Gladsaxes kontanthjælpsmodtagere har brug for et mere sammenhængende aktiveringsforløb end det, den lokale daghøjskole kan tilbyde. Det vurderer kommunens arbejdsmarkedschef.
Som vi fortalte i Nyhedsmagasinet i går, så foreslår social- og sundhedsforvaltningen, at kommunen begynder at kigge efter alternativer til det nuværende aktiveringstilbud på AOF-daghøjskolen.
Det skyldes, at det i fremtiden bliver dyrere for kommunerne at bruge daghøjskolerne, ligesom den beskæftigelsesfremmende effekt af et aktiveringsforløb på en daghøjskole - ifølge en rapport - er meget ringe.
"Når det handler om at finde alternativer til daghøjskolen, så er udgangspunktet, at det, der skal føre folk i arbejde, det er integrerede forløb, altså forløb, hvor man tænker i helheder. Det grundlæggende det er, at der skal være en kombination af uddannelse med praktikker i virksomheder, gerne private virksomheder. Det er det, der fører til effekt", siger Erik Schrøder, arbejdsmarkedschef i Gladsaxe Kommune.
Forstander på AOF-Daghøjskolen i Gladsaxe, Lisa Elsbøll, vurderer, at det vil få store, menneskelige konsekvenser for især de svageste kursister, hvis man flytter aktiveringen fra daghøjskolen til eksempelvis de private virksomheder. Samtidig vil det betyde, at den lokale daghøjskole må dreje nøglen om, da Gladsaxe Kommune er skolens primære kunde.
Lisa Elsbøll er gæst i programmet Den Varme Stol, der sendes i dag klokken 7.30 med genudsendelse klokken 17.30.
Spritbilister og unge fartbøller skal fra næste måned tilbage på skolebænken. På skemaet står der alkohol og trafik. Med en ubetinget frakendelse af kørekortet for promillekørsel eller kørselsforbud mindre end to år efter, at man har taget kørekort, følger for eftertiden et lovpligtigt alkohol- og trafikkursus.
Undervisningen foregår for Københavns Amts vedkommende på de otte alkoholambulatorier, og kursisterne skal selv punge ud for kurset, der koster den nette sum af 2000 kroner.
Udover at deltage i kurserne skal bilisterne naturligvis også bestå en ny køreprøve, for at generhverve kørekortet.
Østre Landsret skal i dag behandle en sag om en 26-årig mand, der sidste år stjal varer fra Silvan på Gladsaxe Møllevej og, da han blev taget med hænderne i fedtefadet af butiksdetektiven, slog denne i hovedet to gange.
Han blev af retten i Gladsaxe idømt en måneds ubetinget fængsel, dels for tyveriet, der løb op på 1500 kroner og den efterfølgende vold, dels for besiddelse af 0,4 gram heroin.
Buspassagererne i Gladsaxe kan igen komme med bussen her til morgen.
Det var ikke tilfældet i går, hvor chaufførerne holdt fagligt møde fra morgenstunden. Lige som deres kolleger i resten af Storkøbenhavn nedlagde de arbejdet i protest mod sikkerheden.
Buschaufførerne er bange for at blive udsat for røveri på deres ture, fordi de er nødt til at medbringe deres tasker med byttepenge. Derfor var chaufførerne taskeløse, da de i går eftermiddags var ude på deres ruter, og det betød, at passagerer ikke kunne købe billetter i bussen.
Dansk Arbejdsgiverforening og SID har de sidste dage holdt møde om den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, og nåede i går eftermiddags frem til en løsning, som altså betyder, at buskørslen fra i dag igen er normaliseret.
Stridens kerne, spørgsmålet om chaufførernes sikkerhed, vil senere blive genstand for en voldgiftssag.
Efter ni måneder uden skoleinspektør får Søndergård skole til august ny leder.
Det bliver den 51-årige Jens Barrit Laursen, der kommer fra en inspektørstilling på Erikstrupsskolen i Store Heddinge.
"Min ledelsesstil er reflekterende, lyttende og at prøve at gå i dialog. Starten på Søndergård skole vil være en dialog med diverse personalegrupper, dvs. børn- og forældregrupper, primært i kraft af skolebestyrelse og elevråd, for at finde ud af, hvad der er vigtigt for skolen og hvad det er for en kultur, der er på skolen", siger kommende inspektør på Søndergård Skole, Jens Barrit Laursen.
Den tidligere inspektør blev fyret i november sidste år, efter lang tids uro på skolen, hvor både skolebestyrelse og flere lærere og forældre krævede inspektøren afsat.
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)
Politikerne i økonomiudvalget i Gladsaxe tog i går livet af elmestubben, der de seneste år har resideret i midten af Buddinge rundkørsel.
Selve træet tog elmesygen sig af for flere år siden.
Dermed bliver der heller ikke noget ud af de mange kunstneriske ideer, der har været fremme for udsmykning af stubben.
Den grønne midte af rundkørslen ligger således åben til nye ideer til udnyttelse.
Det har været nævnt at placere en flagstang på stedet, oven i købet en markant en af slagsen, og at plante til med forårsløg og senere sommerblomster.
Hvad der endelig kommer til at ske på stedet, bliver først besluttet politisk senere på året.
Hør flere nyheder i lydudgaven af dagens Nyhedsmagasin