Torsdag den 7. Marts


Drikkevand i fare

Grundvandet i Gladsaxe kan være i forureningsfare. Undersøgelser af to tankstationer i kommunen har nemlig vist så stor en forurening tæt på grundvandet, at det kan vise sig, at drikkevandet er i risikozonen.
De foreløbige undersøgelser af jorden omkring Hydro Texaco på Gladsaxevej og Q8 på Vadstrupvej er alarmerende nok til, at forvaltningen nu vil iværksætte flere undersøgelser, dels ved de to tankstationer, dels ved en eller to andre tankstationer til i Gladsaxe, fortæller kemiingeniør i miljøafdelingen Claus Frydenlund.
 
"Undersøgelserne af jorden ved de to servicestationer viser en ikke uvæsentlig mængde af forurening. Hvor meget det er, ved vi endnu ikke, men det skal nye undersøgelser vise, især der, hvor der er grundvandsdepoter. Første prioritet er der hvor drikkevandet er", siger Claus Frydenlund.
 
Indenfor de næste 14 dage skal miljøafdelingen holde møde dels med Københavns Amt, dels med Hydro Texaco og Q8 om, hvad der skal ske nu. Den nærmere undersøgelse skal vise, hvor stor risikoen er for, at forureningen har bredt sig til grundvandet og om grunden derfor skal renses op og endelig, om der skal foretages noget for at afgrænse skaden.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)

Nye tider i folkeoplysningsudvalget

Gladsaxe er en af de kommuner, der bliver særligt hårdt ramt af de kommende besparelser på området folkeoplysning, der tæller både idrætten, kulturen og aftenskolerne.
Det lokale folkeoplysningsudvalg har nemlig hidtil givet et pænt tilskud til en bred vifte af dé – sammenlignet med andre kommuner - mange aktiviteter under folkeoplysningen. Men en del af de tilskud forsvinder nu.
"Vi skal virkelig kridte skoene i det nye folkeoplysningsudvalg", siger den radikale Lis Smidsholm, tidligere formand, nuværende medlem af udvalget.
 
"Med hensyn til økonomien bliver det sådan, at det er så frit, at vi kan sige, at de der går til f.eks. engelsk, de skal betale meget, mens de der går til eks. IT, de skal ikke betale så meget. Det er faktisk sådan, at vi selv kan bestemme lærerlønnen. Og det er jo nok for meget af det gode, fordi vi har jo altså et fællesskab med de andre kommuner i amtet", siger Lis Smidsholm, der håber, kommunerne kan finde en fælles front på området, så borgerne får det bedst mulige tilbud.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)

Borgmester roser de unge

Til trods for et lille fremmøde på kun 19 ud i alt 5000 stemmeberettigede ved valget til integrationsrådet i Gladsaxe i tirsdags, mener den nuværende formand for rådet, borgmester Ole Andersen stadig, at rådet er en god ide, der er med til at fremme integrationen.
 
Borgmesteren, der selv var forhindret i at møde op ved valget, erkender dog, at 19 stemmer fra indvandrer- og flygtningemiljøet ikke er meget:
"Det er et ret beskedent tal, men på den anden side højere end sidste gang. Til gengæld er der kommet unge mennesker med, som virkelig er entusiastiske, og som vi kan vente os meget af. Rådet er vigtigt for integrationen i kommunen, også selv om der ikke var så mange, der stemte".
 
De 14 medlemmer af integrationsrådet bliver formelt udpeget af byrådet ved byrådsmødet den 20. marts og derefter kan konstitueringen finde sted.

Offentlig fjernvarmedebat

Den politiske behandling af fjernvarmeforsyningen i Gladsaxe bliver nu genstand for en større offentlighed.
Hidtil har den del af varmeforsyningen ellers været forbeholdt politisk diskussion på udvalgsmødeniveau, men nu skal det offentligt tilgængelige byråd også tage stilling til en redegørelse om fjernvarmen.
 
"Det synes jeg er trist, fordi der er mange personer i administrationen, som bliver stillet i et dårligt lys, og de har ikke mulighed for at svare for sig. Jeg synes, denne her sag er grebet helt forkert an. Hvorfor spørger man ikke samtlige fjernvarmeforbrugere, om de er tilfreds eller ikke tilfreds med administrationen af fjernvarmen i Gladsaxe. Det er brugernes og i sidste ende borgernes behov, der skal tilgodeses", mener Ebbe Skovsgaard, medlem af byrådet for venstre.
 
Det er socialdemokraten John Althoff-Andersen, der har bragt sagen frem på baggrund af utilstrækkelig dokumentation for takstberegningen.
En anden fjernvarmeinteresseret borger mener ligefrem, at kommunen indkræver for meget for varmen.
Den kommunale forvaltning har nu sammensat en større redegørelse, hvor hele organisationen og udregningsgrundlaget bliver nøje gennemgået.
Og interesserede kan altså følge debatten på byrådsmødet onsdag den 20. marts.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)


Hør flere nyheder i lydudgaven af dagens Nyhedsmagasin