Torsdag den 14. Marts


Torvegården satser på ungt klientel

De unge får nu fortrinsret til en lejlighed i Foreningen af socialt boligbyggeri i Gladsaxe, FSB.
Afdeling Torvegård i Mørkhøj har netop fået tilladelse til gøre brug af den nye mulighed for at anvise boliger efter særlige kriterier - såkaldt fleksibel udlejning.
 
"Vi er jo klar over, at unge i det hele taget har meget svært ved at få en bolig. Og da vi så har 8 étværelses lejligheder, så synes vi, vi ville prioritere dem til unge", fortæller Næstformand i FSB, Anny Bjørneborg.
Hun understreger, at de unge lejere naturligvis først kan rykke ind, efterhånden som de nuværende beboere flytter ud og lejlighederne bliver ledige.
 
Torvegården har i alt 8 étværelses lejligheder på hver ca. 37 m2, og for at komme i betragtning,
må man ikke være over 23 år, og desuden skal man være under uddannelse og have bopæl i Gladsaxe kommune.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)

Rekruteringsproblem efter fartbøder

Det kan fremover blive svært at rekrutere frivillige deltidsbrandmænd til det kommunale brandkorps i Gladsaxe.
I hvert fald hvis en dom over tre fynske brandfolk kommer til at danne skole landet over.
De er nemlig netop blevet idømt bøder for at have kørt for hurtigt hen til brandstationen for at komme med på en udrykning.
 
I Gladsaxe er der 19 deltidsbrandfolk. Skal de nå frem, inden brandbilen kører på udrykning indenfor de lovbefalede fem minutter efter alarmen har lydt, så skal flere af dem køre lidt hurtigere end loven tillader, siger brandchef Ole Nedahl: "Flere af deltidsfolkene bor et godt stykke vej fra brandstationen, og de er i sagens natur nødt til at bryde færdselsloven, hvis de skal nå frem i tide. Hvis vi kun kan have folk, der bor så tæt på brandstationen, at de kan nå derhen ved at overholde hastighedsgrænserne, så kan det komme til at knibe med at skaffe kvalificerede brandmænd".
 
Der er på landsplan mere end 3.500 deltidsbrandfolk.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)

Nye kunder i Borgernes Hus

En helt ny kundekreds er på vej til Borgernes Hus på Søborg Hovedgade
Det vurderer stedets daglige leder, Tonny Jakobsen.
På sit møde tidligere på ugen sagde Kultur- fritids- og idrætsudvalget god for, at foreninger og aftenskoler nu får mulighed for at lave arrangementer på stedet og tage entre for det.
 
"Vi forventer os, at der kommer såkaldt nye kunder i Borgernes Hus. Og det er selvfølgelig meget glædeligt, at vi kan åbne op og give nogle andre borgere muligheden her", siger Tonny Jakobsen.
 
Hvis man vil holde et arrangement i Borgernes Hus hvortil der kræves entre, så forudsætter det bl.a., at foreningen har hjemme i Gladsaxe kommune og at arrangementet er åbent for alle.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)

Mød en skuespiller - og se hans film

Publikum skal have andet - og mere - end blot film, når de går i biografen i Gladsaxe.
Det mener i hvert fald leder af Gladsaxe Bio, Per Grunnet.
Derfor inviterer han i aften til en særforestilling i biografen, hvor den danske film "små ulykker" vises, og hvor publikum får lejlighed til at møde en af de medvirkende skuespillere i filmen, Jørgen Kiel.
 
At Jørgen Kiel så oven i købet er fra lokalområdet, gør kun arrangementet endnu bedre, mener biograflederen:
"Det skal vi selvfølgelig benytte os af, men vi har tidligere haft andre skuespillere med til lignende arrangementer. Det skal også ses som et udtryk for, at vi gerne vil tilbyde folk andet og mere end blot en film. Ved andre lignende arrangementer har der været meget positive reaktioner, så der er al grund til at gøre det igen, siger Per Grunnet.
 
De "små ulykker" og Jørgen Kiel kan opleves i aften klokken 19 i Gladsaxe Bio.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)


Hør flere nyheder i lydudgaven af dagens Nyhedsmagasin