslutning, nu er det en konkret sag. Vi kender betingelserne i loven, så der er ikke noget i vejen for, at vi kan træffe en beslutning om at afskaffe modersmålsundervisningen nu og være lidt på forkant. Så kan vi jo allerede nu stoppe udgifterne til det, og børne- og undervisningsudvalget mangler i forvejen 11 millioner kroner på budgettet, så en million her kunne da hjælpe lidt på det, siger Kristian Niebuhr.
Han kunne ikke finde andre i børne- og undervisningsudvalget med samme mening. Med stemmerne otte mod en blev forslaget derfor atter nedstemt, men Kristian Niebuhr har krævet, at sagen bliver taget op på næste byrådsmøde.
Formanden for udvalget Karin Søjberg Holst fra Socialdemokratiet kan ikke se, at det haster:
- Vi vil gerne kende alle detaljerne, før vi træffer en beslutning, siger formanden.
Modersmålsundervisningen er også på dagsordenen igen til juni på børne- og undervisningsudvalgets næste møde. Til den tid er regeringens lovforslag nemlig efter al sandsynlig vedtaget af Folketinget, og derfor skal politikerne i Gladsaxe tage stilling til, om modersmålsundervisningen skal fortsætte, hvis kommunen selv skal betale for det.
Med en kniv i den ene hånd og en pistol i den anden prøvede en 16-årig ung mand i tirsdags at begå røveri mod netto på Sydfrontvej.
En rådsnar kunde fik dog forhindret den unge røver i at få udbytte af sin ugerning: en indkøbsvogn i mave fik gerningsmanden til at stikke af til fods. Også her var kunderne vakse, flere af dem fulgte efter røveren, der endte med at blive anholdt af en politimand, der tilfældigvis befandt sig i området.
Da den 16-årige senere var i grundlovsforhør, tilstod han samtidig at have begået røveri anden pinsedag mod en Q8-tankstation på Dynamovej. Ved denne lejlighed var der ingen kunder, der forhindrede ham i at fuldføre røveriet, så han kunne stikke af med af med 1200 kroner og en masse skrabelodder.
En sejr i "Europamesterskaberne i Pop" har for alvor sat skub i udviklingen i Gladsaxes estiske venskabsby, Haabersti.
Det er ca. 10 år siden, Estland genvandt sin selvstændighed, og siden da har landet stødt og roligt udviklet sig. Men efter sejren sidste år i Eurovisionens Melodi Grand Prix, har bybilledet i Haabersti - på rekordtid - gennemgået, hvad der bedst kan betegnes som en forvandling.
I de før så farveløse, brostensbelagte gader og mellem byens utallige, høje, grå betonbygninger hænger i dag kulørte udsmykninger, der ønsker velkommen til byen. Gamle bygninger er blevet renoveret og nye er kommet til.
Når Eurovisionens Melodi Grand Prix transmitteres direkte til 200 millioner seere nu på lørdag, så foregår det fra den splinternye Saku Suurhalle i Haabersti, der ligger lige udkanten af hovedstaden Tallinn.
På blot fem dage har en kriminel, der netop var løsladt fra en varetægtsfængsling, begået mindst ti nye former for berigelseskriminalitet.
Manden, der er en gammel kending af politiet, blev løsladt den 13. maj og igen anholdt den 18. maj kørende i en stjålet bil.
Kriminalpolitiet mener at kunne hægte manden op på i hvert fald et par håndfulde butikstyverier, villaindbrud, dokumentfalsk og hvad der ellers findes af genrer inden for brugstyveri.
Alt sammen bedrevet på kun fem dage på fri fod.
Niro A/S og HNG kan blive de sidste selskaber, der vederlagsfrit får lov til at benytte Radiomarken ved Bagsværd sø til firmaarrangementer.
De to selskaber har netop af politikerne i trafik- og teknikudvalget fået lov til at sætte store telte op på Radiomarken og invitere nogle hundrede medarbejdere til teambuilding-arrangementer og efterfølgende festivitas til langt ud på natten.
Radiomarken, der er kommunalt areal, udlånes i øjeblikket gratis, men politikerne i udvalget vil senere drøfte principperne for, hvem der egentlig skal kunne låne og, om det eventuelt skal koste noget.
De to interne personalearrangementer løber af stabelen lørdag den 15. juni og fredag den 23. august, forment på den del af Radiomarken, der ligger ned mod Nybrovej.